Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vi burde have givet prins Henrik den titel. En værdig konge


Vi burde have givet prins Henrik den titel. En værdig konge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Aksel Grosen, Teglgårdsvej 86, Middelfart
Billede
Debat. 

Prins Henrik eller rettere: Kong Henrik, hvis Dronning Margrethe, Folketinget og befolkningen havde udvist rettidigt omhu.

Når kronprins Frederik bliver konge, bliver kronprinsesse Mary dronning. Dengang Margrethe i 1972 blev Danmarks dronning, forblev Henrik prins. Hvorfor denne forskelsbehandling? Er det, fordi vi er så bundet af traditioner og vaner, at vi ikke kan forestille os, at en dronning kan være landets regent, når der er en konge til stede? Jeg tror, vi kunne havde fået ligestillet dronning og konge, hvis vi havde udnævnt Henrik til konge uden at være regent. At både dronningetitlen og kongetitlen kan være forbundet med at være regent eller ægtefælle, alt efter hvem der er arveberettiget.

Den manglende udnævnelse har i hvert fald medført, at prins Henriks position er svækket i forhold til for eksempel Norges dronning Sonja og Sveriges dronning Silvia, som udover dronning tituleres "Deres Majestæt" - og de er begge nummer to efter kongen. På samme måde kunne en kong Henrik havde været tituleret "Deres Majestæt" og nummer to efter dronningen.

Prins Henrik har gennem mange år kæmpet for ligeberettigelse. Første gang, det kom offentlig til udtryk, var i 2002, hvor han beklagede sig over rollen som prins, som på det tidspunkt også medførte, at hans sønner kom foran ham i hierarkiet. Vi så det også til dronningens 75 år fødselsdag, hvor han udeblev og igen ved den selvvalgte pensionering i 2015. Senest for nogle dage siden, hvor det kom offentlig frem, at han ikke ville begraves ved siden af dronningen i Roskilde Domkirke.

Prins Henrik har, siden han blev gift med dronning Margrethe i 1967, været en god støtte for hende. Også efter dronning Margrethe eget udsagn. Vi har ofte set ham som en hengiven familiefar, ikke mindste over for børnebørnene. Han har også varetaget de offentlige opgaver for Danmark på en kompetent og værdig måde. Ligeledes er han en meget vidende og humoristisk person. Prins Henrik har mange gange givet udtryk for, at han elsker og værdsætter sin kone Margrethe meget højt. Der er heller ikke noget i den nuværende situation, som tyder på, at hans kærlighed til Margrethe er svækket. Der tales ikke om skilsmisse.

Men hvorfor fravælger prins Henrik så dronning Magrethe og Roskilde Domkirke?

Igennem de seneste dage er prins Henriks afvisning af at blive begravet ved siden af dronning Margrethe blevet udlagt som en provokation og hån mod den danske befolkning - og ikke mindst, at han har svigtet dronning Margrethe, som han jo også vitterligt gør ved denne bastante udmeldelse. Jeg tror ikke, prins Henrik har det godt med beslutningen om at blive begravet et andet - indtil videre ukendt - sted. Og ikke mindste frasigelse af begravelsen i Roskilde Domkirke må havde været næsten en ubærlig beslutning, fordi han ved, at han dermed gør sin elskede kone fortræd. Hvorfor træffer han den så?

Fordi der er noget vigtigere på spil for Prins Henrik, nemlig selvrespekten og selvagtelsen. Han kunne have gjort gode miner til slet spil, som nogle anbefaler ham, og ladet sig begrave under en forgyldt sarkofag. Så kunne Prins Henrik have vundet dronningen og det halve kongerige, men hvad er der ved at vinde en sarkofag i glas båret af grønlandsk marmor, færøsk basalt og bornholmsk granit, hvis han mister sig selv? Efter min mening er det, hvad der er på spil.

Prins Henrik har gennem mange år med tiltagende protest gjort dronningen, Folketinget og befolkningen opmærksom på sin utilfredshed med den manglende ligestilling i kongehuset. At det er en nedværdigende forskelsbehandling, han påføres. Men de fleste har bagatelliseret hans opråb. Nogle har kaldt det teenageoprør, andre fransk arrogance osv.

Jeg finder, på grund af denne manglende lydhørhed, at prins Henrik nu er blevet drevet til det yderste og ultimative skridt ved at fravælge bisættelsen i Roskilde Domkirke og dermed lade den tilkendte ulighed bestå i al evighed. Derved vil han igen og igen i de kommende årtier minde befolkningen om, at næste gang der på Christiansborg Slotsplads udråbes en regerende dronning, må ligestillingen være på plads.

Jeg har ofte mødt mennesker, som af en eller ulykkelig baggrund eller hændelse har mistet deres selvrespekt og selvagtelse - og dermed sig selv. Som konsekvens af det fatale tab har de ofte klamret sig til personer i deres omgivelse, men for det meste følt sig afvist uden rigtig at kunne forstå hvorfor. For der var næsten ikke det, de ikke ville gøre for andre for at blive accepteret. Personer, der har mistet selvrespekten, selvagtelsen og derved sig selv, har mistet det, der gør dem interessante som mennesker. Derfor reduceres de ofte sig selv til nikkedukker og bliver kedelige at være sammen med. Den verden, man higer efter, fravælger ofte én, når man taler den efter munden.

I stedet for at rakke prins Henrik ned, fordi han holder fanen højt hævet og kæmper for sin ligeberettigelse-  og dermed selvagtelse og selvrespekt - kunne mange af os danskere lære en hel del af ham. Vi kunne bl.a. lære, at uanset hvor vi befinder os på rangstigen, er det at miste selv og vores selvagtelse det største tab i verden. Prins Henrik viser, at guld og grønne skove ikke er attråværdig, hvis prisen er, at vi mister os selv. Så Henrik blev ikke konge eller kongegemal i Danmark, men han blev konge i sit eget rige. Tillykke med det!