Suzanne Bjerrehuus: Jeg skal ikke stille andre tilfreds end mig selv

I dag nærmer overklassekællingen, nøgenmodellen, juristen, bingoværten og luksushippien fra Hellerup sig pensionsalderen, men det afholder hende ikke fra at skrive bøger, holde foredrag og blande sig i debatten. Eller passe telefonen på et bordel i Rødovre.

Hun står midt i mylderet af gangstativer og fornuftigt fodtøj. Med en kop termokandekaffe i den ene hånd og sin Louis Vuitton taske i den anden. Bag hende bakser Ruth på 87 år med sin mand for at komme i ind i fællessalen og få en plads oppe foran.

»Jeg er virkelig spændt på, hvad hun har at sige. Jeg synes, hun er sådan en frisk pige,« smiler den lille dame med det nydelige grå hår.

Suzanne Bjerrehuus er i god tid. Det er hun altid. Hun ved ikke noget værre end at slentre ind i sidste sekund, og når hun er ude at holde foredrag, sørger hun for at lande mindst en halv time, inden hun skal på. I dag hedder scenen »Kærbo«, en venlig klods af et kommunalt ældrecenter i Ishøj med gråt linoleum på gulvene og en sød duft af kaffe og wienerbrød i gangene.

Det gode liv

»Det gode liv« er titlen på dagens forestilling, en overskrift, der ser ud til at være gyldig valuta på disse kanter. Indenfor har en vaks pedel smækket ekstra klapstole op til dem, der ikke nåede at købe billet på forhånd, men som alligevel er mødt op. Og helt fremme på en af de forreste rækker sidder Kurt og Thorvald, to friske fyre i deres bedste alder, som ikke har tænkt sig at støve til ved gadespejlet.

»Vi elsker at komme ud. Især når der er smukke kvinder i farvandet. Det er ikke hver dag, man får mulighed for at møde Suzanne Bjerrehuus,« siger Kurt på 82 år og lader sin fire år yngre ven Thorvald tage over.

»Hun er sgu en flot dame. Og så er hun dejlig bramfri. Det kan jeg godt lide. Hun siger, hvad der passer hende. Det gør jeg også. Man får et sjovere liv, hvis man husker at lave lidt fis og ballade engang imellem.«

Kort efter bliver dørene skubbet til. En kort præsentation af dagens gæst - bifald - og så er vi i gang.

Suzanne Bjerrehuus lægger fra land med en anekdote fra Australien, hvor hun og ægtemanden Asger Aamund for nogle år siden var på ferie. Undervejs lod den ellers vandforskrækkede Suzanne sig overtale til at tage med Asger på dykkerudflugt til det berømte Great Barrier Reef, og mens han dykkede rundt på 20 meters dybde, skvulpede hun rundt i overfladen og kiggede på koralfisk.

Pludselig trak en stærk strøm hende væk fra dykkerbåden og ud på åbent hav.

Vild panik.

I nogle lange sekunder plaskede hun desperat mod naturen, så mistede hun orienteringen, og da hun kom til sig selv igen, lå hun fladt på ryggen og kiggede op på en flok fremmede mænd.

»Det viste sig, at jeg var blevet reddet op af en tilfældig dykkerbåd, som havde set mig flyde hjælpeløst rundt i vandet. Nu stod der 10 smukke mænd og kiggede ned på mig. Alle sammen i stramme dykkerdragter. »Er jeg kommet i himlen?« tænkte jeg.«

Nede i salen knækker folk sammen af grin. Suzanne Bjerrehuus lader til at være tilfreds med reaktionen.

De fleste foredragsholdere på et ældrecenter i Ishøj ville formentlig skrue lidt ned for de lumre pointer, men den slags fine fornemmelser ligger ikke til Suzanne Bjerrehuus. Hun fodrer sit publikum med dem. Og at dømme på ansigtsudtrykkene nede i salen, er taktikken ikke helt ved siden af.

»De fleste mennesker har højt til loftet og kan tåle meget mere, end man tror. Bare fordi man er gået på pension, behøver man jo ikke at have lukket ned for underlivet,« siger Suzanne Bjerrehuus, da vi ruller tilbage mod København efter foredraget. Det er foredragsholderen, der kører.

»Jeg er normalt ret god til at multitaske, men jeg kan ikke finde ud af at køre bil og tale samtidig, så bær over med mig, hvis jeg vrøvler lidt.«

Men det går fint. Med begge hænder på rattet og overkroppen let foroverbøjet, manøvrerer Suzanne Bjerrehuus forsigtigt sin fire år gamle Golf gennem eftermiddagstrafikken, mens hun taler i én uafbrudt strøm.

»Jeg elsker at komme ud og holde foredrag. Jeg er nok lidt af en selskabspapegøje. Det er altid skægt at møde nye mennesker. Se på en mand som Bent Fabricius Bjerre, han fylder 87 år næste gang, og han kører stadig ud og spiller.«

Gør du også det, når du er 87 år?

»Forhåbentlig. Jeg har i hvert fald ingen planer om at holde op foreløbig. Jeg har også lagt mærke til, at jo mere jeg laver, jo skarpere bliver jeg oven i hovedet. Livet er også sjovere, hvis man har noget at stå op til om morgenen.«

Et par dage efter forestillingen i Ishøj sidder Suzanne Bjerrehuus i sin og ægtemanden Asger Aamunds villa i Hellerup. Anledningen er en række programmer, som hun og veninden Karen Thisted har lavet for TV2.

»Mormors Bordel« hedder konceptet, som de kommende syv torsdage skal forsøge at kradse nye huller i prostitutionsdebatten herhjemme.

Undervejs når de to bedstemødre at passe telefonen på et bordel i Rødovre, møde narkoluderen Linda og være med svensk politi på jagt efter mænd, som ulovligt køber sex.

Sig ja til alt

Det lyder ikke som almindelige sysler for to pensionsmodne kvinder, men bare rolig, det er helt efter planen.

Suzanne Bjerrehuus har en gammel aftale med sig selv om sige ja til alt, hvad der lyder sjovt uden smålig skelen til, hvad andre måtte tænke eller mene.

»Der skal nok sidde nogen derude, som bliver forargede over, at jeg nu kaster mig over købesex og prostituerede. I min alder. Og så på tv. Men hvis nogen tror, det hele er skæg og ballade, tager de fejl. Karen er journalist, jeg er jurist, og sammen har vi skabt et tankevækkende program,« jubler Suzanne Bjerrehuus.

Og sådan går interviewet sin lystige gang. Journalisten forsøger ihærdigt at holde samling på trådene, mens hovedpersonen villigt svarer på det meste i en hektisk strøm af halve sætninger, strøtanker og kulørte sidespor.

Indimellem får Suzanne Bjerrehuus også brokket sig over byggelarmen længere nede af vejen, hvor en gammel palævilla har måttet lade livet for at gøre plads til et nyt og større domicil.

»Jeg forstår ikke, hvorfor alting skal være så stort og prangende. Jeg hader efterhånden folk med mange penge,« fnyser hun.

Små stakke af aviser

Udmeldingen kan virke komisk, hendes egen sociale situation taget i betragtning, men Suzanne Bjerrehuus walks the talk. På den anden side af ruderne står en beskeden kuglegrill uden overtræk, der er visne blomster i krukkerne på havetrappen og nedfaldsæbler i græsset. Indenfor i stuerne er der malerier og børnetegninger på væggene, møbler man tør sætte sig i, bøger og små stakke af aviser, der flyder på spisebordet mellem noter, blyanter og kaffekrus fra IKEA.

Det er herfra, Suzanne Bjerrehuus forbereder sine mange foredrag og skriver sine bøger, klummer og kommentarer, noget hun har tænkt sig at blive ved med, til hun »en dag falder om«.

»Mange mennesker går i frø, når de forlader arbejdsmarkedet. Pludselig har de kun børnebørnene at stå op til, og så sidder de og brokker sig over, at deres børn ikke besøger dem mere. Den slags lugter af uldsokker og dårlig kropshygiejne, synes jeg. Man er selv ansvarlig for sin livslykke.«

Deler vandene

Hun ved godt, hun deler vandene.

Den ene fløj hylder hende for altid at sige sin mening, mens den anden håner hende for at være et ligegyldigt overklasseløg, der overfladisk kaster sig ind og ud af den offentlige debat.

»Jeg kunne selvfølgelig vælge at holde min mund, men jeg kan ikke lade være med at provokere, når tingene bliver for pæne.«

Jeg har læst, at nogle folk synes, du plaprer for meget. Er det rigtigt?

»Ja, nogle gange tænker jeg også selv »åh, kan du ikke bare holde din kæft!«

Jeg har hørt dig udtale dig om alt fra svigerdøtre til skattepolitik. Jeg har sågar hørt dig komme med et bud på, om kvindens kønsorgan skal kaldes for kusse eller fisse...

»Jeg har begge sider i mig. Jeg elsker opera og Weekendavisen, men jeg kan ikke undvære P3 og SE og HØR. Når Asger serverer hotdogs og en kold øl, mens jeg ser »Toppen af Poppen«, er jeg nærmest lykkelig.«

Mange har det nok på samme måde uden at indvie omverdenen i det. Hvorfor gør du det?

»Jeg svarer bare ærligt, når jeg bliver spurgt. Jeg kunne aldrig finde på at lade, som om jeg kun ser DR2. Jeg har ikke brug for at overbevise andre om min klogskab. Men jeg elsker at diskutere. På min facebookside debatterer jeg med alle mulige mennesker om alt fra dyrevelfærd til politik. Op til folketingsvalget blev der virkelig gået til den. De fleste var konstruktive, men på et tidspunkt var jeg nødt til at smide et par stykker fra Enhedslisten ud. De skrev, at jeg var en dum overklassekælling, der levede af min mands penge. Den slags gider jeg ikke at lægge ryg til. Jeg har ikke noget imod, at folk er uenige med mig, men når de bliver perfide, står jeg af. Jeg er jo ikke masochist,« siger Suzanne Bjerrehuus.

Hun voksede op i blød middelklasse i en lejlighed på Østerbro. Med en hårdtarbejdende damefrisør som mor og en fraværende åle-opdrætter som far. Forældrene forgudede hende fra første dag, siger hun. Og måske er det en del af forklaringen på, hvorfor Suzanne Bjerrehuus tilsyneladende ubesværet vrister sig fri af de verbale tæsk, der fra tid til anden sejler hendes vej.

»Mange psykologer siger, at de første tre år af et menneskes liv er de vigtigste. Det er her, ens personlighed bliver grundlagt, og min far og mor havde prøvet at få børn i 10 år, inden de fik mig, så jeg var et ønskebarn. Jeg var meget velkommen, da jeg endelig kom. Og så er jeg søndagsbarn.«

Søndagsbarn?

»Da jeg var lille, fortalte min mor mig altid historien om, hvordan doktor Aagaard efter fødslen kom ind med mig og sagde »fru Bjerrehuus, De har fået en fornuftig lille én.« Og så fortalte hun, at jeg var noget ganske særligt, fordi jeg var født på en søndag. Jeg elskede den historie, og i mange år følte jeg mig meget speciel, fordi jeg var et søndagsbarn.«

Hendes mor var maniodepressiv. Selv har hun kun fået det maniske, siger Suzanne Bjerrehuus.

Moderen havde store planer med sine børn. De skulle have muligheden for at blive til noget, og den ambition kunne kommuneskolen ikke forløse, mente hun, så hun knoklede løs i salonen for at skaffe penge til at betale for privatskole for Suzanne og hendes lillebror.

Det var i 1960erne, hvor mange kvinder aldrig kom videre end folkeskolen, men i stedet tjekkede ind som hjemmegående husmor.

Men ikke Suzanne Bjerrehuus.

Færdig som jurist

Efter gymnasiet strøg hun videre på universitetet, og i 1976 – efter at have fået sønnen Oliver året før – blev frisørens datter færdig som jurist. Under studierne vekslede hun ubesværet mellem eksamener, fester, kærester og nøgenfotografering i Marokkos ørken.

»Jeg hader ensformighed. Det giver selvfølgelig nogle ridser i lakken at leve sine lyster ud, og mange tror nok, at jeg har trukket min juridiske eksamen i en automat.«

Har du nogensinde været optaget af, hvad omverdenen sagde om dig?

»Jeg kan godt blive frustreret, hvis kritikken er urimelig. Men jeg tager den aldrig personlig. Jeg har jo været igennem maskineriet før. Da jeg blev ansat som chef for de Konservatives politisk-økonomiske afdeling på Christiansborg, fandt Ekstra Bladet alle de gamle nøgenbilleder frem og skrev, at jeg aldrig vaskede mit tøj, men bare smed det ud og købte nyt. Alle troede selvfølgelig, jeg havde bollet mig til jobbet, men jeg var den bedst kvalificerede, og det vidste Knud Østergaard (konservativ forsvars- og trafikminister, red.) godt. Han var sådan et mandfolk, at han turde ansætte mig.«

Efter nogle år på Christiansborg blev den tidligere nøgenmodel tilbudt job som værtinde på DRs lørdagssatsning, »Superchancen«, et kulørt miks af bingospil og blød familieunderholdning, og til manges overraskelse takkede juristen ja.

»Jeg kan godt lide at skifte spor og gøre noget fuldstændig andet, end jeg plejer. Der går altid en djævel i mig, når der bliver for meget stilstand.«

Superchancen blev Suzanne Bjerrehuus’ adgangsbillet til folkelig popularitet, selv om tv-anmelderne ikke ligefrem jublede over hendes skærmtalenter. Efter premieren skrev Ekstra Bladet:

»Suzanne Bjerrehuus, der sikkert kan andet end at sove i engelsktimerne, afviklede forestillingen i et kjoleudstyr, der symboliserede indholdet: Forkert i bredden og forkert i længden.«

Et andet sted stod:

»Suzanne Bjerrehuus er prototypen på en overgearet direktionssekretær. Hun har charme som en blok tøris og en latter som et trav-derby.«

»Da Asger så anmeldelserne, sagde han »tillykke, bedre modtagelse kan du ikke ønske dig. Nu kan det kun gå fremad.«

Hun sidder lidt uden at sige noget.

»Du må altså undskylde, at jeg snakker så meget,« siger hun så.

»Der er bare så mange tanker, som suser rundt i hovedet.«

Er der altid gang i dit hoved?

»Ja, lidt for meget nogle gange. Mange siger også, at jeg snakker for hurtigt. Det er mit største problem. Asger siger hele tiden, at jeg skal øve mig i at tale langsommere, og jeg prøver virkelig at sætte tempoet ned. Men det er svært. Jeg hader at spilde tiden. Derfor bryder jeg mig heller ikke om middagsselskaber, hvor man har den samme bordherre i seks timer. Det gør mig så træt.«

Er du et rastløst menneske?

»Nej, jeg har bare 1.000 ting, jeg skal nå.«

Suzanne Bjerrehuus har for længst accepteret, at det er sådan, hun er. Man skal ikke bruge sit liv på at lave om på sig selv, siger hun. Nøglen til lykken er at mærke, hvad der får én til at blomstre, og så vælge den vej, lyder budskabet.

»Det har mange fordele ikke at tænke en masse over, hvad man siger og gør. For eksempel skal man aldrig prøve at forestille noget, man ikke er. Men det betyder selvfølgelig også, at man indimellem træder gevaldigt i spinaten,« siger hun og fortæller historien om sit første møde med filminstruktøren Lars von Trier.

Lille Lars von Trier

»Jeg var til fin fest i Parken. Det var dengang Don Ø stadig kørte med klatten og holdt hof. Da jeg kom ind, fik jeg øje på Lars von Trier. Han har altid været min store helt, så jeg gik hen for at hilse. Jeg ville gerne sige noget begavet om film, men i stedet hørte jeg mig selv sige »Gud, hvor er du lille! Jeg troede, du var meget højere!« Det fløj bare ud af munden på mig.«

Lars von Trier tog situationen i stiv arm, og da filminstruktøren under middagen rejste sig op for at gå på toilet, fangede han Suzanne Bjerrehuus’ blik, sendte hende et smil, sank ned på knæ og gik af sted på dem, mens han vinkede til hende.

»Jeg elsker mennesker, der ikke tager sig selv højtideligt.«

Af samme grund kan Suzanne Bjerrehuus godt lide Helle Thorning-Schmidt, selv om hun aldrig kunne drømme om at sætte kryds ved liste A. Op til det seneste folketingsvalg var hun, Hella Joof og S-formanden i Go’ Aften Danmark sammen, og uden for kameraet opdagede Bjerrehuus tilfældigt, at Joof og Thorning delte smag i tasker.

»De havde nøjagtig samme taske fra Mulberry, så jeg bad om at få et foto af dem sammen med deres tasker til min facebookside. Det var helt ok med Helle (Thorning, red.), det havde hun ingen problemer med. Den form for ægthed sætter jeg stor pris på. Det er fedt, at hun køber en Mulberry-taske i stedet for at slæbe rundt på en billig rædsel i plastic, fordi nogen mener, at det ikke sømmer sig for en socialdemokrat at købe designertasker. Pis og papir.«

Personlig udvikling

Og på samme måde, som forstillelse er vejen til åndelig elendighed, så er aldersforskrækkelse vejen til et kedeligt liv, siger Suzanne Bjerrehuus. Hun fortæller begejstret om den indiske læge, Deepak Chopra, som beskæftiger sig med personlig udvikling.

»Han siger, at vi mennesker har det med at programmere os selv til at blive gamle. Allerede i fyrrerne siger vi til os selv: Når jeg runder 50 år, bliver min hukommelse dårligere, så skal jeg tage den mere med ro, jeg får det svært på arbejdsmarkedet, og jeg får brug for læsebriller. Den slags ender med at blive en selvopfyldende profeti. Når folk i min alder taler om at sælge deres hus for at flytte i noget mere alderssvarende, får jeg næsten ondt i knæet. Selvfølgelig er man ikke herre over sin egen skæbne, man kan blive syg, det kender jeg jo selv alt til (Suzanne Bjerrehuus fik i 1995 konstateret livstruende kræft i halsen, red.) men hvis helbredet ellers holder, skal man blive ved med at leve, som man plejer. At blive gammel er også noget, man selv vælger.«

Men det er ikke let at ældes med ynde herhjemme. Det er in at være ung og se ung ud. Og mange kvinder vil gå langt for at få en luns af ungdommen.

»Folk vælter sig i botox, silikone og fedtsugninger. Jeg kan også godt lide at se godt ud, men jeg holder ikke op med at gå i kortærmede skjorter, fordi kødet på mine arme ikke ligner en tyveårigs længere. Forleden var jeg i biografen med en veninde, og ude på toilettet stod en masse unge kvinder med deres smækre kroppe og deres perfekte tøj og sminkede sig. Bagefter talte vi om, at vi var glade for, vi ikke var unge i dag. Det virker, som om konkurrencen mellem dem er enorm. De snyder sig selv og hinanden, hvis de bilder sig ind, at udseendet er så vigtigt, at de bruger livet på at pleje sig selv.«

Gjorde du ikke også det, da du var ung?

»Slet ikke. Asger fortæller altid om dengang, han og jeg rejste på ferie sammen første gang. Han fik et chok, da han så min toilettaske. Aldrig før havde han set en kvinde med så lille en toilettaske. Jeg er slet ikke på det trip.«

Er der noget, der er blevet dårligere med alderen?

»Måske får jeg mere ondt i ryggen af havearbejde end for ti år siden. Ellers ikke. Til gengæld er det fedt ikke at have børn, der tømmer køleskabet. Og det er fantastisk, at hormonerne ikke længere spiller én et puds. Jeg nyder, at jeg ikke bliver fuldstændig vild i varmen over en eller anden fremmed mand i dag. Det gjorde jeg som ung. Dengang lavede jeg så mange dumme ting, fordi jeg var drevet af mine hormoner. Og det er fint nok, for det har jo bragt mig hertil.«

Den sidste sætning lyder som et ekko af noget, Suzanne Bjerrehuus sagde i bilen, da vi sammen kørte ind til København efter foredraget på ældrecenteret i Ishøj for et par dage siden.

»Da jeg var ung, sagde mange til mig, at jeg skulle falde til ro, få mig en mand og nogle børn. Ellers ville jeg en dag betale en pris for mit vilde liv. Og det ville jeg fortryde. Når jeg tænker på det i dag, smiler jeg, for nu, hvor jeg er 63 år, betaler jeg jo prisen for det liv, jeg har levet, og der er næppe mange mennesker, som er mere lykkelige end jeg. Jeg har aldrig ladet mig nøje. Selvfølgelig skal man ikke tro, at græsset altid er grønnere på den anden side, men har man et job eller et ægteskab, som ikke fungerer, skal man ikke blive. Sådan har jeg altid levet mit liv. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med. Jeg skal ikke stille andre tilfreds end mig selv.«