Når boligejere bliver stavnsbundne

Finanskrisen gør det svært at sælge sit hus.

Det er desværre ikke længere nogen nyhed. Det har vi vidst længe. Alt for længe.

Når man beslutter sig for at sætte sit hus til salg, er det, fordi man skal videre i sit liv: Fordi familien er vokset, og huset eller lejligheden er blevet for lille. Fordi at børnene er blevet store og er flyttet hjemmefra, og huset derfor er blevet for stort. Fordi man skal skilles og derfor har brug for hver sin adresse og hver sit liv. Eller fordi man har fået job et andet sted i landet og skal flytte nærmere sin arbejdsplads.

Årsagerne kan være mange, men lige meget hvad grunden er, så er det dybt frustrerende, når den ene uge tager den anden, og det ikke lykkes at få »til-salg skiltet« byttet ud med et »solgt-skilt.« Ikke nok med at det er frustrerende - det sætter også samfundet på stand by og stavnsbinder boligejerne.

I den avis, du sidder med i hænderne, kan du læse om skolelederen på Struer Friskole, der ifølge sin egen forklaring er rigtig glad for lederjobbet, som han tog hul på i sommer. Men allerede fem måneder efter jobstart har han været nødt til at sige sit job op. Fordi han ikke kan sælge sit hus, der ligger mellem Viborg og Hobro. Og den tid, han må bruge på at pendle frem og tilbage mellem hjem og arbejde, tærer på hans familieliv.

Om huset er sat til salg til for høj en pris, eller om skolelederen burde have givet det længere tid, før han gav op, det kan man jo altid diskutere. Men det korte af det lange er, at det sløve og træge boligmarked stikker en kæp i hjulet på alt for mange jobdrømme og indskrænker mobiliteten på arbejdsmarkedet.

Der sidder givetvis også jobansøgere her i den vestlige del af landet og drømmer om et job i en anden del af landet, men som må lægge låg på drømmene, fordi det er umuligt at sælge huset.

Nogen bør gøre noget for at få sat gang i handelen med huse og lejligheder.

Ja, men hvem?

Det er som om, vi sidder fast i den krise, som de mest optimistiske i sin tid mente, ville drive over i løbet af ganske kort tid. Men krisen har varet i måneder og år, og meldingerne fra de europæiske finansmarkeder giver os ikke ligefrem meget at have et håb og en tro på fremtiden i.

Imens kan Struer Friskole og skolens nu afgående leder ikke gøre meget andet end at ærgre sig over, at den økonomiske krise kom til at stå i vejen for et fortsat samarbejde.

Skolen må ud og søge efter en ny leder - og krydse fingre for at finde en nye og engageret skoleleder, der allerede bor i området.