Annonce
Debat

Ålen bør totalfredes

Røget ål med lidt røræg og en anelse purløg på en skive godt rugbrød. Jeg elsker det! Gerne efterfulgt af endnu en skive med det samme. Måske endda en mere. Mums! For slet ikke at tale om stegt ål – stegt i rigeligt smør, naturligvis. Med nye, små kartofler, kogte, måske også en smule brasede. Ikke for meget, ikke for lidt. Dertil smørsovsen!

Jeg husker stadig, hvordan jeg for år tilbage fiskede efter ål. Vi var vel to-tre stykker, der drog afsted til en nærliggende sø, når mørket sænkede sig, med fiskegrej, masser af orme, madpakker, termokande med kaffe, piber og tobak. Vi var omkring 16-17 år gamle. Selve fiskeriet var ikke noget fancy. Bare en stor, fed orm på krogen, og noget belastning – jo, vi brugte miljøfarligt bly - så det kunne lægge sig på bunden. Og så gjaldt det bare om at få det kastet ud et sted, hvor vi mente, der ville være fisk. Nogle gange tændte vi et lille bål. Og vi ventede.

Det var ikke mange ål, vi fangede i løbet af natten, faktisk kun nogle ganske få, så vidt jeg husker, men når det skete, udløste det hver gang et utroligt postyr. For det man fik op af vandet, var en tyk, sammenfiltret, gråsort klump af ål, slim, ormerester og line, og det hele føltes meget levende. Det skulle man så finde rundt i, få pillet fra hinanden, viklet ud, hvilket foregik i det gullige skær fra en lommelygte. Til stor morskab for alle tilstedeværende. Sådan en nat ved søens bred var rigtig hyggelig. Typisk sad vi der til den lyse morgen, til sidst meget trætte, ofte forfrosne og altid glade. Det var dengang.

I dag er den europæiske ål som art truet, kritisk truet. Faktisk er størrelsen på bestanden siden engang i halvfjerdserne gået voldsomt tilbage med 90-95 pct., måske helt op til 98 pct. Trods det, er den ikke fredet. Hvorfor det er sket, hvorfor bestanden kun er en tynd skygge af sig selv, er lidt uklart, men det hænger sammen med en meget dårlig kombination af overfiskeri, levesteder ødelagt af forurening og spærringer af vandløb. Samtidig er de dambrug, hvor man opdrætter dem, baseret på glasål, dvs. yngel, der er kommet hertil fra Sargassohavet, en del af vestlige Atlanterhav ud for Nordamerikas kyster og det eneste område på kloden, hvor ålen yngler. De næsten helt gennemsigtige fisk fanges i flodmundingerne til de europæiske floder. Hvilket betyder, at den del af ynglen så at sige mangler i den naturlige bestand. Så selvom en mindre del af opdrættet lukkes ud fra dambrugene og tilbage til naturen, så de senere kan vandre til Sargassohavet for at formere sig, kan størrelsen på samlede bestand simpelthen ikke følge med. Og at de opdrættede ål faktisk skulle vandre tilbage til yngleområdet er der ikke solid dokumentation for.

Det er ikke lykkes at få ål til at formere sig i fangenskab. På meget vanskeligt eksperimentelt niveau er det dog muligt kunstigt at befrugte og udklække æg, men ålelarverne dør efter et par uger, hvilket hænger sammen med, at det stadig er uklart, hvad præcis de lever af og under hvilke betingelser. Kommerciel masseproduktion på de vilkår er således udelukket. Det siges dog, at det blot et et spørgsmål om tid og mere intensiv forskning, før "koden" er knækket.

Ålen er ikke fredet. Dels af økonomiske årsager, da der på europæisk plan er op mod 25.000mennesker, som helt eller delvist lever af det fortsatte fiskeri. Dels fordi, og her er jeg ovre i den spekulative afdeling, den i manges øjne ligner for meget en slange, er grim på den ulækre, slimede måde og ikke er pussenusse-agtig med søde øjne, blød pels og kramme-potentiale. Den appellerer ikke til et blødt hjerte som en panda. Og så er den simpelthen for populær i røget eller stegt udgave til julefrokosten, på påskebordet og i en række restauranter. Retfærdigvis må det det dog nævnes, at nogle store spillere har taget konsekvensen af bestandens voldsomme tilbagegang. Allerede tilbage i 2009 meldte Dansk Supermarked således ud, at ål var blevet fjernet fra salgshylderne i Føtex, Bilka, Netto og de andre butikker, der er under koncernen. Og i 2012 stoppede også Coop salget af den truede art.

I en del år har det også været forbudt overalt i Danmark at blusse og stange ål, både i salt-, fersk- og brakvand, samt vodfiskeri efter dem. Brugen af ruser og krogliner er blevet begrænset. Og mængden, der må fanges. Dette er sket efter krav fra EU Kommissionen, der har pålagt alle medlemslande at indfører forvaltningsplaner for bestandens genopretning. Om de tiltag, der er foretaget er tilstrækkelige, om de for alvor gør en positive forskel for arten, kan man stille et rungende spørgsmålstegn ved. Men noget er der altså sket i ålens favør.

Jeg bliver dog stadig harm, når jeg støder på opslag på sociale medier fra fiskehandlere, der reklamerer med salg af ål. Eller når nogle spørger om, hvor de kan købes, uanset om de er friske, røget, stegte eller hvad de end måtte være! Praktisk taget hver gang, det sker, hver gang jeg ser sådan et opslag, skriver jeg en kommentar om, at den er en kritisk truet dyreart. Og hver gang resultere det i kommentarer om, at "ålen er jo ikke fredet, så derfor…", "det er jo ikke det, det drejer sig om…" eller mere eller mindre sure opstød og mugne indlæg fra andre. I dag spiser jeg ikke ål og har ikke gjort det i årevis, uanset hvordan de er tilberedt. Overhovedet ikke. Heller ikke, hvis jeg får dem serveret – hvilket så gudskelov sker uhyre sjældent. At fiske efter dem, kunne jeg ikke drømme om. Ålen bør totalfredes.

Ole Birket-Smith
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Vindagen markeres i marken

Mest læste

Leder For abonnenter

Tak for havefesten

18 år blev det til. 18 år med guitarsoloer, fadøl og festglade mennesker. År med solskin og overskud, men til sidst også for mange år med regnvejr og underskud, og nu er det slut med Rock i Holstebro. Det kan man begræde herfra og til al evighed. I sidste ende var det dog publikum som svigtede, og kombinationen af flere år med dårligere regnskaber var mere end en-dags-festivalen kunne klare. Det er altid trist, når noget, der engang var stort, må lukke og slukke. Mange har erindringer og oplevelser bundet op i arrangementet – ja nogle har måske endda mødt deres udkårne på festivalpladsen, til tonerne af nogle landets mest populære kunstnere. For andre har det været en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man mødte alle de mennesker, man ikke lige fik set nok til i en travl hverdag. Det var ikke uden grund, at det blev kaldt Nordvestjyllands største havefest, der dog de sidste år blev mindre og mindre, mens arrangørerne kæmpede en hård kamp for at skabe et økonomisk bæredygtigt projekt, hvor der var en sammenhæng mellem det musikalske ambitionsniveau og publikums interesse. De kommende dage vil det sikkert være mismodet, der fylder mest - og skuffelse over, at det i sidste ende ikke lykkedes at finde en aftale med kreditorerne, så festivalen fik lige en chance mere til for at bevise sin levedygtighed. Men det ændrer ikke på, at Rock i Holstebro i mange år lavede Nordvestjyllands største fest. Der var år, hvor tilskuertallet nåede op over 10.000, og hvor ikke bare gæsterne fik en fed fest; der var også penge at tjene for de frivillige foreninger, der bidrog til, at festivalen kunne afholdes. Det ville naturligvis være lettere, hvis der ikke var konkurrence, og Rock i Holstebro kunne have koncertmarkedet næsten for sig selv. Men der er i dag kommet et langt større udbud af koncerter og arrangementer året rundt, hvilket kun er positivt for det musikelskende publikum. Tilbage er bare at sige tak for festen og kampen. Og hvem ved, måske der af asken fra Rock i Holstebro vokser nye initiativer frem.

Lemvig

Jobprojekt hjælper i arbejde

Annonce