Annonce
Læserbrev

Ældre. Hvor skal et nyt friplejehjem ligge?

Ove Jensen. Pressefoto

Debat: Man kunne forleden i Dagbladet læse, at der arbejdes med etablering af et nyt Friplejehjem i Vestbyen. Som det fremgår af artiklen, så står der - ret konstant - cirka 35 til 45 ældre på venteliste til at komme på plejehjem i Holstebro. Derfor er det en rigtig god idé, at der arbejdes med planer for etablering af et friplejehjem i Holstebro. Men efter min opfattelse er placeringen i Vestbyen ikke den rigtige placering, både fordi man har plejeboliger i den del af byen i forvejen, og så vil der være under ti kilometer til det nye friplejehjem i Asp, hvilket ikke vil være hensigtsmæssigt.

Jeg har tidligere overfor byrådspolitikerne gjort opmærksom på, at vi i Mejdal-Halgaard området efterhånden kun mangler én ting for at vores lokalsamfund kan dække hele spektret fra vugge til grav, nemlig et ældrecenter. Selvom mange af de unge, som i dag er blevet lidt ældre, gerne vil bo i eget hus, så vil der altid være nogle, som får behov for hjælp og pleje. Der bor efterhånden så mange i Mejdal-Halgaard området, at der statistisk alene i dette område vil være behov for mindst 30 plejeboliger. Da der ingen plejeboliger findes i Mejdal-Halgaard området på nuværende tidspunkt, kan de der har et behov, kun få en sådan dækket i andre dele af kommunen, hvilket er meget uheldigt, da de fleste altid gerne vil blive boende i det område man har boet i tidligere, og hvor ens netværk den er.

Jeg vil derfor foreslå arbejdsgruppen at flytte projektet til Mejdal-Halgaard området, det vil være til gavn og glæde for alle parter?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Parløb til ny forstander er fundet

112

Gnist antændte storbrand

Søndag ifølge For abonnenter

Døde ting har også en sjæl, der kan druknes

Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Jeg har ikke selv været derude i frontlinjen, hvor håbløsheden og afmagten truer. Men jeg har haft mine egne kampe. Ikke noget, som giver mig ret til at sidde med ved bordet, når I, der for alvor har været ramt, mødes og til indforstået nikken fortæller om ødelæggelser og ærgrelser. Men nok til, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår jer. Og helt sikkert nok til, at jeg ved, at andre med en passion forstår mig. Jeg taler om vandet. Og lidt om gamle lp-plader. Men mest om vandet. Det forbandede vand, som igen i denne uge bare steg og steg og ubønhørligt trængte ind, hvor vand ikke har noget som helst at gøre. I kolonihavehuse og i kældre. Og - nå ja - i pladeomslag. For mig begyndte det søndag formiddag lidt syd for Ringkøbing. "Det er da ikke så slemt. De kan stadig bruges. Det er jeg sikker på." De opmuntrende ord kom fra den unge mand, der skulle tale værdien af arvestykkerne op. Jeg var ikke engang ude på at tale værdien ned. Jeg var slet og ret nedslået over ødelæggelsen. For de var fine. Rigtig fine, endda. Man kunne se, at nogen havde holdt af dem og passet på dem. I hvert fald lige indtil, der ikke længere var nogen til at gøre det. Og en enkelt forkert beslutning var nok til, at årtiers nænsom behandling var skyllet ud med badevandet. Pladerne med Pink Floyd, Rolling Stones, Black Sabbath og alle de andre havde ikke haft godt af at stå i en kold og fugtig stald. Nok var de ikke helt druknet, men dog så fugtige, at der i den varme stue dannede sig små perler på indersiden af plastikomslagene. Fra en bestemt vinkel kunne jeg se en tåre løbe fra Bob Marleys øje. Det er så ærgerligt, når ting, man holder af, bliver ødelagt. Nogen vil sikkert sige, at det bare er døde ting og ikke noget, der for alvor betyder noget. Måske lige bortset fra det rent økonomiske. Men fortæl det til familien, som har brugt år på at renovere kolonihavehuset og indrettet det på en helt personlig måde. Fortæl det til dem, der havde vigtige ting i kælderen. Fortæl det til dem, der havde anlagt en flot baghave ned til åen og nu har en pløret sump tilbage. Fortæl det til diskoteksejeren, der fik hele virksomheden skyllet ud i åen. Og fortæl det til samleren, der netop har fundet en yderst velholdt udgave af Doors-pladen L.A. Woman fra 1971, som kun har den ene skavank, at den er drivvåd. Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Vi var mange, der mandag og tirsdag gik en tur langs Storå i Holstebro med kameraet i hånden. Nogle kom ovenikøbet langvejs fra for at se på begivenhederne. For selvfølgelig er det også en begivenhed. Det er interessant. Vi dokumenterede og delte oplevelsen. Jeg gjorde det med tankerne sporet ind på, hvor håbløs en opgave, der venter de værst ramte boligejere. Jeg havde nok opgivet på forhånd, når jeg tænker på, hvor mange kvaler en smule fugt gav mig i weekenden. For jeg købte pladerne søndag formiddag, og jeg brugte resten af dagen på at pylre om dem. Siden har de ligget til tørre på stuegulvet. Der er få ting, der er lige så destruktive som vand. Nok tørrer det hele igen, men ikke uden at efterlade sig spor. Tingene bliver bare aldrig helt de samme. Men til min store glæde ser det ud til, at der rent faktisk er gode eksemplarer til pladesamlingen, som har overlevet den hårde behandling. Jeg håber, at jer, der er ramt af oversvømmelserne, også finder ud af, at noget klarede det og bliver ok igen. Mens I rydder op og håber, at denne gang blev sidste gang, kan alle vi andre diskutere, om nogen skulle have gjort noget for længe siden. Om det så er kommunen, vejrguderne eller os alle sammen.

112

Fællesskur i flammer lørdag morgen

Annonce