Kultur

Anmeldelse: Sting leverer varen, men han beder godt nok ikke om drikkepenge

Det lød godt, der var hit efter hit, og 67-årige Sting var i topform. Folk fik, hvad de kom efter, men så heller ikke mere end det. Foto: Morten Stricker
Hvor var det herligt at opleve en topprofessionelt navn som Sting fredag aften i lille Holstebro - og hvor kunne det have været herligt, hvis Sting også lagt noget af professionalismen af sig og oprigtigt vist, at det var rart at opleve Holstebro.

Holstebro: Der er noget naturstridigt over Sting.

67 år og stadigvæk med en stemme, der er lige så fit, som den adrætte krop han fredag hoppede rundt på scenen i til Open Air-koncerten i Holstebro.

Selvfølgelig rummer stemmen ikke den samme dybde, som den har gjort på andre tidspunkter i den mere end 40 år lange karriere, først med The Police og siden som solist. Men stemmen rummer heller ikke frygt for drøje hug, som andre af sommerens turnerende legender som Phil Collins, Bon Jovi og Mark Knopler har måttet lægge ører til.

Ikke at Sting lytter til anmeldere længere. Det er der i hvert fald ikke grund til. Han har de penge, han skal bruge. Gav ikke interviews i Holstebro - han har sagt det, der skulle siges. Og han har hits. Nok til en time og 45 minutter. Ørehænger efter ørehænger. Det er om end ikke naturstridigt, så helt usædvanligt.

Turnéen hedder "My Songs". Efter fredag aften forstod de knap 8000 tilskuere den eksakte betydning: Det er Stings sang, og ikke rigtig andres. Så snart der var det karakteristiske klap over hovedet fra sangeren, eller et bandmedlem tog sig en solo, så jublede folk og var med. De ville så gerne inkluderes, men det er "mine sange", og det efterlod Sting ikke skyggen af tvivl om. Jovist, intet kan udsættes på hans spilleglæde, han smilede, vinkede lidt til de forreste rækker, udbrød et "Hol-sta-brov" i begyndelsen af koncerten og fik en bølge af klapsalver som tak.

Og så fyrede han ellers sine hits af. Det gik fortrinligt, når det var sikre hits som Englishman in New York, knap så godt med de mindre kendte hits, hvor hovedpersonen syntes tilfreds med at lukke sig inde i sig selv med sine - formidable - evner som musiker og sanger.

Hvem ringer man efter?

Men så skete der noget.

Koncerten var fem sange henne. Han nærmede sig i et roligt øjeblik mikrofonen - ikke for at sige "one-two-three".

- Tak. Tak, tak, tak. Det er det eneste dansk, jeg kan. Hvor er det dejligt at være i Holstebro. Holstebronx. Det er første gang, sagde han og præsenterede sit band.

Og folk jublede og lo. Pludselig føles det hele ikke som en velspillet plade, men et naturligt øjeblik fra en artist, der nød at være på besøg.

"Brand New Day" var det næste nummer. Symbolikken var slående: Nu skulle koncerten ændre sig og blive mere personlig - og alligevel gik det galt. "Fields of gold" efterfulgte, dernæst "Seven Days". Det blev søvndyssende, lidt kedeligt, og Sting gjorde ikke noget for at vække folket. Han burde ellers kende alle tricks efterhånden. Bare et enkelt "jeg kan ikke høre jer" eller "må vi høre jer nede bagi"? Nej.

Lavpunktet ramtes med "Fragile". Vist nok. For det var næsten ikke til at høre det stille nummer for telefonsamtalen hos sidemanden, Facetime-opkaldene lidt længere fremme, eller den knevren den opstod blandt mange publikummer.

Hvem ringer man så efter, når man er i nød? Politiet. Og The Police reddede showet. De er både lig med gigant-hits og sange med noget spark i. Og alligevel var der øjeblikke, selv i "Roxanne", hvor Sting nærmest messede "Roxanne, Roxanne, Roxanne" for sig selv, så man troede, han havde glemt publikum og stod og afprøvede en alternativ version af nummeret hjemme i studiet i England.

Og så var det slut. Sting bankede sig på brystet. Sendte kys. Bukkede. Og man havde på fornemmelsen, at han havde gjort præcis det samme alle andre steder på turnéen. Ikke engang en ceremoniel "I har været dejlige"-bemærkning kunne det blive til.

Det blev i stedet til en naturstridig Sting. For Han lød fornem i en alder af 67 år. Han leverede varen, men beder ikke om drikkepenge. For hvor kunne det være blevet mindeværdigt, hvis han også havde været naturlig. Bare en enkelt anekdote inden det næste hit. Den fik vi ikke. Vi fik en legende i topform - i Holstebro! - men "If you love somebody set them free", den del formåede Sting ikke at overbevise sit publikum om.

0/0

Tophistorier

Annonce
Kultur For abonnenter

Arrangørerne af Venø Festival: - Det er jo en form for hjerneblødning

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig For abonnenter

Ung Lemvig-rytter havde sin debut i de franske alper: Styrtede to gange, men fik masser af erfaring

Danmark

En hyldest til viagra-bukserne - jeg glæder mig til at få et par

Tophistorier

Struer For abonnenter

Rejsen fra Somalia: Jeg er fri i mit hjerte nu

Struer For abonnenter

Tour de Toilet: Er der virkelig ingen steder at ski.. på hele Thyholm?

Kultur

Martin vil være sin egen og udfordre andre med sin musik

Hak. Der bliver sat et flueben på ønskelisten, når Saveus i år går på scenen til Grøn Koncert. Fluebenene har der været en del af, siden bandet i 2015 dukkede op nærmest ud af ingenting, bragede igennem med sangen ”Levitate Me” til P3 Guld og med Martin Hedegaards egne ord blev ”skudt af sted med 120 i timen”.Andre flueben er allerede sat. Som det ud for Roskilde Festival. Første gang i 2016, da Saveus lige havde sneget sig med på plakatens nederste hjørne, lige før ”og mange flere”. I 2018 var der debutplade, og bandet fik lov til at åbne den ikoniske Orange Scene. Samme sommer kunne bandet sætte hak ved Bøgescenen på Skanderborg.Det er faktisk ikke underligt, at det er en glad Martin Hedegaard, der svarer på, hvordan 2019-udgaven af ham har det.- Han har det godt. Han har det rigtigt godt. Det har været en dejlig rejse.Rejsen gik egentlig i gang længe før P3 Guld: Dengang han efter ”X Factor” vendte tilbage til Ørum, gik i gymnasiet, sad på sit værelse og lavede musik og i princippet var tilbage ved nul. Når pladeselskaber kontaktede ham, og han spurgte, hvad de kunne tænke sig, var svaret: ”At vi skulle lave sådan en rigtig pop-smasher”.- Så fik jeg tilsendt en sang, men måtte skrive tilbage: ”Tusind tak, men det har jeg ingen interesse i. Jeg har det faktisk rigtigt godt, hvor jeg er”. Jeg opdagede, at jeg ikke havde travlt, og så skete der noget i min udvikling. Jeg fandt ud af, at når jeg kom tilbage, skulle det være med musik, som fik folk til at sige: ”What?! Hvad er det der for noget?”.Hvem er jeg?Det sidste er et punkt på en anden liste. En liste, der findes i Martin Hedegaards hoved og rummer præmisserne for hans arbejde. At han vil lave sin egen musik, ikke andres, står der blandt andet. At han vil eksperimentere. At han i princippet gerne vil hitte i radioen, men at det skal være med en sang, som udfordrer.- Overordnet skal jeg kunne være i det, og det er egentlig en ret naturlig ting: Du skriver en sang, den kommer i radioen, og folk lytter til den. Så skal du spille den live, og måske bliver den så stort et hit, at du skal spille den resten af dit liv. Hold kæft, det ville være irriterende, hvis det er en sang, du hader ...- Ud over din liste over værdier, som er vigtige for dig som musiker, er der så andre værdier, du har med? Personligt, menneskeligt ...?- Der er noget i det der, som er ret essentielt for mig. Det er meget sjovt at sidde og snakke om, hvilken musiker, man gerne vil være, men i mit hoved handler det om, hvilken musiker du er, siger han med eftertryk på det sidste ord og fortsætter:- Jeg gør ikke det her, fordi det er noget, jeg har valgt. Jeg kan mærke, at jeg får det skidt, hvis jeg begynder at gå et andet sted hen. Jeg bliver urolig indeni. Jeg tror, alle musikeres udfordring er at komme frem til at forstå, at du ikke kan vælge, hvem du vil være. Selvfølgelig kan du tænke over, hvilket tøj, du vil have på og den slags, men det er inden i dig, hvem du er.- Jeg har helt klart selv tænkt i, hvilken musiker jeg ville være, men her i de senere år fundet ud af, at det ikke er det, det handler om. Men det er sindssygt svært, fordi spørgsmålet i virkeligheden er, hvem man er, hvad man står for, og hvad man vil med sit liv, siger han og vender tilbage til dengang, han sad og lavede musik hjemme i Ørum.I starten lavede han elektronisk musik, da dance var på sit højeste. Så kom rockmusikken tilbage, og bam - så sad han og lavede rockmusik.- Lige pludselig opdagede jeg, at jeg bare havde fulgt bølgerne, og at det ikke havde en skid at gøre med, hvem jeg var. Det er jo modenhed faktisk at kunne opdage det, tage et valg, sige fra og sige: ”Det er det her, jeg gør”.Konstruktiv frygtUndervejs har Martin Hedegaard også fundet ud af andre ting om sig selv. At han er ekstremt perfektionistisk, målrettet og konkurrenceminded - i en grad, så det faktisk blev et problem, fordi han brugte energien på at fokusere på, hvad der kunne gå galt. Angsten sneg sig ind.- Vi skulle fandeme ikke spille på Orange Scene og så få to stjerner for det. Det skulle være rigtigt godt. Noget, folk huskede. Jeg ville simpelthen være så ked af det, hvis jeg gik ned derfra og følte, at det havde været en dårlig koncert.Det tog det meste af 2018 at lære, hvordan han kunne bruge perfektionismen og angsten for ikke at præstere i stedet for at blive hæmmet af den.- Hvis man kan lære at bruge sin frygt til noget godt, og den faktisk gør dig klar, er det en force. Jeg havde aldrig følt, at jeg havde spillet en dårlig koncert eller ikke gjort mit allerbedste, og det syntes jeg faktisk, at jeg kunne takke min præstationsangst for. Det er på grund af den, at alle koncerter betyder noget, siger han og kalder det samtidig en balancegang at finde et mellemstadie, hvor man præsterer og samtidig evner at trække vejre, kigge ud på publikum og bare nyde, hvad man laver, når en af de andre for eksempel tager over med en solo.- Nu gør jeg det flere gange i løbet af en koncert. Det er nærmest de momenter, jeg lever for nu. Hvor jeg bare observerer og tænker: ”Shit, det er fantastisk, det vi har gang i!”. I dag ville jeg ikke undvære alle refleksionerne, den hårde periode og presset, for det har givet mig en evne til at kunne zoome ud i vilde situationer. Det har taget lang tid, men det er så fedt, når man kan mærke, at det at ville præstere ikke er en klods om benet.Mere klaver end computer”Beast Mode” kalder hans bandkammerater den tilstand, han kommer i lige inden, han går på scenen. Den, hvor øjenbrynene synker længere ned, og publikum får en Martin Hedegaard at se, som måske ikke er den, de forventede.- Det er også en del af mig. Det har sikkert været lidt overraskende for folk, som sidst har set mig i ”X Factor” og pludselig ser mig stagedive i bar mave fra Orange Scene. Det, tror jeg, er ret vildt for folk at se - det er det sgu egentlig også for mig, konstaterer han.En anden del af ham er nørden. Ham, der er vild med computerspil, tegneserier, fantasybøger og teknik.- Jeg elsker at sidde i et studie. Engang imellem bliver min manager nødt til at sige, at nu skal jeg simpelthen sætte mig ved klaveret i stedet for at få en lilletromme til at lyde godt. Jeg er ikke rykket ind i et studie med andre sangskrivere, men med folk, der er teknisk nørdede. Så står vi og siger: ”Prøv den der rumklang” og ”Hey, hvad gør I med et jack-kabel, hvis ...”. Alt muligt. Der er en praktisk side af mig, som godt kan lide noget konkret. Der er noget, som helt klart udfordrer sangskriveren, som bare skal være ved klaveret og lave nogle sange. Men jeg synes, at jeg bruger mere tid ved klaveret end ved computeren, end jeg har gjort før.Mørkere vandEt af de flueben, der stadig mangler, er et gennembrud i udlandet. Men det står højt på listen, siger Martin Hedegaard. Umiddelbart tænker man, at han her vil kunne møde skrappere krav til, hvordan han skal skrue på sig selv og sine værdier.- Det tror jeg også, men det er igen en præmis, man må tage med: Dem, vi skal arbejde sammen med, skal forstå Saveus, som vi er. Det er en del af rejsen og udfordringen. Det er sindssygt svært at være artist i Danmark, men man bliver også nødt til at komme derud, hvor vandet bliver lidt mørkere. Og vi er godt rustede herhjemmefra. Vi kan virkelig tage noget erfaring og proceserfaring med.- Proceserfaring, det lyder som en meget analytisk måde at gå til tingene ...?- Der er på godt og ondt nogle ligheder med at drive en maskine eller et firma. Vi har arbejdet meget med kommunikation mellem mig og bandet, og hvordan vi giver hinanden kritik. Hvis vi ikke gjorde det, ville musikken blive noget lort, men hvis vi ikke er gode til det, bliver det ikke en rar oplevelse at udfordre hinanden. Jeg har brugt meget tid på det og gået til coach for at blive bedre. Og det har gjort os bedre. Vi er blevet bedre til at arbejde og have det godt med det.- Er du en naturlig leder?- Ha! Jeg ville jo sige ”nej”, men det var en del af mit coachingforløb, at min coach snakkede med folk omkring mig, blandt andet bandet, og der blev det nævnt. Så kan det jo være lige meget, hvad jeg synes.Musikken kalderHvis udlandet er noget af det, der er fokus på i den nære fremtid, hvad så med den helt lange bane. Kan han forestille sig ikke at lave musik?- Engang kunne jeg faktisk godt. Lige da jeg flyttede til København, kom jeg ind på en uddannelse i medieproduktion og ledelse. Jeg havde en tanke om, at jeg godt kunne tænke mig at lave computerspil, men på det tidspunkt var jeg kommet i gang med at skrive sange til andre. Det begyndte at stikke rimeligt meget af, og så endte jeg med at måtte sige, at det ikke gik. Musikken kaldte, siger Martin Hedegaard:- Det er også noget, der sker i ens udvikling: Jeg kunne godt se, at de perioder i mit liv, hvor jeg har haft det allermest træls, er dem, hvor jeg i lang tid ikke har været i studiet og lave musik, så jeg vidste, at jeg ikke kunne leve uden. Og nu er der kommet en følelse af, at hvis jeg bare kan få lov til at lave musik resten af mit liv, er jeg rimeligt glad.

Fodbold For abonnenter

Da en "Gæv Kaal" ved navn Sophus Krølben endte i Tvis

Annonce