Annonce
Debat

Debat: Kvalitet i mad og arkitektur lindrer psykiske lidelser og skaber varig glæde

Psykiatri: Jeg lever med en psykisk lidelse, og jeg har lige været indlagt på det nye psykiatriske hospital i Vejle. Jeg fik en helt igennem god behandling, men det er ikke det, der er mit budskab, for det er jo en selvfølge. Jeg skriver for at give arkitekten og kokken 5 stjerner ud af 5 mulige.

Bygningen er ganske enkelt smuk. Der er meget lys og udsigt til skøn natur. Til hver afdeling er der en ugeneret gårdhave med masser af blomster, og når man går hen til restauranten, får man et kig ind i gymnastiksalen, og man kommer forbi en lille kunstudstilling med værker lavet af patienter – iblandt er der rigtig kunst.

I takt med at jeg fik det bedre, fik jeg mere og mere oplevelsen af at være på et wellness-ophold på et fint hotel, for det var som at spise i en restaurant med stor frokostbuffet med flere lune retter, masser af pålæg og lækre salater, hummus og meget andet, som på en gang frydede øjet og ganen, og samtidig gav de rigtige næringsstoffer, som er så vigtige for balancen i hjernen.

Man kan hævde, at gymnastiksalen og maleriudstillingen ikke har den store betydning, men det er en misforståelse. Færre end halvdelen benytter gymnastiksalen, og det er de færreste, der stopper og betragter billederne, men selv om man blot går forbi, sker der noget i hjernen. Man tager hjem med en positiv erindring om motion og kreativitet.

Når man er ramt af svær psykisk lidelse, er det at lave ordentlig mad som at bestige et bjerg, og det fristende og ofte nødvendigt at ty til fastfood. Jeg er ret sikker på, at alle indlagte sætter pris på den gode mad, for i de 4 uger jeg var indlagt, så jeg ikke ” pizzabudet” levere alternative menuer.

Det er let at falde tilbage til den gamle kost, når man kommer hjem, men med sig har man på nethinden billeder af lækre ting. Jeg ser f.eks fortsat en farverig bulgursalat med fintsnittede grønsager og masser af granatæblekerner, som stråler og smiler til mig. Det tager 10 minutter at lave salaten, så det er hurtigere end at få leveret en pizza, og den er langt sundere, ikke blot for vægten men også og især for balancen i hjernen.

Kuvertprisen i Vejle er helt sikkert højere end på de andre hospitaler, jeg har været indlagt på. Men i det samlede budget er det en meget, meget god investering, for jeg ved, at oplevelsen for både øjet og ganen i restauranten har fremmet min helbredelse, og med mig hjem bærer jeg inspiration til enkel og sund mad.

Annonce
Marianne Bitsch
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Parløb til ny forstander er fundet

112

Gnist antændte storbrand

Søndag ifølge For abonnenter

Døde ting har også en sjæl, der kan druknes

Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Jeg har ikke selv været derude i frontlinjen, hvor håbløsheden og afmagten truer. Men jeg har haft mine egne kampe. Ikke noget, som giver mig ret til at sidde med ved bordet, når I, der for alvor har været ramt, mødes og til indforstået nikken fortæller om ødelæggelser og ærgrelser. Men nok til, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår jer. Og helt sikkert nok til, at jeg ved, at andre med en passion forstår mig. Jeg taler om vandet. Og lidt om gamle lp-plader. Men mest om vandet. Det forbandede vand, som igen i denne uge bare steg og steg og ubønhørligt trængte ind, hvor vand ikke har noget som helst at gøre. I kolonihavehuse og i kældre. Og - nå ja - i pladeomslag. For mig begyndte det søndag formiddag lidt syd for Ringkøbing. "Det er da ikke så slemt. De kan stadig bruges. Det er jeg sikker på." De opmuntrende ord kom fra den unge mand, der skulle tale værdien af arvestykkerne op. Jeg var ikke engang ude på at tale værdien ned. Jeg var slet og ret nedslået over ødelæggelsen. For de var fine. Rigtig fine, endda. Man kunne se, at nogen havde holdt af dem og passet på dem. I hvert fald lige indtil, der ikke længere var nogen til at gøre det. Og en enkelt forkert beslutning var nok til, at årtiers nænsom behandling var skyllet ud med badevandet. Pladerne med Pink Floyd, Rolling Stones, Black Sabbath og alle de andre havde ikke haft godt af at stå i en kold og fugtig stald. Nok var de ikke helt druknet, men dog så fugtige, at der i den varme stue dannede sig små perler på indersiden af plastikomslagene. Fra en bestemt vinkel kunne jeg se en tåre løbe fra Bob Marleys øje. Det er så ærgerligt, når ting, man holder af, bliver ødelagt. Nogen vil sikkert sige, at det bare er døde ting og ikke noget, der for alvor betyder noget. Måske lige bortset fra det rent økonomiske. Men fortæl det til familien, som har brugt år på at renovere kolonihavehuset og indrettet det på en helt personlig måde. Fortæl det til dem, der havde vigtige ting i kælderen. Fortæl det til dem, der havde anlagt en flot baghave ned til åen og nu har en pløret sump tilbage. Fortæl det til diskoteksejeren, der fik hele virksomheden skyllet ud i åen. Og fortæl det til samleren, der netop har fundet en yderst velholdt udgave af Doors-pladen L.A. Woman fra 1971, som kun har den ene skavank, at den er drivvåd. Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Vi var mange, der mandag og tirsdag gik en tur langs Storå i Holstebro med kameraet i hånden. Nogle kom ovenikøbet langvejs fra for at se på begivenhederne. For selvfølgelig er det også en begivenhed. Det er interessant. Vi dokumenterede og delte oplevelsen. Jeg gjorde det med tankerne sporet ind på, hvor håbløs en opgave, der venter de værst ramte boligejere. Jeg havde nok opgivet på forhånd, når jeg tænker på, hvor mange kvaler en smule fugt gav mig i weekenden. For jeg købte pladerne søndag formiddag, og jeg brugte resten af dagen på at pylre om dem. Siden har de ligget til tørre på stuegulvet. Der er få ting, der er lige så destruktive som vand. Nok tørrer det hele igen, men ikke uden at efterlade sig spor. Tingene bliver bare aldrig helt de samme. Men til min store glæde ser det ud til, at der rent faktisk er gode eksemplarer til pladesamlingen, som har overlevet den hårde behandling. Jeg håber, at jer, der er ramt af oversvømmelserne, også finder ud af, at noget klarede det og bliver ok igen. Mens I rydder op og håber, at denne gang blev sidste gang, kan alle vi andre diskutere, om nogen skulle have gjort noget for længe siden. Om det så er kommunen, vejrguderne eller os alle sammen.

112

Fællesskur i flammer lørdag morgen

Annonce