Annonce
Danmark

Bendt Bendtsens motorcykeldagbog - kapitel 2: Det sidste farvel til parlamentet

Tiden er nu ved at rinde ud med de sidste møder som EU-parlamentariker for Bendt Bendtsen, som er draget på langfart på motorcykel gennem EU for at finde håb for Europas fremtid. Følg hans rejse de kommende søndage i avisen Danmark.
Bendt Bendtsen har sidste arbejdsdag som politiker i Bruxelles og glæder sig til at skifte slips og jakkesæt ud med styrthjelm og motorcykel. Man kommer nemmere i kontakt med mennesker, når man er langskægget og har klaskehår, mener han. Følg med i Bendtsens jagt på det ny Europa gennem 20 lande.

Dag 3, mandag 1. april 2019. Speedometer ved start i Arnhem/Papendal: 9235 km. Ankomst til Bruxelles: 9454 km. Dagens tur: 219 km.

En fantastisk morgen at stå op til. Lidt småkoldt med syv grader, men med skinnende sol og blå himmel. Morgenmaden blev indtaget i restauranten, som kan huse rigtig mange, men vi sad kun syv-otte personer her 8.30. Der var to danskere, som hilste pænt; man blev genkendt - men om det var for noget godt eller noget skidt, står hen i det uvisse.

MC'en blev pakket og skød ud i foråret. Endnu en gang blev jeg mindet om, at Hollands infrastruktur er fantastisk. Fine veje - med jævn ny asfalt nærmest overalt og en god afvikling af trafikken. Jeg tog en mindre regional landevej mod Tilburg. Folk kørte pænt, men der hang også “stærekasser” for hvor halve kilometer.

Jeg drejede ind til en mindre, nydelig by, Vucht, for at indtage en varm kop oven på en frisk morgen. En typisk hollandsk by med en måske lidt overdådig kirke i forhold til byens størrelse. Der var ikke mange på gaden her ved 10-tiden. Byen var fantastisk ren, løgvæksterne stod, som de kun gør i Holland, og de første gule påskeliljer var sprunget ud. På byens lille torv var en lille cafe åben med kaffe i alle arter og størrelser, også varm chokolade med tilhørende Leonidas-chokolader var på menuen.

Normalt siger man, at danskerne er verdensmestre i hygge, men i denne lille café med få borde sad der allerede en del mennesker. En ældre pensionist som gjorde lidt store øjne til min Adventure, som var parkeret lige uden for døren. Han sad og nød sin morgenkaffe med alle caféens gratisaviser på bordet og nikkede anerkendende. Måske en gammel mc-dreng fra dengang, man kørte Triumph Bonneville.

Indehaveren, en glad mand omkring de 50, indvilligede i en lille snak til kameraet, efter jeg havde investeret i en kop varm chokolade serveret ved cafébordene lige uden for butikken. Johnny gik til kameraet og betegnede Holland som et godt sted at leve. Dog indførte politikerne for mange regler - og det hele tiden.

Han var ikke særligt imponeret over de valgte politikere. De sagde et, før de blev valgt, og noget andet efter de var valgt, mente han. Politikerne blev uddannet til at være politikere, og de “sidder kun for sig selv”. Jeg syntes jeg har hørt den historie før ...

Spurgt ind til de politiske udfordringer i Holland nævnte han klima og migranter. Sidstnævnte var han ikke så begejstret for, og mente, de misbrugte reglerne til at få mere og mere. Han var godt tilfreds med økonomien i Holland, og blot man ville bestille noget, var alting godt. Min fornemmelse af min snak med denne glade og faktisk tilfredse caféejer var nok, at han var kørt noget træt i de siddende politikere som sad på magten i Holland. Om han stemte på de fremstormende højrenationalister, afslørende han ikke. Gør han det, er det formentlig ikke af ideologiske årsager, men nærmere, fordi han ønsker sig noget nyt politisk blod til magten.

Efter at have hilst af med Johnny kørte jeg fra Vucht og satte kurs med den hollandsk-belgiske grænse. I en vanvittig tæt formiddagstrafik på ringvejen omkring Antwerpen gik turen direkte mod Bruxelles.

Uge 14 og 15 i Bruxelles, hvor der siges farvel og pakkes ned

Tiden er nu ved at rinde ud med de sidste møder som EU-parlamentariker. Vi har lige haft allersidste møde i Itre-udvalget (Industriudvalget) og Inta-udvalget (international handel), hvor jeg har siddet i henholdsvis 10 og fem år. Alle udvalg lukker ned nu. Flyttekasserne til kontoret er bestilt, og jeg kan nu få fyldt op til 15 kasser som bliver sendt hjem til Allesø. Det er ufatteligt, at på trods af disse elektroniske tider, har papirerne hobet sig op. Men om et par dage drejes nøglen for sidste gang på mit kontor 14E201, som er mit dobbeltkontor i E-tårnet på 14. etage.

Jeg sidder på bygningens næstøverste etage, og der er et fantastisk udsyn, når vejret er klart. Det bedste kontor, jeg har haft i de 30 år, jeg har været folkevalgt. Det kapitel i mit liv, som hedder Bruxelles, er ved at løbe ud, og det er ikke kun kontoret, som skal tømmes. Jeg skal også have flyttet møbler og gevirer ud af min lejlighed på Rue Stevin, som jeg har haft de seneste 10 år. Lejligheden er opsagt. Jo - jeg har boet samme sted i samme lejlighed alle årene. Kirsten kommer til Bruxelles sidst på ugen, og vi pakker sammen bilen helt op med alle småting. Kirsten kører hjem til Fyn, mens min EU Explorer fortsætter sydover.

Når man lukker et så stort kapitel, kan det ikke undgås, at tankerne flyver en tur ned ad Memory Lane. Både de gode og de dårlige dage er lagret. Der er dog en dag i Bruxelles, jeg aldrig vil glemme - 22. marts 2016. Kirstens og min lejlighed på Rue Stevin ligger 150 meter fra Maalbeek-metrostationen, og hver morgen går jeg forbi stationen på vej til parlamentet 10-12 minutters gang fra lejligheden. Den morgen var jeg gået tidligt - heldigvis - da jeg var vært ved et morgenmøde. Mens vi netop var gået i gang i mødelokalet, lød der et kæmpe hult drøn. Det viste sig, at en selvmordsbomber sprængte en større bombe i en togvogn som netop var ankommet til Maalbeek.

To andre selvmordsbombere udløste deres bomber i Zaventem-lufthavnen, som vi benytter til og fra Bruxelles. 32 civile blev dræbt og flere end 300 såret. En af mine medarbejdere, Lars Ole, var stået af på stationen 10 minutter før selvmordsbomberen udløste bomben. Hele facaden blev blæst ud. Gerningsmændene havde tilknytning til kvarteret Molenbeek i Bruxelles, der er et decideret parallelsamfund, som vi bør undgå. Der gik mange måneder, ja halve år, før Bruxelles igen fandt tilbage i den samme rytme, og såret er der stadig.

Når nu vi er i Bruxelles og Belgien, måtte jeg ud og finde en af de unge belgiere, så også de kunne få deres stemme med i EU Explorer 2019. Jeg gik mig en tur på Place Luxembourg denne tirsdag, hvor der er fødevaremarked. Friske brød, kød, pølser, ost, oliven, krydderier, frugt fra hele verden samt østers og champagne langes over diskene. Hertil masser af afskårne blomster i alle farver. Mange belgiere benytter markedet til lige at indtage en øl eller et glas champagne og så lige snacke lidt.

Det med at finde en ung belgier midt i Bruxelles kan være besværligt, og endnu mere besværligt, når man går rundt med slips og habit. Jeg må erkende, at jeg snart glæder mig til at komme tilbage på motorcyklen. Her kommer man lettere i kontakt med folk, når man parkerer motorcyklen og man er både langskægget og har “klaskehår” fra styrthjelmen. Man er simpelthen på bedre bølgelængde med folk.

Da det så værst ud på markedet, mødte jeg faktisk en god ven, Jacob, som har drevet forretning i Bruxelles i mange år. Jeg beklagede mig over besværlighederne, og han slog ud med armene med det samme og sagde:

- Gå med hjem på kontoret og få en snak med Claire. Hun er belgier, og hun er ikke så bange af sig.

Som sagt så gjort. Jeg fik nu det interview med en ung belgier, som jeg gik og sukkede efter, selv om jeg stadig var i habit. Claire, 25 år, konsulent, belgier og bosiddende i Bruxelles, fortalte at en af de de største politiske udfordringer set fra hendes side er klimaforandringerne. Unge og studerende demonstrerer hver torsdag, hvor de går på gaden for at råbe politikerne op - de ønsker en klimalov, som er svær at opnå, fordi politikerne er delte. Befolkningen i Belgien er delt, og det både politisk og befolkningsmæssigt. Syd og Nord (Vallonien og Flandern) er meget forskellige.

Specielt diskussionen om migranter deler befolkningen. Den meget populistiske højredrejning specielt i Flandern deler landet, og de unge har svært ved at forholde sig til det. Hun var faktisk optimistisk med hensyn til EU. Der er sket store forandringer de seneste år, og hun tror, at de nye nationalistiske partiers opståen og brexit vil have en samlende effekt på resten af Europa.

Claire tror at en hel del mennesker specielt i Belgien var frakoblet politisk før , og hun tror på, at alle de hændelser, som er sket de senere år med specielt brexit og valget af Trump, får folk til være klar til at blande sig i politik, da deres “stemmer” også er vigtige. På forespørgsel oplyste hun, at belgierne generelt har en god livskvalitet; hun kunne ikke udtale sig på alles vegne, men kendte selvfølgelig bedst til forholdene i Bruxelles, hvor hun bor. Jeg takkede for samtalen og luntede ned på markedet, hvor regnen nu kom væltende. Så lykkedes det alligevel at finde en belgier lige midt i EU-kvarteret, før motorcyklen blev startet op med kurs mod Luxembourg.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce