Danmark

Bendtsens motorcykeldagbog: Forårsstemning i Strasbourg

Bendt Bendtsen har lagt Bruxelles bag sig og kører mod sydøst på vej til de sidste afstemninger i Strasbourg. Følg med i Bendtsens jagt på det ny Europa gennem 20 lande. Her får du tredje afsnit.

Køredag 4, søndag 14. april

Speedometer ved start i Bruxelles: 9454 km. Liege-Bastogne-Luxembourg-Dudelingen. Speedometer ved aften: 9740 km. Dagens tur: 286 km.

Klokken er godt 9, og min Adventure starter med et brøl i kælder -2, (kælderniveau to), som er europaparlamentarikernes kælderetage - et af i alt fem niveauer under jorden. Det er dejligt at komme op på maskineriet igen, og mc'en lyder ikke så ringe hernede i betonkælderen. Jeg elsker det, og forskellen på drenge og mænd er som bekendt prisen på legetøjet.

Jeg ruller op til overfladen og ud i lyset. Der er ikke mange trafikanter en søndag morgen på Rue Belliard, som er den trafikåre i Bruxelles, hvor der dagligt kører tusinder og atter tusinder af biler forbi. Belgierne vågner ikke så tidligt søndag morgen. De er storbymennesker.

Jeg har efterladt mig en nedlukket op opsagt lejlighed på Rue Stevin, og mit kontor på 14. etage i Europa-Parlamentet står i 10-15 flyttekasser, som nu vil blive eftersendt til det fynske.

Det er gråt og overskyet og faktisk hundekoldt. Temperaturmåleren viser tre grader, og da jeg startede for 14 dage siden i Allesø, var der 14 grader. Jeg kører stik øst ad A40 for at komme ud af byen. Ruten går forbi Liege og så til Bastogne tæt på grænsen til Luxembourg.

Efter en lille times tid kommer regnvejret, og temperaturen falder igen. Man kan så sidde og glæde sig over, at det er første regnbyge på turen. Der er alvorlige huller i asfalten igen og igen, og det kræver den største opmærksomhed hele tiden. Et hul var mindst 15 cm bredt, en halv meter langt og mindst 10 cm dybt. Det er vanvittig farligt med så elendige veje. Det er ikke Holland det her.

Når man kommer forbi Liege og nærmer sig Ardennerne, skifter det hele. Udsigten er fantastisk og veksler mellem store, bølgende bakker og masser af skov. Jeg er på vej op i Ardennerne. Det er et af de steder i Belgien, hvor man ser mange dyr på græs. Der er masser af frodige græsmarker mellem skov og dalsænkninger. Jeg har gennem de sidste 10 år ud over Bruxelles mest kørt i Flanderen, som er det helt modsatte landskab af det, jeg nu ser her. Foråret er ikke kommet til Ardennerne. Buske og træer er ikke sprunget ud, mens kirsebærtræerne for uger siden er afblomstret på Rue Stevin. Ikke nok med det, nu er det virkelig blevet koldt. Der ligger sne i vejkanten, og temperaturmåleren på mc'en viser 0,5 grader! Godt, at man i dag har varme i håndtagene på cyklen, i øvrigt i to niveauer.

Da jeg kommer til Bastogne, er der nu masser af mennesker på gaden, selv om det er søndag. Der er rigtig gang i pizzeriaer, caféer og restauranter på byens torv. Jeg får lige en “thumbs up” af en flok gråhårede motorcyklister som netop har parkeret deres fine ekvipager på torvet. De forsvinder ind på restauranten, mens jeg klarer mig med madpakken.

Ud over at Bastogne er kendt for de fantastiske Bastogne-småkager, forbinder de fleste byen med det legendariske cykelløb Liége-Bastogne-Liége, som er den ældste af de såkaldte “forårsklassikere”. Det ser man tydeligt over hele byen. Cykler, plakater og plakater af cykelhjelme ses mange steder. De har heller ikke glemt vinteren 1944 i byen og de voldsomme kampe i området. På torvet står en amerikansk tank, og der er opstillet en statue af General McAuliffe fra Airborne 101. Der var henvisninger til Bastogne War Museum, så jeg trillede forbi og kom ind på en 65-billet - med to euro i rabat. Et flot og forholdsvist nyt museum, som godt kan spille lige op med vores nye fremragende museum på Dybbøl. Efter besøget kørte jeg ad landevejen sydover til Luxembourg. Jo mere jeg lagde Ardennerne bag mig, jo mere steg temperaturen.

Der var tomt i Luxembourg sådan en søndag, da jeg kørte helt ind i city. Der var faktisk flere folk i parkerne end inde i byen. Jeg parkerede ved et lille torv tæt ved teatret. Jeg fik stillet mit kamera op og gik herefter på "rov" efter en luxembourger, som ville tale bankvæsen. Det lykkedes faktisk at få en "indfødt" i tale. Chery, 31 år og bankmand gennem 10 år i Luxemborg.

Han ville gerne tale med mig, men under ingen omstændigheder til kamera. Han var rigtig godt tilfreds med at bo i Luxemborg, men det er dyrt. Han boede i kvarteret, hvor jeg holdt parkeret, og prisen på lejligheder her var 10.000-12.000 euro pr. kvadratmeter, (75.000-90.000 kroner). Ingen af hans kollegaer har råd til at købe. De lejer, og her er prisen også høj.

Mange af hans kollegaer bor i Frankrig og Tyskland og kører ind til Luxemborg, hvor trafikken er forfærdelig, hver dag. Da vi kom til fonds- og bankvæsen, blev han mere tavs. Han sagde, at Luxemborg selvfølgelig havde en god økonomi, idet landet næst efter USA er det foretrukne land at drive fonde og bankvæsen fra. Men da jeg foreholdt ham "Luxembourg-finten", hvor kapitalfonde som Goldmann Sachs opretter firmaer, der kanaliserer penge fra andre lande i EU til skattely som Cayman Islands for at undgå at betale skat, fik han travlt og ønskede mig god tur rundt i Europa.

Det er et parti i Danmark, som har brugt et reklame-slogan med "Mere eller mindre EU", men her var der helt klart en problemstilling, hvor der er behov for mere EU. Når sygeplejersker, betonarbejdere og politibetjente kan betale deres skat, sammen med de små og mellemstore virksomheder, må kapitalfondene også lære at betale deres skat.

Inden jeg kørte, fik jeg en snak til kameraet med Pedro og Marianna, begge indvandret til Luxemborg. Pedro er portugiser, Marianna fra Italien. De er glade for at bo i Luxemborg som er et stort fællesskab.

- Vi bor mere end 100 nationaliteter her, og vi har det fint, lød det fra Pedro, der også sagde, at man har en følelse af tillid - også til politikerene.

Vejene er gode i Luxembourg, der er en god sundhedsforsikring, og "regeringen tager sig af os", som han udtrykte det. Om fremtiden sagde han, at han er lidt skræmt, når han ser, hvad der sker i landene omkring ham med brexit og voksende ekstrem nationalisme. Pedro mente, at man i Luxemborg lever i lidt af en "boble".

- Vi lever sikkert, vi har gode lønninger, og vi føler ikke, at der er nogen problemer omkring os, sagde han.

Mobilen hjalp mig med at finde og booke et billigt hotelværelse i Dudelingen tæt ved den franske grænse, og mens jeg rullede ud af byen i forårssolen, måtte jeg sande Pedros ord om, at vejene i Luxemburg er gode.

Forårsstemning i Strasbourg. Foto: Bendt Bendtsen

Køredag 5, mandag 15. april

Speedometer ved start: 9740 km.

Dudelingen-Verdun-Strasbourg. Speedometer ved ankomst: 10.042 km. Dagens tur: 302 km.

Da solen står op mandag morgen, er himlen blå, og BMW'en står og ser noget forfrossen ud ude på p-pladsen. Efter et solidt morgenmåltid starter jeg den og kører sydpå. Jeg har valgt de små veje fra Luxembourg til Verdun i det nordøstlige Frankrig. På alle veje ind mod Luxembourg er der "stangtrafik" med én person i hver bil. Det er gode biler - Audi, Mercedes, Volvo. I en del af dem sidder nok bankmanden Cherys kollegaer på vej til Kirschberg, finanskvarteret. De er vellønnede, men har ikke råd til at bo der - derfor bruger de tiden i køen hver morgen og aften.

Hurtigt er jeg ude mellem de frodige marker og bakker, hvor hegnene er sprunget ud. Det er en hurtig kontrast til det stressede byliv. Temperaturmåleren viser tre grader, men solen slår igennem.

Jeg vil forbi Verdun og tager de helt små veje. Jeg er hurtigt over grænsen og i Frankrig. Jeg kørte gennem en række små provinsbyer og “vejkantsbyer”, som for længst er ramt af “udkantssyndromet”, vi kender hjemmefra. Det her er blot 10 gange værre. Når man kører i flotte franske småbyer og så her, er forskellen udtalt. Mange bygninger i dissse småbyer er i forfald. Gardiner hænger i vinduerne, og det med vinduespudsning ser ikke ud til at være opfundet. Også bilerne, som er parkeret på gaden, har set bedre tider. Det er ikke så sært, at præsident Macron har sine udfordringer. Blot synet af disse småbyer viser, at forskellen mellem dem, som har, og dem, som ikke har, i Frankrig er enorm. Jeg har, inden jeg kørte ind i Frankrig, besluttet mig for at finde nogen fra “de gule veste”; de, der har gjort oprør over præsidentens reformer.

Da jeg kørte gennem Éton var der et enfamiliehus med altan på førstesalen, hvor Tricoloren - det franske flag - som for franskmændene står for “frihed, lighed og broderskab”, var spændt på rækværket. Under flaget hang en gul vest på bøjle.

Der var ingen tvivl om, at her boede nogen, som har sympati for bevægelsen, som er endt med at få deltagelse af de sædvanlige bøller i gadens parlament. Det, som startede herude som en protest mod stigende benzinpriser, er endt med en flok stenkastende unge, der brænder biler af. Sådan er de jo ikke allesammen, men det er desværre det, som står tilbage. Mon ikke jeg finder et levende menneske i en gul vest i Strasbourg?

Jeg har aldrig været i hverken Verdun eller Somme, men jeg har læst en hel del om Verdun og slagmarkerne, som var hjemsted for et “slagtehus” uden lige under første verdenskrig. Kun slaget ved Somme overgik Verdun i tab af menneskeliv. Mange eksperter har udtalt sig og regnet på, hvor mange mennesker der blev dræbt i de 10 måneder, slaget bølgede frem og tilbage mellem skyttegravene. Fronten sluttede nærmest, hvor den begyndte. Et sted mellem 250.000 og 300.000 blev dræbt, og op imod en halv million blev såret. Det er tal, som man næsten ikke kan forestille sig.

Jeg valgte at køre til den franske krigskirkegård ved Douaumont. Kirkegården ligger på en bakketop og kan ses på lang afstand, inden man ankommer dertil. Det var en forstemmende oplevelse at gå og se på de mange hvide kors. Unge mænd, som var slået ihjel til ingen nytte. Man får en klump i maven, når man står der på kirkegården og ser de ufattelige tab. Mange har mistet en søn, en far eller en bror i dette vanvid for godt 100 år siden.

At politikere og mennesker kan komme så langt, at der ikke er nogen dialog tilbage, men kun drab er ufatteligt. Men det er jo sket igen og igen i Europas historie, og vi kan kun håbe, det ikke vil ske igen. Omvendt kan vi blot se på klovnen og skvadderhovedet Rasmus Paludan i Danmark og de utilpassede muslimske unge, som opfører sig lige så tosset. Her er dialog umulig. Går sådanne konflikter op i stor størrelse, kender vi efterhånden recepten. Jeg håber, min tur rundt i Europa kan få flere til at tænke over tingene.

Nå, turen gik nu mod Strasbourg, hvor jeg har de sidste afstemninger som europaparlamentariker, inden motorcykelturen går videre ned ad vinruten mod sydligere himmelstrøg. Foråret var kommet til Frankrig, og temperaturmåleren viste 15 grader, da jeg trillede ind i Strasbourg.

Bendt Bendtsen er politiassistent, tidligere folketingsmedlem, herunder også tidligere økonomi- og erhvervsminister. I dag er er han medlem af Europa-Parlamentet. I forbindelse med EU-valget kører han 8500 kilometer på sin motorcykel gennem Europa. Foto: Sugi Thiru
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Lånere får kortere tid til at læse

Indland For abonnenter

16-årige Gitte blev myrdet for 40 år siden: Morderen er aldrig fundet

Struer For abonnenter

Efter et år og ni måneder - nu går vores datter igen i skole

Kultur

Martin vil være sin egen og udfordre andre med sin musik

Hak. Der bliver sat et flueben på ønskelisten, når Saveus i år går på scenen til Grøn Koncert. Fluebenene har der været en del af, siden bandet i 2015 dukkede op nærmest ud af ingenting, bragede igennem med sangen ”Levitate Me” til P3 Guld og med Martin Hedegaards egne ord blev ”skudt af sted med 120 i timen”.Andre flueben er allerede sat. Som det ud for Roskilde Festival. Første gang i 2016, da Saveus lige havde sneget sig med på plakatens nederste hjørne, lige før ”og mange flere”. I 2018 var der debutplade, og bandet fik lov til at åbne den ikoniske Orange Scene. Samme sommer kunne bandet sætte hak ved Bøgescenen på Skanderborg.Det er faktisk ikke underligt, at det er en glad Martin Hedegaard, der svarer på, hvordan 2019-udgaven af ham har det.- Han har det godt. Han har det rigtigt godt. Det har været en dejlig rejse.Rejsen gik egentlig i gang længe før P3 Guld: Dengang han efter ”X Factor” vendte tilbage til Ørum, gik i gymnasiet, sad på sit værelse og lavede musik og i princippet var tilbage ved nul. Når pladeselskaber kontaktede ham, og han spurgte, hvad de kunne tænke sig, var svaret: ”At vi skulle lave sådan en rigtig pop-smasher”.- Så fik jeg tilsendt en sang, men måtte skrive tilbage: ”Tusind tak, men det har jeg ingen interesse i. Jeg har det faktisk rigtigt godt, hvor jeg er”. Jeg opdagede, at jeg ikke havde travlt, og så skete der noget i min udvikling. Jeg fandt ud af, at når jeg kom tilbage, skulle det være med musik, som fik folk til at sige: ”What?! Hvad er det der for noget?”.Hvem er jeg?Det sidste er et punkt på en anden liste. En liste, der findes i Martin Hedegaards hoved og rummer præmisserne for hans arbejde. At han vil lave sin egen musik, ikke andres, står der blandt andet. At han vil eksperimentere. At han i princippet gerne vil hitte i radioen, men at det skal være med en sang, som udfordrer.- Overordnet skal jeg kunne være i det, og det er egentlig en ret naturlig ting: Du skriver en sang, den kommer i radioen, og folk lytter til den. Så skal du spille den live, og måske bliver den så stort et hit, at du skal spille den resten af dit liv. Hold kæft, det ville være irriterende, hvis det er en sang, du hader ...- Ud over din liste over værdier, som er vigtige for dig som musiker, er der så andre værdier, du har med? Personligt, menneskeligt ...?- Der er noget i det der, som er ret essentielt for mig. Det er meget sjovt at sidde og snakke om, hvilken musiker, man gerne vil være, men i mit hoved handler det om, hvilken musiker du er, siger han med eftertryk på det sidste ord og fortsætter:- Jeg gør ikke det her, fordi det er noget, jeg har valgt. Jeg kan mærke, at jeg får det skidt, hvis jeg begynder at gå et andet sted hen. Jeg bliver urolig indeni. Jeg tror, alle musikeres udfordring er at komme frem til at forstå, at du ikke kan vælge, hvem du vil være. Selvfølgelig kan du tænke over, hvilket tøj, du vil have på og den slags, men det er inden i dig, hvem du er.- Jeg har helt klart selv tænkt i, hvilken musiker jeg ville være, men her i de senere år fundet ud af, at det ikke er det, det handler om. Men det er sindssygt svært, fordi spørgsmålet i virkeligheden er, hvem man er, hvad man står for, og hvad man vil med sit liv, siger han og vender tilbage til dengang, han sad og lavede musik hjemme i Ørum.I starten lavede han elektronisk musik, da dance var på sit højeste. Så kom rockmusikken tilbage, og bam - så sad han og lavede rockmusik.- Lige pludselig opdagede jeg, at jeg bare havde fulgt bølgerne, og at det ikke havde en skid at gøre med, hvem jeg var. Det er jo modenhed faktisk at kunne opdage det, tage et valg, sige fra og sige: ”Det er det her, jeg gør”.Konstruktiv frygtUndervejs har Martin Hedegaard også fundet ud af andre ting om sig selv. At han er ekstremt perfektionistisk, målrettet og konkurrenceminded - i en grad, så det faktisk blev et problem, fordi han brugte energien på at fokusere på, hvad der kunne gå galt. Angsten sneg sig ind.- Vi skulle fandeme ikke spille på Orange Scene og så få to stjerner for det. Det skulle være rigtigt godt. Noget, folk huskede. Jeg ville simpelthen være så ked af det, hvis jeg gik ned derfra og følte, at det havde været en dårlig koncert.Det tog det meste af 2018 at lære, hvordan han kunne bruge perfektionismen og angsten for ikke at præstere i stedet for at blive hæmmet af den.- Hvis man kan lære at bruge sin frygt til noget godt, og den faktisk gør dig klar, er det en force. Jeg havde aldrig følt, at jeg havde spillet en dårlig koncert eller ikke gjort mit allerbedste, og det syntes jeg faktisk, at jeg kunne takke min præstationsangst for. Det er på grund af den, at alle koncerter betyder noget, siger han og kalder det samtidig en balancegang at finde et mellemstadie, hvor man præsterer og samtidig evner at trække vejre, kigge ud på publikum og bare nyde, hvad man laver, når en af de andre for eksempel tager over med en solo.- Nu gør jeg det flere gange i løbet af en koncert. Det er nærmest de momenter, jeg lever for nu. Hvor jeg bare observerer og tænker: ”Shit, det er fantastisk, det vi har gang i!”. I dag ville jeg ikke undvære alle refleksionerne, den hårde periode og presset, for det har givet mig en evne til at kunne zoome ud i vilde situationer. Det har taget lang tid, men det er så fedt, når man kan mærke, at det at ville præstere ikke er en klods om benet.Mere klaver end computer”Beast Mode” kalder hans bandkammerater den tilstand, han kommer i lige inden, han går på scenen. Den, hvor øjenbrynene synker længere ned, og publikum får en Martin Hedegaard at se, som måske ikke er den, de forventede.- Det er også en del af mig. Det har sikkert været lidt overraskende for folk, som sidst har set mig i ”X Factor” og pludselig ser mig stagedive i bar mave fra Orange Scene. Det, tror jeg, er ret vildt for folk at se - det er det sgu egentlig også for mig, konstaterer han.En anden del af ham er nørden. Ham, der er vild med computerspil, tegneserier, fantasybøger og teknik.- Jeg elsker at sidde i et studie. Engang imellem bliver min manager nødt til at sige, at nu skal jeg simpelthen sætte mig ved klaveret i stedet for at få en lilletromme til at lyde godt. Jeg er ikke rykket ind i et studie med andre sangskrivere, men med folk, der er teknisk nørdede. Så står vi og siger: ”Prøv den der rumklang” og ”Hey, hvad gør I med et jack-kabel, hvis ...”. Alt muligt. Der er en praktisk side af mig, som godt kan lide noget konkret. Der er noget, som helt klart udfordrer sangskriveren, som bare skal være ved klaveret og lave nogle sange. Men jeg synes, at jeg bruger mere tid ved klaveret end ved computeren, end jeg har gjort før.Mørkere vandEt af de flueben, der stadig mangler, er et gennembrud i udlandet. Men det står højt på listen, siger Martin Hedegaard. Umiddelbart tænker man, at han her vil kunne møde skrappere krav til, hvordan han skal skrue på sig selv og sine værdier.- Det tror jeg også, men det er igen en præmis, man må tage med: Dem, vi skal arbejde sammen med, skal forstå Saveus, som vi er. Det er en del af rejsen og udfordringen. Det er sindssygt svært at være artist i Danmark, men man bliver også nødt til at komme derud, hvor vandet bliver lidt mørkere. Og vi er godt rustede herhjemmefra. Vi kan virkelig tage noget erfaring og proceserfaring med.- Proceserfaring, det lyder som en meget analytisk måde at gå til tingene ...?- Der er på godt og ondt nogle ligheder med at drive en maskine eller et firma. Vi har arbejdet meget med kommunikation mellem mig og bandet, og hvordan vi giver hinanden kritik. Hvis vi ikke gjorde det, ville musikken blive noget lort, men hvis vi ikke er gode til det, bliver det ikke en rar oplevelse at udfordre hinanden. Jeg har brugt meget tid på det og gået til coach for at blive bedre. Og det har gjort os bedre. Vi er blevet bedre til at arbejde og have det godt med det.- Er du en naturlig leder?- Ha! Jeg ville jo sige ”nej”, men det var en del af mit coachingforløb, at min coach snakkede med folk omkring mig, blandt andet bandet, og der blev det nævnt. Så kan det jo være lige meget, hvad jeg synes.Musikken kalderHvis udlandet er noget af det, der er fokus på i den nære fremtid, hvad så med den helt lange bane. Kan han forestille sig ikke at lave musik?- Engang kunne jeg faktisk godt. Lige da jeg flyttede til København, kom jeg ind på en uddannelse i medieproduktion og ledelse. Jeg havde en tanke om, at jeg godt kunne tænke mig at lave computerspil, men på det tidspunkt var jeg kommet i gang med at skrive sange til andre. Det begyndte at stikke rimeligt meget af, og så endte jeg med at måtte sige, at det ikke gik. Musikken kaldte, siger Martin Hedegaard:- Det er også noget, der sker i ens udvikling: Jeg kunne godt se, at de perioder i mit liv, hvor jeg har haft det allermest træls, er dem, hvor jeg i lang tid ikke har været i studiet og lave musik, så jeg vidste, at jeg ikke kunne leve uden. Og nu er der kommet en følelse af, at hvis jeg bare kan få lov til at lave musik resten af mit liv, er jeg rimeligt glad.

Kultur For abonnenter

Offerkarret fra Stendis og skelettet i den lille gule kuffert

Annonce