Annonce
Danmark

Bendtsens motorcykeldagbog: Forårsstemning i Strasbourg

Bendt Bendtsen har lagt Bruxelles bag sig og kører mod sydøst på vej til de sidste afstemninger i Strasbourg. Følg med i Bendtsens jagt på det ny Europa gennem 20 lande. Her får du tredje afsnit.

Køredag 4, søndag 14. april

Speedometer ved start i Bruxelles: 9454 km. Liege-Bastogne-Luxembourg-Dudelingen. Speedometer ved aften: 9740 km. Dagens tur: 286 km.

Klokken er godt 9, og min Adventure starter med et brøl i kælder -2, (kælderniveau to), som er europaparlamentarikernes kælderetage - et af i alt fem niveauer under jorden. Det er dejligt at komme op på maskineriet igen, og mc'en lyder ikke så ringe hernede i betonkælderen. Jeg elsker det, og forskellen på drenge og mænd er som bekendt prisen på legetøjet.

Jeg ruller op til overfladen og ud i lyset. Der er ikke mange trafikanter en søndag morgen på Rue Belliard, som er den trafikåre i Bruxelles, hvor der dagligt kører tusinder og atter tusinder af biler forbi. Belgierne vågner ikke så tidligt søndag morgen. De er storbymennesker.

Jeg har efterladt mig en nedlukket op opsagt lejlighed på Rue Stevin, og mit kontor på 14. etage i Europa-Parlamentet står i 10-15 flyttekasser, som nu vil blive eftersendt til det fynske.

Det er gråt og overskyet og faktisk hundekoldt. Temperaturmåleren viser tre grader, og da jeg startede for 14 dage siden i Allesø, var der 14 grader. Jeg kører stik øst ad A40 for at komme ud af byen. Ruten går forbi Liege og så til Bastogne tæt på grænsen til Luxembourg.

Efter en lille times tid kommer regnvejret, og temperaturen falder igen. Man kan så sidde og glæde sig over, at det er første regnbyge på turen. Der er alvorlige huller i asfalten igen og igen, og det kræver den største opmærksomhed hele tiden. Et hul var mindst 15 cm bredt, en halv meter langt og mindst 10 cm dybt. Det er vanvittig farligt med så elendige veje. Det er ikke Holland det her.

Når man kommer forbi Liege og nærmer sig Ardennerne, skifter det hele. Udsigten er fantastisk og veksler mellem store, bølgende bakker og masser af skov. Jeg er på vej op i Ardennerne. Det er et af de steder i Belgien, hvor man ser mange dyr på græs. Der er masser af frodige græsmarker mellem skov og dalsænkninger. Jeg har gennem de sidste 10 år ud over Bruxelles mest kørt i Flanderen, som er det helt modsatte landskab af det, jeg nu ser her. Foråret er ikke kommet til Ardennerne. Buske og træer er ikke sprunget ud, mens kirsebærtræerne for uger siden er afblomstret på Rue Stevin. Ikke nok med det, nu er det virkelig blevet koldt. Der ligger sne i vejkanten, og temperaturmåleren på mc'en viser 0,5 grader! Godt, at man i dag har varme i håndtagene på cyklen, i øvrigt i to niveauer.

Da jeg kommer til Bastogne, er der nu masser af mennesker på gaden, selv om det er søndag. Der er rigtig gang i pizzeriaer, caféer og restauranter på byens torv. Jeg får lige en “thumbs up” af en flok gråhårede motorcyklister som netop har parkeret deres fine ekvipager på torvet. De forsvinder ind på restauranten, mens jeg klarer mig med madpakken.

Ud over at Bastogne er kendt for de fantastiske Bastogne-småkager, forbinder de fleste byen med det legendariske cykelløb Liége-Bastogne-Liége, som er den ældste af de såkaldte “forårsklassikere”. Det ser man tydeligt over hele byen. Cykler, plakater og plakater af cykelhjelme ses mange steder. De har heller ikke glemt vinteren 1944 i byen og de voldsomme kampe i området. På torvet står en amerikansk tank, og der er opstillet en statue af General McAuliffe fra Airborne 101. Der var henvisninger til Bastogne War Museum, så jeg trillede forbi og kom ind på en 65-billet - med to euro i rabat. Et flot og forholdsvist nyt museum, som godt kan spille lige op med vores nye fremragende museum på Dybbøl. Efter besøget kørte jeg ad landevejen sydover til Luxembourg. Jo mere jeg lagde Ardennerne bag mig, jo mere steg temperaturen.

Der var tomt i Luxembourg sådan en søndag, da jeg kørte helt ind i city. Der var faktisk flere folk i parkerne end inde i byen. Jeg parkerede ved et lille torv tæt ved teatret. Jeg fik stillet mit kamera op og gik herefter på "rov" efter en luxembourger, som ville tale bankvæsen. Det lykkedes faktisk at få en "indfødt" i tale. Chery, 31 år og bankmand gennem 10 år i Luxemborg.

Han ville gerne tale med mig, men under ingen omstændigheder til kamera. Han var rigtig godt tilfreds med at bo i Luxemborg, men det er dyrt. Han boede i kvarteret, hvor jeg holdt parkeret, og prisen på lejligheder her var 10.000-12.000 euro pr. kvadratmeter, (75.000-90.000 kroner). Ingen af hans kollegaer har råd til at købe. De lejer, og her er prisen også høj.

Mange af hans kollegaer bor i Frankrig og Tyskland og kører ind til Luxemborg, hvor trafikken er forfærdelig, hver dag. Da vi kom til fonds- og bankvæsen, blev han mere tavs. Han sagde, at Luxemborg selvfølgelig havde en god økonomi, idet landet næst efter USA er det foretrukne land at drive fonde og bankvæsen fra. Men da jeg foreholdt ham "Luxembourg-finten", hvor kapitalfonde som Goldmann Sachs opretter firmaer, der kanaliserer penge fra andre lande i EU til skattely som Cayman Islands for at undgå at betale skat, fik han travlt og ønskede mig god tur rundt i Europa.

Det er et parti i Danmark, som har brugt et reklame-slogan med "Mere eller mindre EU", men her var der helt klart en problemstilling, hvor der er behov for mere EU. Når sygeplejersker, betonarbejdere og politibetjente kan betale deres skat, sammen med de små og mellemstore virksomheder, må kapitalfondene også lære at betale deres skat.

Inden jeg kørte, fik jeg en snak til kameraet med Pedro og Marianna, begge indvandret til Luxemborg. Pedro er portugiser, Marianna fra Italien. De er glade for at bo i Luxemborg som er et stort fællesskab.

- Vi bor mere end 100 nationaliteter her, og vi har det fint, lød det fra Pedro, der også sagde, at man har en følelse af tillid - også til politikerene.

Vejene er gode i Luxembourg, der er en god sundhedsforsikring, og "regeringen tager sig af os", som han udtrykte det. Om fremtiden sagde han, at han er lidt skræmt, når han ser, hvad der sker i landene omkring ham med brexit og voksende ekstrem nationalisme. Pedro mente, at man i Luxemborg lever i lidt af en "boble".

- Vi lever sikkert, vi har gode lønninger, og vi føler ikke, at der er nogen problemer omkring os, sagde han.

Mobilen hjalp mig med at finde og booke et billigt hotelværelse i Dudelingen tæt ved den franske grænse, og mens jeg rullede ud af byen i forårssolen, måtte jeg sande Pedros ord om, at vejene i Luxemburg er gode.

Annonce
Forårsstemning i Strasbourg. Foto: Bendt Bendtsen

Køredag 5, mandag 15. april

Speedometer ved start: 9740 km.

Dudelingen-Verdun-Strasbourg. Speedometer ved ankomst: 10.042 km. Dagens tur: 302 km.

Da solen står op mandag morgen, er himlen blå, og BMW'en står og ser noget forfrossen ud ude på p-pladsen. Efter et solidt morgenmåltid starter jeg den og kører sydpå. Jeg har valgt de små veje fra Luxembourg til Verdun i det nordøstlige Frankrig. På alle veje ind mod Luxembourg er der "stangtrafik" med én person i hver bil. Det er gode biler - Audi, Mercedes, Volvo. I en del af dem sidder nok bankmanden Cherys kollegaer på vej til Kirschberg, finanskvarteret. De er vellønnede, men har ikke råd til at bo der - derfor bruger de tiden i køen hver morgen og aften.

Hurtigt er jeg ude mellem de frodige marker og bakker, hvor hegnene er sprunget ud. Det er en hurtig kontrast til det stressede byliv. Temperaturmåleren viser tre grader, men solen slår igennem.

Jeg vil forbi Verdun og tager de helt små veje. Jeg er hurtigt over grænsen og i Frankrig. Jeg kørte gennem en række små provinsbyer og “vejkantsbyer”, som for længst er ramt af “udkantssyndromet”, vi kender hjemmefra. Det her er blot 10 gange værre. Når man kører i flotte franske småbyer og så her, er forskellen udtalt. Mange bygninger i dissse småbyer er i forfald. Gardiner hænger i vinduerne, og det med vinduespudsning ser ikke ud til at være opfundet. Også bilerne, som er parkeret på gaden, har set bedre tider. Det er ikke så sært, at præsident Macron har sine udfordringer. Blot synet af disse småbyer viser, at forskellen mellem dem, som har, og dem, som ikke har, i Frankrig er enorm. Jeg har, inden jeg kørte ind i Frankrig, besluttet mig for at finde nogen fra “de gule veste”; de, der har gjort oprør over præsidentens reformer.

Da jeg kørte gennem Éton var der et enfamiliehus med altan på førstesalen, hvor Tricoloren - det franske flag - som for franskmændene står for “frihed, lighed og broderskab”, var spændt på rækværket. Under flaget hang en gul vest på bøjle.

Der var ingen tvivl om, at her boede nogen, som har sympati for bevægelsen, som er endt med at få deltagelse af de sædvanlige bøller i gadens parlament. Det, som startede herude som en protest mod stigende benzinpriser, er endt med en flok stenkastende unge, der brænder biler af. Sådan er de jo ikke allesammen, men det er desværre det, som står tilbage. Mon ikke jeg finder et levende menneske i en gul vest i Strasbourg?

Jeg har aldrig været i hverken Verdun eller Somme, men jeg har læst en hel del om Verdun og slagmarkerne, som var hjemsted for et “slagtehus” uden lige under første verdenskrig. Kun slaget ved Somme overgik Verdun i tab af menneskeliv. Mange eksperter har udtalt sig og regnet på, hvor mange mennesker der blev dræbt i de 10 måneder, slaget bølgede frem og tilbage mellem skyttegravene. Fronten sluttede nærmest, hvor den begyndte. Et sted mellem 250.000 og 300.000 blev dræbt, og op imod en halv million blev såret. Det er tal, som man næsten ikke kan forestille sig.

Jeg valgte at køre til den franske krigskirkegård ved Douaumont. Kirkegården ligger på en bakketop og kan ses på lang afstand, inden man ankommer dertil. Det var en forstemmende oplevelse at gå og se på de mange hvide kors. Unge mænd, som var slået ihjel til ingen nytte. Man får en klump i maven, når man står der på kirkegården og ser de ufattelige tab. Mange har mistet en søn, en far eller en bror i dette vanvid for godt 100 år siden.

At politikere og mennesker kan komme så langt, at der ikke er nogen dialog tilbage, men kun drab er ufatteligt. Men det er jo sket igen og igen i Europas historie, og vi kan kun håbe, det ikke vil ske igen. Omvendt kan vi blot se på klovnen og skvadderhovedet Rasmus Paludan i Danmark og de utilpassede muslimske unge, som opfører sig lige så tosset. Her er dialog umulig. Går sådanne konflikter op i stor størrelse, kender vi efterhånden recepten. Jeg håber, min tur rundt i Europa kan få flere til at tænke over tingene.

Nå, turen gik nu mod Strasbourg, hvor jeg har de sidste afstemninger som europaparlamentariker, inden motorcykelturen går videre ned ad vinruten mod sydligere himmelstrøg. Foråret var kommet til Frankrig, og temperaturmåleren viste 15 grader, da jeg trillede ind i Strasbourg.

Bendt Bendtsen er politiassistent, tidligere folketingsmedlem, herunder også tidligere økonomi- og erhvervsminister. I dag er er han medlem af Europa-Parlamentet. I forbindelse med EU-valget kører han 8500 kilometer på sin motorcykel gennem Europa. Foto: Sugi Thiru
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce