Annonce
Danmark

Borgmester: Vi har ryddet op som vi fik besked på

Ole Bollesen (S), borgmester i Syddjurs Kommune, føler at hans kommune bliver hængt ud af erhvervsministeren. Arkivfoto: Jens Thaysen
Syddjurs Kommune har byttet gamle ubrugelige sommerhusgrunde for nye populære grunde ved Aarhus Bugten.

Sommerhuse: Syddjurs er en af de kommuner, som har skaffet sig nye attraktive sommerhusgrunde ved at nedlægge områder, der er reserveret til sommerhuse, men som ikke bruges. Kommunen har sløjfet et stykke af sommerhusområdet Handrup Strand, hvor der blandt andet ligger en stor sø, og har vekslet det til nogle hundrede nye sommerhusgrunde i det attraktive område Begstrup Vig Strand ved Aarhus Bugten.

Det er et af de eksempler, erhvervsminister Simon Kollerup (S) peger på, når han nu vil ændre loven, så kommuner kun kan bytte sommerhuse, som rent faktisk kan bebygges.

Det generer dog hans partifælle Olle Bollesen, der er borgmester i Syddjurs Kommune:

- Jeg føler lidt, at vi bliver hængt ud og beskyldt for at have fusket. Det har vi ikke. Vi er blevet bedt om at rydde op i gamle sommerhusområder, så der kunne udstykkes nogle nye, og det er præcist det, vi har gjort, siger borgmesteren.

Han er ikke enig i, at nogle af de nedlagte grunde ligger direkte i en sø, men han er enig i, at der er grunde, som ikke kan bebygges. Blandt andet fordi, der er ændret på kystfredningszonen, siden de først blev udlagt til sommerhusbrug.

Annonce

Ole Bollesen (S) er til gengæld glad for, at byttet har skaffet hans kommune 310 nye sommerhusgrunde, som der rent faktisk er efterspørgsel efter.

- Det er jo med til at støtte det lokale liv, den lokale brugsen og håndværkerne for eksempel, siger borgmesteren.

Sommerhusturismen vejer tungt for udviklingen af en kommune som Syddjurs, der har 10.500 sommerhusgrunde i en overskuelig afstand fra Aarhus.

- Det betyder ekstremt meget. Også for vores kulturliv og vores idrætsliv, siger Ole Bollesen.

Der bor godt 42.000 mennesker i Syddjurs Kommune.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Skoleleder sagde farvel i Ramme

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce