Annonce
Udland

Bred opbakning til fælles EU-løsninger på klima og migration

Spidskandidater fra EU's største grupper er enige om, at klima og migration kræver løsninger på EU-plan.

Migrations- og klimakriserne er to af de emner, som flest EU-borgere mener, skal stå øverst på EU's dagsorden.

Og blandt spidskandidater til posten som formand for EU-Kommissionen er der under en tv-debat bred enighed om, at fælles EU-løsninger er vejen frem.

EPP-gruppens spidskandidat, Manfred Weber, mener, at EU-løsningen på migration skal stå på to ben: et humanitært i form af en "ny Marshall-plan" med massiv økonomisk støtte til afrikanske lande og et ben af grænsekontrol.

- Det er statsmyndigheder og ikke menneskesmuglere, der skal bestemme, hvem der kommer ind over vores grænser, siger han onsdag i Bruxelles.

Den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, deltager i debatten for Alde-gruppen.

Hun er mindre konkret om migrationsspørgsmålet, men mener også, at holdbare løsninger kun kan findes på EU-plan.

- Der er brug for et fælles asylsystem og fælles solidaritet. Vi skal gøre det sammen, ellers fejler vi, siger hun.

Vestager mener desuden, at folk i Europa har vist, at "de har et stort, åbent hjerte for flygtninge, der har brug for beskyttelse".

Frans Timmermans, den socialdemokratiske gruppes kandidat, bruger muligheden til at kritisere en italiensk lov, der giver bøder til civile både, der redder migranter op af Middelhavet og tager dem med til Italien.

- Hver gang en person drukner i Middelhavet, mister Europa et stykke af sin sjæl. Vi er nødt til at redde folk på havet. Men vi er også nødt til at prøve at få folk til ikke at forsøge turen, siger han.

Ligesom Manfred Weber mener Timmermans, at EU bør investere meget mere i udvikling i afrikanske lande, så potentielle migranter får lyst til at blive i deres hjemlande.

Når det kommer til bekæmpelse af klimaforandringer er der ligeledes bred enighed om, at de bedste løsninger skabes via EU - og at der i høj grad er brug for tiltag.

Når det kommer til konkrete initiativer splittes kandidaternes holdninger dog.

Frans Timmermans mener sammen med de øvrige kandidater fra grupper på EU-Parlamentets venstrefløj, at der er brug for radikale løsninger her og nu.

- Hvorfor beskatter vi ikke flybrændstof? Der er skat på bilbenzin og tog, men ikke fly - uacceptabelt, siger han.

Timmermans er desuden fortaler for en CO2-skat for virksomheder i EU.

EPP's Weber og Jan Zahradil fra Alliancen af Konservative og Reformister i Europa støtter op om et tidligere erklæret mål om, at EU skal være CO2-neutral i 2050.

De peger imidlertid på, at EU-tiltag i den grønne omstilling altid må tage højde for sociale slagsider.

- Der er store bekymringer i landområder og industribyer om, hvorvidt man kan følge med i den her overgang. Folk føler, at deres levebrød trues, siger Weber.

Ska Keller fra De Grønne mener ikke, at der er tid til at have fløjlshandsker på, når det kommer til klimapolitik.

- Vi kan ikke sige "vent, vi har ikke fundet en løsning" til klimaet, siger hun.

Margrethe Vestager mener ikke, at der er modsætning mellem grøn omstilling og fortsat økonomisk vækst.

- Fordi der kan skabes millioner af job. Eksempelvis ved at bygge højhastighedsjernbaner i Europa, så vores byer kan blive forbundet, og folk kan komme væk fra flyene og ind i togene, siger Vestager.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce