Annonce
Rejser

Busrejsens moder: Harzen, hekse og historie

Heksene er overalt i Harzen og ikke mindst i souvenirforretningerne i småbyerne, hvor de kan fås i alle farver og forskellige grader af uhygge. Foto: Judith Betak
Findes busrejsens moder, må det være Harzen. Det hyggelige bjergområde i Tyskland har været på danskernes rejsekort, siden ferierejser blev for menigmand. Og det smukke naturområde en lille dagskørsel fra Danmark har i de senere år med god grund fået en renæssance.

Harzen - der er noget altmodisch over navnet.

Måske fordi vi har hørt det ”altid”.

Det var her, danskere med udlængsel efter anden verdenskrig rejste til for at opleve noget helt andet end Danmark. Nogle tog toget, andre havde bil, og senere blev busrejser, hvor man i selskab med andre rejste ud, uhyre populære.

Afstanden er overkommelig. Bare 400 kilometer fra den dansk-tyske grænse.

Harzen kan nås på en dag, og det kunne også lade sig gøre, dengang busserne ikke kørte helt så hurtigt. Gennem det flade nordtyske landskab, forbi Hamborg og Hannover, og pludselig rejser der sig et bjerglandskab med skove og en natur, der slet ikke ligner den danske, og som gemmer på idylliske byer med bindingsværkshuse, store schnitzler og skummende øl i krus.

Sådan var det, da de første danske feriebusser rullede ind i Harzen, og sådan er det stadig. Her holder man på de gamle dyder.

De gamle kurhoteller ligger her stadig. Smukke gamle bygninger, men moderniseret med alle bekvemmeligheder og en fuldt moderne, luksuriøs spa. De mere enkle hoteller og små pensioner er her også. Schnitzlerne fylder stadig hele tallerkenen, ligesom et stykke lagkage til kaffen på caféerne er et helt måltid i sig selv.

Brændstof må der til, for Harzen er lig med aktive oplevelser. Om det så er gåture i småbyer med gader så stejle, at de tager pusten fra én, eller vandreture ad snoede bjergstier.

Gammeldags? Kan ske. Men måske netop derfor har det rolige, uforanderlige Harzen i de senere år oplevet en renæssance blandt de danske rejsende. Her er fred og natur, og man føler sig tilbage til ”rødderne”.

Men på sindig Harzen-maner har man nu også fulgt de skiftende aktiv-trends og kan tilbyde for eksempel klatring, og der er anlagt et omfattende net af mountainbike-ruter. Ligesom området gemmer på spændende uventede oplevelser.

Annonce

Verdensarv

Når man kommer fra Danmark, rejser Harzen sig stejlt i en såkaldt horst, og man kører ind i det nordvestlige ”hjørne” af det 80 kilometer lange (øst-vest) og omkring 30 kilometer brede område.

De største byer ligger i det flade land omkring horsten, flest mod nord, blandt andet ”hovedstaden” Goslar, som er den største med cirka 52.000 indbyggere.

Vi sender heksene fra sankthansbålene til Bloksbjerg, men de tyske hekse mødes der på valborgsaften for at danse og udføre heksekunster på de store sten, der er udnævnt som heksealter. Foto: Judith Betak

Goslar er en tusind år gammel kejserby, hvor den gamle bydel sammen med Rammelsberg-minen på det 635 meter høje bjerg lige syd for byen er på Unescos verdensarvsliste. Torvet i den gamle bydel er centrum for turisterne. Her kan man fire gange om dagen opleve klokkespillet med figurer. Først ridder Ramm, som fandt byens sølvåre, og derefter et helt følge af minearbejdere gennem tiden.

Halvt så stor som Goslar og nok dobbelt så hyggelig er Quedlinburg. Den ligger også nordpå og lige uden for Harzen, men længere mod øst. Den var i 40 år en del af DDR.

Quedlinburg er Tysklands bedst bevarede middelalderby. Her skrives hygge med stort. Den gamle bydel er et orgie i bindingsværk med omkring 1300 huse, som er bygget i skiftende bindingsværk-stilarter gennem 500-600 år. Det er overvældende, og det meste af byens centrum er naturligvis også verdensarv og kom på Unescos liste i 1994.

Annonce

Heksenes bjerg

Den nordvestlige del af Harzen, Oberharz, er den højeste del af området. Her er den gennemsnitlige højde 600 meter over havet - toppet af det højeste bjerg i Nordtyskland, Brocken på 1141 meter.

Den østlige del hedder logisk nok Unterharz, og her er man mellem 300 og 500 meter over havet.

Brocken, eller Bloksbjerg, som det kaldes på dansk, er kendt af alle, for det er jo her heksene fra vores sankthansbål ender. Heksene fylder meget i Harzen. De er her og der og alle vegne, ikke mindst i forskellige grader af uhyggelighed i de hyggelige småbyers souvenirforretninger.

På toppen af Brocken er der heksering, heksealter og skilte med forklaringer om, hvordan de tyske hekse hver valborgsaften (aften og nat før 1. maj) indtager bjerget, som er centrum for den årlige heksesabbat.

Men først skal man op på toppen. Man kan vælge den lette måde: Den smalsporede Brockenbahn, hvor damplokomotivet flere gange dagligt under røg, damp og skingre fløjt pruster sig til toppen med turister i passagervognene. Der er stationer blandt andet i Wernigerode og Drei Annen Hohne.

Eller man kan vandre til toppen. Der er flere ruter. Den korteste er fra Schierke, lidt over fem kilometer og 505 højdemeter. Fra Torfhaus er ruten otte kilometer, men kun 350 højdemeter. Den 150 kilometer lange vandrerute, Harzer Hexenstieg, som krydser gennem hele Harzen, går også over Broken.

Turen går gennem duftende grøn skov og også visne, røde og døde områder. Grantræerne har lidt under flere års tørke, og store områder er gået ud. Længere oppe bliver der længere og længere mellem træerne, og til sidst er man over trægrænsen.

På lang afstand kan man se det hvid-røde raketformede radiotårn rage op som pejlemærke for toppen, som under den delte periode lå i DDR.

På toppen ligger Brockenhaus med museum, som handler om både geologi, flora og fauna, tv- og radiohistorie og stedets militære historie som Stasi-lyttecentral. De militære anlæg er fjernet for længe siden. Her er også restaurant og andre turistfaciliteter.

Annonce

Den onde fortid

Mens Harzen mod nord rejser sig brat, flader det bjergbakkede landskab mere ud mod syd og øst. Her er de store byer lige uden for horsten Nordhausen og Sangerhausen.

Historien stikker hovedet op overalt. Ikke mindst den nyere historie med den kolde krig mellem øst og vest. Grænsen fra dengang er flere steder tydelig markeret, der er mindesmærker, og tidligere grænsestationer med vagttårne og pigtråd er åbnet som museum.

Vejen dertil

Der er lige knap 400 kilometer fra den dansk-tyske grænse til Goslar.

En række busselskaber har rejser til Harzen. Blandt andre Gislev Rejser, Hanstholm Rejser, Nilles, Panter Rejser, Riis Rejser og Vitus Rejser.

Der findes alle former for overnatningsmuligheder i Harzen. Fra campingpladser og enkle hostels til ferielejligheder, mindre hoteller og store luksuriøse kurhoteller.

Se mere: www.harzinfo.de.

Lige nord for Nordhausen ligger en anden historie. Dels om Harzens minedrift, dels - og især - om nazisternes onde og ubegribelige adfærd under anden verdenskrig. Her lå koncentrationslejren Dora, som i dag er KZ-Gedänkenstätte Mittelbau-Dora.

Den gamle bydel i Quedlinburg er en vandring i arkitektur og historiske byggestile. Foto: Judith Betak

Dora åbnede i 1943 som en lejr under KZ-lejren Buchenwald, der ligger 80 kilometer sydøst for Nordhausen. Herfra blev fanger flyttet til Dora, hvor de skulle udbygge de eksisterende minegange i Khostein-bjerget. Her i bombesikkerhed ville Hitler indrette en fabrik til fremstilling af V1- og V2-raketter. I det første halve år befandt fangerne sig udelukkende under jorden, hvor de slavede med det hårde arbejde. Mange overlevede kun få uger.

I foråret 1944 blev der bygget barakker over jorden, og i efteråret blev Dora en selvstændig KZ-lejr med navnet Mittelbau-Dora, og den fik flere end 40 underlejre rundt i området. SS overtog ledelsen, og fra at være en arbejdslejr blev den også en udryddelseslejr, som fik fanger tilført fra de lejre, der måtte opgives i takt med de sovjetiske styrkers fremmarch. Af de over 60.000 fanger, der kom til lejren, døde 20.000.

Flere gange dagligt pruster damplokomotivet sig op til toppen af Nordtysklands højeste bjerg, Brocken, eller Bloksbjerg, som vi kalder det på dansk. Foto: Judith Betak

Der er ikke meget tilbage af selve lejren. De mange træbarakker er væk, men krematoriet var bygget mere solidt. Det står endnu.

Efter krigen sprængte russerne indgangen til minen og fabrikken, og først i 1995 fik man etableret en ny indgang til anlægget, hvor flere af minegangene, der var blevet udvidet til tunneler, står urørte med rustne redskaber, gamle produktionsapparater og nedfaldne klippestykker. Den store gennemgående tunnel er indrettet til udstillingshal.

Det er et eftertænksomt besøg værd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lemvig

24-årig havde hash og peberspray

Annonce