Erhverv

Ny uddeler: Der har altid været noget særligt ved den butik

42-årige Claus Schildt er pr. 1. marts tiltrådt som ny uddeler i Dagli'Brugsen i Bøvlingbjerg. Foto: Benny Gade
Claus Schildt har i flere år haft et godt øje til Dagli'Brugsen i Bøvlingbjerg. Nu er han blevet uddeler.

Bøvlingbjerg: Claus Schildt kendte godt Dagli'Brugsen i Bøvlingbjerg, inden han 1. marts satte sig bag uddelerens skrivebord.

- Der har altid været noget særligt ved den butik, siger han, men uden at være i stand til at sige præcist, hvad det handler om.

Claus Schildt kørte i 10-15 år kørt som sælger for forskellige virksomheder, og turene bragte ham også til Bøvlingbjerg.

- Og allerede dengang var der noget anderledes over den her butik, siger han.

Hans interesse understreges af, at han tidligere har søgt stillingen som uddeler i butikken, men uden at få den.

- Jeg nåede aldrig til samtale, da jeg forinden fik et andet job, siger han.

Da stillingen blev slået op igen i år, kunne han alligevel ikke lade være med at søge igen. Og denne gang fik han stillingen og er glad for at få muligheden for at prøve kræfter som uddeler i butikken.

Claus Schildt er uddannet i Coop-kædens butikker i 1997, men dengang var han stadig for ung til at stille sig bag en disk. Han blev i stedet sælger for Coca Cola og senere Würtz i en årrække, inden der blev brug for ham som souschef i Superbrugsen i Vinderup. Her var han i to år, inden han igen forsøgte sig som sælger af kaffe og senere brød. Det blev til mange kilometer og mange timer på landevejen i nogle år, hvor han betegner radioen som sin bedste ven. Han begyndte at mangle kolleger og snakke med kunderne i en butik, så derfor blev han glad, da han fik mulighed for at vende tilbage til sit gamle job i Superbrugsen i Vinderup. Efter et par år blev han uddeler i Brugsen i Kloster, hvor han var i 10 måneder, inden stillingen i Bøvlingbjerg blev ledig.

- Butikken i Kloster var en lille butik med en opsætning på 10 millioner kroner om året. Brugsen i Bøvling er lidt større med en omsætning sidste år på 14 millioner kroner, siger han.

Til gengæld er det en butik, der sidste år savnede opbakning fra byens indbyggere for at kunne løbe rundt, men det skræmmer ikke Claus Schildt.

- Den forrige uddeler har gjort et stort stykke arbejde for at få butikken på rette spor, og jeg skal sådan set bare fortsætte det arbejde, siger Claus Schildt, som dermed ikke lægger op til store revolutioner i butikken.

- Selvfølgelig kommer man som ny uddeler med ideer, men de skal komme i et tempo, hvor både personale og kunder kan være med. Vi skal have de lokale folk til at handler her, hvis de vil bevare deres butik. De skal forstå, at det ikke blot handler om prisen. De må også gøre op, hvad det koster dem, hvis butikken en dag ikke er her mere, siger Claus Schildt.

Han tror dog på butikkens fremtid, selv om dagligevarebranchen er trængt.

- Butikken har et stort opland, og der er langt til de nærmeste butikker. Derfor er jeg optimistisk og ser det bare som en spændende udfordring at få enderne til at nå sammen, siger Claus Schildt.

I dag bor uddeleren i Hjerm, hvor han er gift med Louise, som han har har tre børn sammen med. Louise arbejder iøvrigt som lægesekretær i Lægehuset i Bøvlingbjerg.

0/0

Tophistorier

Annonce
Erhverv For abonnenter

Først tabte de selv 85 kilo - nu har de hyret manden bag til hele virksomheden

Annonce
Annonce
Annonce

Tophistorier

Erhverv

Erhvervsredaktøren: Loft over topchefernes løn er en død sild

Når erhvervslivet klager over, at virksomhedernes vilkår er helt usynlige i valgkampen, har de overset én dagsorden: Henrik Sass Larsens vendetta mod topchefernes høje lønninger. Den socialdemokratiske gruppeformand tordner mod milliongager til dem, han kalder for ”superrige”. Han tænker måske på Carlsbergs topchef, hollænderen Cees t’Hart, der hjembringer over 50 millioner kroner i løn om året. Eller Novo Nordisk-chefen Lars Fruergaard Jørgensen, der sidste år kunne lægge 10 millioner kroner oven i sin sædvanlige hyre og dermed rundede 40 millioner kroner i årsløn. - De kan ikke styre sig. Og derfor er nogen andre nødt til at styre dem, sagde Henrik Sass Larsen i et interview til dagbladet Børsen allerede inden, valget var udskrevet. Udmeldingerne er siden blevet mødt med rungende tavshed fra de fleste andre partier bortset fra Enhedslisten. Her vil man gerne se på topchefernes lønninger, men det er helt bogstaveligt ment. Venstrefløjspartiet vil ifølge Danmarks Radio gøre det obligatorisk for større virksomheder at offentliggøre direktørens løn. Samtidig skal det beregnes, hvor stor direktørlønnen er i forhold til lønnen for den almindelige lønmodtager i virksomheden. Hvis lønnen er mere end 20 gange højere end hos de ansatte på gulvet, vil Enhedslisten sende virksomheden bagerst i køen, hvis den byder på offentlige udbud og kontrakter. Det vil uden tvivl fjerne de sidste Carlsberg-flasker fra den offentlige forvaltning, og sundhedsvæsnet må finde sin insulin mod sukkersyge et andet sted end hos Novo Nordisk. Henrik Sass Larsen talte for en politisk indgriben mod de høje lønninger, men uden at være præcis. Han nævnte dog ”en eller anden ratio i form af gennemsnitslønnen gange et-eller-andet skal være et loft for, hvor meget en topchef kan tjene”. Så kære erhvervsliv, kom ikke og sig, at folketingspolitikerne ikke tænker på jer. Modsvaret fra topcheferne er som forventet, at de blot forhandler sig til en løn med deres bestyrelser. Udbud og efterspørgsel. Den danske model. For nylig sagde Vestas-topchefen Anders Runevad op efter seks år på posten. Der er vist ingen aktionærer i Vestas, der har beklaget sig over størrelsen på hans løn. Under hans regime har Vestas-aktien seksdoblet sin værdi, og vindmøllekoncernen har vendt milliardunderskud til stabile, årlige milliardoverskud. Sammen med fire andre medlemmer af direktionen delte Anders Runevad sidste år en lønpakke på 35 millioner kroner, og som den øverste i hierarkiet fik han selvfølgelig mest. Det er ikke usandsynligt, at han dermed tjener mere end 20 gange lønnen for de mennesker, der går og samler naceller - toppen af vindmøllerne - på fabrikken i Ringkøbing. Dermed ville Vestas få et svært liv som leverandør til det offentlige Danmark, men spørgsmålet er, om topcheflønnen er lavere hos den tyskejede rival Siemens Wind Power. Det er måske derfor, at Henrik Sass Larsen og Enhedslisten Rune Larsen tilsyneladende står ret alene med deres ønske om at regulere topchefernes løncheck. Til gengæld er nogle af landets største aktionærer, pensionskasserne, begyndt at interessere sig for direktørlønningerne. På A.P. Møller-Mærsks generalforsamling tidligere på året kritiserede MP Pension, at det er svært at gennemskue aflønningen af direktionen i rederikoncernen. Også ATP, som forvalter pension for stort set alle lønmodtagere, er begyndt at stille spørgsmål til lønpakkerne. Lige præcis gennemsigtigheden kommer nu af sig selv. Et EU-direktiv, som Folketinget lige har gjort til dansk lovgivning, tvinger alle børsnoterede virksomheder til at vedtage en vederlagspolitik. Den skal gøre det klart, hvad en dansk topchef i virkeligheden tjener. Et indgreb er en død sild, men debatten om høje lønninger er først lige begyndt.

Erhverv For abonnenter

Ausumgaard omlægger til økologisk planteavl

Annonce