Annonce
Sport

Corona har trykket på pauseknappen: Brødet får vi, men vi mangler cirkus

Som i de "gode" gamle dage i Romerriget, elsker det moderne menneske at stimle sammen på tilskuerpladserne og lade sig underholde af heltene nede i manegen. Men lige nu er det på grund af corona-krisen ikke muligt. Arkivfoto: Lars Rasborg.
Corona-krisen har lagt alle kultur- og sportsarrangementer fuldstændig ned. Vi kan ikke komme på stadion eller i håndboldhallen, og vi kan ikke følge med på tv. Det efterlader tomrum, abstinenser og kollektive suk. Men hvorfor er det, at vi mennesker har det behov for at blive underholdt af vor tids gladiatorer inde i arenaen?

SPORT: De er skøre, de romere, udbryder galleren Obelix indimellem i Asterix-tegneserien. Typisk efter, at han har banket hovederne sammen på flere af dem.

Og ja, de var en smule småskøre dengang, de romere, ikke kun for en buttet streg i stribede selebukser, også i virkeligheden. Men de styrende kræfter bag det mægtige Romerrige havde nu også fat i den lange ende på rigtig mange områder.

De vidste for eksempel, hvad der skulle til for at vinde folkets gunst og dermed dets opbakning: Gav de masserne mad og underholdning, var det rigeligt til at holde dem i skak.

Så romerne delte gratis brød ud og afholdte store offentlige arrangementer som hestevæddeløb og gladiatorkampe.

Deraf kommer udtrykket "brød og cirkus", panem et circenes, som den romerske digter Juvenal lancerede i slutningen af det 1. århundrede. Og selvom det vil være lige friskt nok at trække en direkte linje fra et brutalt imperium fra vores tidsregnings spæde begyndelse og så frem til i dag, har menneskets basale behov i bund og grund ikke ændret sig synderligt ad åre: Får vi noget i skrutten og tilbudt underholdning, er vi egentlig langt hen ad vejen meget godt tilfredse.

Men lige nu og her med coronakrisen hængende over os, et land, en verden, der er sat på stand-by, mangler vi cirkus. Fodboldkampe, cykelløb, teaterforestillinger, biografture er der ikke noget af. Det hele er aflyst, udsat. Samfundet trykker næserne flade bag duggede ruder, mens den ene genudsendelse efter den anden af tvivlsomme håndboldkampe fra begyndelsen af marts måned ruller over tv-skærmene.

Ingen Superliga, ingen EM-slutrunde, intet OL at se frem til. Og så videre.

Sportsfans og kulturnydere verden over er udsultede. Og følger man bare perifert med på sociale medier rammer det én lige på kæben med et velplaceret højre hook: Folket har abstinenser. Savner at råbe efter dommeren, det sene sejrsmål, spændingen, fællesskabet.

Den aktuelle situation har sat en tyk streg under, hvor meget sport og kultur fylder i mange menneskers hverdag.

Men hvorfor er det så vigtigt/essentielt for os mennesker at blive underholdt, se og hylde andre, der konkurrerer?

- At se på andre som konkurrerer eller underholder, hvad enten det er filmstjerner, musikere eller idrætsudøvere, har to sider: For det første er helten en person, vi gerne vil genkende os selv i, de har egenskaber, vi genkender og kan lide. Og på den anden side er helten også unik. Han/hun har et unikt talent. Mennesket, også før den organiserede idræt, har altid holdt af at overvære demonstrationer af menneskets ydeevne, hvor stærk eller god, man kunne være eller hvor smukt man kunne synge, lyder det fra Arve Hjelseth, idrætssociolog ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU.

Annonce
Hvor er I? Tilskuere og udøvere er afskåret fra hinanden på grund af corona-virus. Her Silkeborgs Nicolai Vallys, der netop har scoret på et mennesketomt stadion i den senest afviklede Superliga-kamp 9. marts mod AGF. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Identitet og følelser

Rasmus Klarskov Storm, analyse- og forskningschef på Idrættens Analyseinstitut, peger på, at der findes mange bud på, hvorfor underholdning – og her altså særligt sport – har så stor betydning for mennesket. Han sender bolden i fødderne på anden anerkendt norsk sociolog, Jan Ove Tangen.

- Han peger på, at sport bedre end andre samfundsmæssige aktiviteter spejler det moderne samfunds optagethed af vækst og fremskridt. Samtidig sker spejlingsaktiviteten på en langt mindre risikobetonet måde for resten af samfundet end, hvis de samme normer skulle efterstræbes igennem andre samfundsaktiviteter. Den kraftige kommercialisering, visse professionelle sportsgrene har gennemlevet de senere år, har ganske vist gjort dem til reelle virksomheder, der påhviler store risici ved fejl eller fiasko, men den grundlæggende pointe er der stadig, siger Rasmus Klarskov Storm.

- Sporten er et mikrokosmos, der fremviser og afprøver metoder, dedikation og målrettethed for omverdenen. Det sker som et udtryk for bredere samfundsmæssige normer og aktiviteter – uden, at det sætter noget alvorligt i spil. Lever ens hold eller sportsidol op til de normer eller afviges der fra dem, så sætter det identitet og følelser i spil. Det er meget kraftfuldt, og en slags motor for i hvert fald dele af vores liv, kommer det fra Rasmus Klarskov Storm.

Nogle mennesker kan godt underholde sig selv, har nok i deres eget livs små sysler, har ikke brug for at se på andre eller gøre det for at føle sig som en del af et fællesskab.

Men de er i mindretal. For det store flertal ligger der et udtalt behov for adspredelse og for at gøre noget andet end det, som indgår i hverdagslivets krav.

Arve Hjelseth skelner i den sammenhæng mellem afkobling og tilkobling.

- Afkobling er den reneste form for underholdning, det vi gør for at få en hyggelig stund, mens vi slapper af. At se på en sitcom på TV er typisk afkoblende, vi lader os underholde uden, at vi lægger særlig meget energi i det - det er ikke vigtigt for os, hvordan episoden ender, hvem som står tilbage som vinder/taber eller lignende, forklarer Atle Hjelseth.

Man kan sige, at romerne i høj grad koblede af, når de blev tilbudt hestevæddeløb eller gladiatorkampe.

- Tilkobling betegner den form for underholdning, som måske er noget andet og mere end "ren underholdning", og det sker, når vi investerer emotionelt eller intellektuel energi i at følge med i noget. Mange fodboldsupportere vil for eksempel ikke kalde fodbold for underholdning, for det er noget andet og mere end afkobling. De kobler sig på, investerer meget energi i at håbe på et bestemt resultat. Det samme sker, når for eksempel litteraturelskere bruger intellektuel energi på at forstå et værk af Kierkegaard, siger Hjelseth.

Det er for nogle nærmest "blodigt alvor" at gå til cirkus i dag. At være fan. Det er alt andet end at koble fra.

- Tilkobling handler om at give mening til tilværelsen, få den til at handle om noget. I engelsk forskningslitteratur har de et begreb som de kalder serious leisure - det at have fritidsaktiviteter som betyder så meget for dig, at du investerer mange resurser i det både personligt og økonomisk, kommer det fra Arve Hjelseth.

Og det er måske her, at vi finder en forklaring på, at så mange voksne mænd og kvinder i det ganske land i disse dage har svært ved, at deres "religion" er taget fra dem for en stund og ligefrem taler om abstinenser, fordi de ikke kan komme på stadion eller følge med bag tv-skærmen.

- Sport har et kraftigt identitetsskabende element bygget ind. Der er ganske vist mange, der overhovedet ikke interesserer sig for sport, men blandt de (også mange), der gør, kan det at følge et hold eller gå op i en sport, være meget vigtigt for selvidentiteten. Sport skaber et meningsfuldt rum at deltage i – både som aktiv udøver og "passiv" forbruger – og udelukkes man fra det, kan det sagtens føles som et afsavn, fortæller Rasmus Klarskov Storm.

En krammer til sidemanden

Det er altså et tab af identitet, et fællesskabsorienteret håndtag, vi - eller mange af os - lige nu mangler. En identitetsfølelse, som har vokset sig større og større i nyere tid. Vi går ikke længere bare til hestevæddeløb eller håndbold for at slå tiden ihjel, som romerne i sin tid. Vi vil have mere ud af det.

- Det integrerer os i et - ofte imaginært - fællesskab, hvor vi tilhører en gruppe af indforståede "fans" eller "supportere". Det giver os en identitet. Blandt fodboldsupportere er det for eksempel ofte sådan, at man snakker om klubben som "vi", fordi man anser sig selv som en del af klubben. Mange mener, at dette er blevet endnu mere vigtigt de sidste 30-40 år, fordi job og bopæl ikke længere giver os en lige så stabil identitet, mener Arve Hjelseth.

Det moderne menneske flytter mere end tidligere og skifter også oftere job, hvilket gør den slags fællesskaber – skabt ud af tilholdssted eller profession - mindre stabile. Familier er i mange tilfælde også mere spredte end tidligere. Så vi har fået brug for andre fællesskaber, og her spiller sport en stor rolle i dag.

Det at holde med Liverpool eller en franchise i den amerikanske basketball-liga NBA kan være med til at skabe sammenhæng og stabilitet i folks identitet. Det er fortællingen om, hvem du er som menneske, og hvor du hører til. Og det gør os mere sårbare, når der så pludselig ruller en så samfundsmæssig altomslugende pandemi ind over verden.

Helt som det romerske folk dengang, har vi brug for spændingen, som i dag også er blevet en art balancegang mellem belønning og straf. Det sidste kan også være identitetsskabende. Bare spørg folk, der holder med AGF eller Hamburger SV eller New York Knicks.

- De fleste søger på den ene eller anden måde den her eufori, den ekstatiske glæde. Dette er mere relevant for sport end for fans af musikstjerner og lignende. Belønningen ligger ofte i, at det er én selv, der har vundet, og den er ekstra stor, hvis vi har nogen at dele begejstringen med, at kunne kramme totalt ukendte personer på tribunen eller på pubben. Fordi fodboldfans ofte føler, at de er en del af det fællesskab som klubben repræsenterer, tager de også noget af æren. Tilsvarende er det ikke bare klubben, som taber, men også én selv. Hvis man taber, taber man også ansigt og føler skam, og skal måske opleve at blive hånet af fans af andre hold på jobbet, siger sociologen.

Sporten kan komme stærkere ud

Tror du, at den aktuelle situation vil være med til at sætte i perspektiv, hvor vigtig sport og underholdning er for os mennesker som sammenhængskraft - og at det derfor ligefrem vil kunne komme sporten til gavn, når vi kommer om på den anden side af corona?

-Ja, definitivt. Jeg tror, publikumsidræt kan få et opsving, og det samme kan koncertarenaer og så videre. Efter anden verdenskrig var der eksempelvis i Norge et voldsomt opsving i publikumsopbakning til meget sport i de første år. Folk søgte mod fællesskabet, fordi så meget havde været gråt og trist så længe. Der er meget fint at sige om elektroniske former for kommunikation, men det kan aldrig fuldt ud erstatte det fysiske møde. Længslen efter at juble over en sejr sammen med andre, eller efter at stå i et hav af mennesker til en koncert vil for mange være virkelig stort, når vi på et eller andet tidspunkt kommer over på den anden side.

Rasmus Klarskov Storm er enig.

-Populærkultur har en vigtig rolle at spille i det moderne samfund, så fraværet af sportslig og kulturel underholdning og adspredelse er uden tvivl et problem. Det kan sagtens vise sig, at folk har savnet sporten som underholdning, når tingene begynder at normalisere sig igen. Det tror jeg, at de har, siger han.

Et helt andet aspekt er, at mange danskere også er afskåret fra selv at træne med deres hold i den lokale idrætsforening, spille kampe, træne fitness og så videre. Her er der også et socialt afsavn, så hvad betyder det for den mentale sundhed, at man ikke kan træne sammen eler ikke selv kan konkurrere - og hvad kan vi eventuelt lære af det? - Det er jo nok meget individuelt, hvordan det rammer den enkelte. Nogle vil se gennem det uden problemer og andre vil blive ramt hårdere. Rent sundhedsmæssigt er det selvklart, at nedgangen i fysisk aktivitet også kan blive et problem for nogle, der er vant til at dyrke idræt. Jeg synes, at det er svært at sætte ord på, hvad vi præcist kan lære af det lige i forhold til idræt. Men krisen er også en krise for idrætsektoren, og selvom den nok skal komme på fode igen, så vil læren nok være, at vi skal søge at hindre denne type af kriser så vidt muligt – og tage forholdsregler i forhold til, at det potentielt kan opstå igen, lyder budet fra Rasmus Klarskov Storm.

Der er altså krummer i det cirkus. Det kan vi konkludere. Det betyder mere, end vi måske allesammen lige rendte rundt og troede. Det må være én af mange erfaringer, vi på positiv-siden kan trække ud af coronakrisens klamme favntag.

Og ja, de var skøre, de romere, men de havde også fingeren på pulsen. Det kan selv ikke en Obelix på trylledrik løbe fra.

Annonce
Annonce
Kultur For abonnenter

Kære Svend. Næste gang jeg kommer til Danmark, ringer jeg naturligvis til dig... med varm hilsen og høj agtelse, Kathleen Kennedy

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Tøjeksperten lukker i Lemvig

Kultur

Kunstmuseum klar til at åbne

Annonce