Annonce
Læserbrev

Dagplejefyring. Prioritering under al kritik

Debat: Åbent brev til Børn og Unge i Holstebro:

”There is something rotten in the City of Holstebro”

Dette er et åbent brev, en undring, en klage til Børn og Unge i Holstebro, skrevet af en skuffet forælder som er blevet direkte påvirket af fyringen af en dagplejemor i Tvis området.

Det var med en knude i maven, jeg læste beskeden der var dumpet ned i min e-boks om, at der desværre, pga. faldende børnetal, måtte fyrres en dagplejemor i Tvis. Det gav nemlig minder om da vores store pige gik i dagpleje i Tvis, og I så under et halvt år efter hun var startet valgte af fyre vores dagplejemor, for at en lille måneds tid bagefter, kaste os rundt til diverse gæsteplejere, imens I på ingen måder informerede os forældre.

Men denne gang var det anderledes, denne gang er vores datter nummer to, hos en af de dagplejere i Tvis som har flest børn, hvor 3 ud af 4 familier aktivt har ønsket hende til barn nummer to eller tre, hende som stort set ingen sygedage havde, hende som altid var fleksible med ferier, både i forhold til jeres, kommunens, behov men også i forhold til os forældre, hende hvis egne børn var så store og velfungerende at de i tilfælde af at have en dag med hovedpine sagtens kunne klare sig selv.

Så der var ro på, og jeg sov godt natten til fredag, hvor opkaldet ville komme om morgenen, hvis vores dagplejemor var blevet prikket, og hun derfor ikke kom på arbejde.

Men opkaldet kom. En lettere morgengnaven ansat ringede om spurgte om vi vil have en gæsteplads, ikke noget med at sige det er vi kede af, ikke nogen forståelse for at vi var frustreret over, igen, at stå her. Nej, hun blev faktisk decideret sur da der blev spurgt ind til en mulighed for at klage.

Men kære Børne og Unge Holstebro, hvorfor lige vores dagplejemor igen. Det kan ikke engang dagplejemor få svar på. For mig som forældre lugter det langt væk af rygklapperi og nepotisme, lige som første gang. Første gang, var der en anden dagplejemor som havde sit hus aktivt til salg, altså hele fundamentet for at hun kunne fungere som dagplejemor var hun på vej væk fra, men hende valgte i at beholde.

Denne gang har I for et halvt år siden ansat en ny dagplejemor i byen, på trods af der faktisk var pladser, som I vælger at lade blive, I har dagplejere med færre børn tilknyttet, flere sygedage, mindre fleksibilitet. Men dem vælger I at beholde.

Jeg synes jeres prioritering, og forklaringer, eller mangel på samme, er under al kritik. Både i forhold til den måde I nu har smidt fire familier ud i uvished om fremtiden, men også den måde I fyrer uden nogen logisk grund, men på en baggrund, der lugter langt væk af vennetjenester og tilfældigt lotteri.

Kan I komme med en forklaring?

Vi tav stille, klappede hælene i sidste gang, det gør vi ikke denne her gang.

Annonce
Jeg synes jeres prioritering, og forklaringer, eller mangel på samme, er under al kritik. Både i forhold til den måde I nu har smidt fire familier ud i uvished om fremtiden, men også den måde I fyrer uden nogen logisk grund, men på en baggrund, der lugter langt væk af vennetjenester og tilfældigt lotteri, skriver en vred forælder, Ditte Egerrup Christensen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce