Annonce
Debat

Debat: 90-års fødselsdagen og de tyske paradokser

Min far, som døde for 13 år siden, ville være fyldt 90 år i denne uge. Livet igennem brød han sig hverken om tysk eller tyskere. Han huskede jo besættelsestiden. Alligevel blev tysk mit hovedfag. Fordi min mor var tysklærer? Næppe. Fordi det tyske sprog er vidunderligt? Egentlig ikke. Fordi erhvervslivet har hårdt brug for tyskkyndige? Slet ikke. Jeg har aldrig fået en henvendelse fra et firma, der handler med Tyskland. Man vil nok ikke have humanisten, der ved en ting eller to om tysk kultur. Man foretrækker ingeniøren, der også taler tysk.

Mit valg af tysk som hovedfag har - paradoksalt nok – noget at gøre med min fars skepsis mod Tyskland og tyskere. Når han påstod, at det ikke var tilfældigt, at nazismen blomstrede i Tyskland, pirkede det til min hang til at være Rasmus Modsat. Kunne det nu også passe? Jeg protesterede og sagde ham imod. Det var ikke ualmindeligt dengang.

I dag, hvor forældre og børn bare er gode venner med hinanden – og Greta Thunberg, lyder det måske underligt: Jeg begyndte – som en slags oprør mod min fars forestillinger og fordomme – at studere tysk. Jeg ville forstå den tyske sjæl!

I virkeligheden var min far anti-tysk på en meget tysk måde. Han havde et had-kærlighedsforhold til Wagner. Han beundrede den tyske ingeniørkunst, men kørte alligevel i svenske biler. Først som pensionist købte han en tysk bil, en VW Polo med automatgear. Han elskede den. Min far ville nok undre sig over dagens danskeres paradoksale forhold til tysk og Tyskland: Aldrig har Tyskland været så populært. Berlin bugner med danskere på efterårsferie. Men de taler ikke længere sproget. Tillykke med fødselsdagen, far!

Mikael Busch
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Minister afkræves svar om Høfde 42

Lemvig

Ekstra penge til turistarbejde

Annonce