Annonce
Debat

Debat: Advent – en tid med lys i mørket

Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul.

I dag er det første søndag i advent. Dagen rører hvert år ved et særligt blødt sted i mig. Det var min mor, der lærte mig at holde af adventstiden. Jeg kan se hende for mig, når hun hængte den grønne adventskrans med de røde bånd og hvide lys op i hjørnet af stuen. Selvom hun ellers ofte nok havde sit at slås med, nynnede hun og der blev en særlig forventningsfuld lethed omkring hende.

Forventningen fik næring om søndagen i kirken, hvor min far var kirkesanger. Også i kirken hang den grønne krans på sin traditionsrige plads i korbuen. Det bedste af det hele var, når vi åbnede døren til gudstjenesten og det nye kirkeår med at synge:

”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!

Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød.

Velkommen, nytår, og velkommen her!”

Med denne adventssalme over alle adventssalmer er jo også det vigtigste sagt: Advent betyder ’komme’ eller ’festlig ankomst’. Dén, hvis ankomst vi venter på i adventstiden, er altså Vorherre Jesus selv, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer, når det bliver jul.

De fire ugers adventstid er altså forventningstid og forberedelsestid. For til en stor højtid og fest hører selvsagt forberedelser. Fester bliver ikke til ud af den blå luft. Vi må bygge op til dem eller tælle ned til dem. Som vi gør det hver dag i december med kalenderlyset eller søndag efter søndag med adventskransen.

Det var først i 1900-tallet, at adventstiden fik den store traditionsbærende betydning, som den har fået i dag med hele det store udtræk af julekalendere, julefrokoster, julekoncerter, lyskæder, kalenderlys og adventskrans. Især de levende lys er blevet en uundværlig del af adventstiden. I løbet af 1900-tallet mistede stearinlysene deres praktiske betydning i hverdagen. Lysenes symbolske betydning derimod voksede støt som stemningsskaber og markør af højtid og fest og måske også en måde at udtrykke en længsel på efter varme og nærvær?

Om noget blev glæden ved lysene afgørende for, at adventskransen med dens fire lys kom til som ny tradition. Personer med tyske rødder bragte kransen med sig til Sønderjylland og siden blev den almindelig i hele Danmark i 1930’erne og 1940’erne. Adventskransens udbredelse viste sig da også ved, at det første julemærke efter anden verdenskrig havde adventskransen som motiv. Oprindeligt var kransens bånd violette, da lilla er adventstidens farve i kirken, men i besættelsestiden vandt de nationale farver naturligt nok frem.

I dag er temaet ’adventskrans’ helt åben for fri, personlig fortolkning. De fire lys står dog urokkeligt fast, om end de kan fortolkes på forskellige måder: Et lys for hver af de fire adventssøndage. Men også måske et lys for hver af Guds store handlinger: I skabelsen af verden samt i julen, påsken og pinsen. Eller måske et lys for hver fase af vores liv som mennesker: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom – hvor alle livsfaser er bundet sammen i evighedens stedsegrønne krans.

Ung som gammel går vi i hvert fald nu ind i adventstiden. ”Hvis så bare december ikke var så hypet, så overdrevet i alle sine forventninger om alt muligt vi skal nå!” sagde min 18-årige gymnasieelev herhjemme forleden. ”Man kan næsten blive småstresset på forhånd”, sagde han med træt stemme. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad der så for ham at se var værd at samle på, når vi taler advent og jul, sagde han prompte: ”God mad. Og at vi helt konkret prioriterer hinanden. At vi lægger mobilen til side og ser hinanden i øjnene: Spiller et spil eller fletter julehjerter.”

Så i dag, når vi tænder det første lys i adventskransen herhjemme, er det dét, vi vil prøve at lægge os i selen for at prioritere. Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul. Når vi ikke desto mindre dropper at leve op til nogen af alle de opskruede krav, mærker vi samtidig, at det er dét, der er sjælelige vitaminer i. Siddende dér i adventslysenes skær kan vores længsel efter varme og nærvær blive opfyldt.

Hvis vi får ro på og går off-line, ser og mærker vi heller ikke bare os selv, men også hinanden på en anden måde. ”December er den måned, som man gruer allermest for, når man er ulykkelig”, skrev én. Advent er derfor også tiden, hvor vi med fordel kan kikke os lidt omkring for at fornemme, om der er én, der er ulykkelig. Om der er én, der skulle ske at have brug for et lille stykke af mig og min tid i den glade og grusomme december?

Digteren Sten Kaaløs enkle ord er værd at tage med på vejen:

”Gå i mørket med lyset.

Gå i visheden om

ikke at gå alene.

Gå med lyset – kom!”

Annonce
Birgitte Molin
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Institution siger stadig nej til børn

Læserbrev

Lokalpolitik. Få det nu fixet!

Debat: Når man bevæger sig rundt i Holstebro Kommune, får man især i landsbyerne et trist indtryk af en kommune i anlægsmæssigt forfald. Alt for mange kommunale opgaver bliver ikke løst, alt for mange fortove og veje er i en sølle forfatning, og alt for mange påbegyndte opgaver bliver ikke lavet færdig. Vi, der bor uden for bygrænsen, kæmper for at udvikle og vedligeholde landsbyerne, ofte med private investeringer. Den politiske holdning er åbenbart, at vælger man at bosætte sig i en landsby i Holstebro Kommune, må man forvente, at byudvikling og vedligeholdelse er en lokal opgave. Heldigvis er der i de fleste landsbyer lokale ildsjæle, der allokerer masser af kræfter og fritid til dette - og heldigvis er det for det ofte muligt, at få de lokale til lommerne, så mange af de tiltag, der også bør være i landsbyerne, kan finansieres. Kæmpe cadeau til ildsjælene i borgerforeningerne rundt om i kommunen for deres indsats. Byrådspolitikerne burde takke jer dagligt, I gør deres arbejde uendeligt meget lettere. Når det så er sagt, må man dæleme da også kunne forvente, at kommunen løser de opgaver, der udenfor al tvivl ligger hos dem. At projekter, der bliver igangsat, også bliver lavet ordentligt færdig. Vi i landsbyerne betaler også kommuneskat, vi bør kunne forvente det samme fokus på vedligehold og anlægsarbejde, som man har i Holstebro by. Man bør kunne forvente, at når et lokalsamfund investerer masser af kræfter og kapital i at etablere attraktive tiltag for beboere og eventuelt tilflyttere, må kommunen også have interesse i at opfylde de forpligtelser, den måtte have, heriblandt afslutning af anlægsarbejde. Et eksempel: I Tvis er en ihærdig gruppe lykkedes med at indsamle et anseligt millionbeløb, og derved kunne etablere et centertorv med en superfin dagligvarebutik, tankstation og vaskehal. Man er aktuelt også i gang med at etablere et grønt parklignende område i forbindelse med centertorvet. Alt finansieret for lokalt indsamlede penge - det har altså ikke kostet kommunen en klejne. Centertorvet er og bliver supergodt for Tvis – og dermed også for kommunen. Det eneste rådne æble i kurven er, at ud for torvet er der etableret et fartbegrænsende helleanlæg, og eftersom man er i byzone, er det en kommunal opgave at etablere afgrænsning mellem vejen og gangstien/fortovet. Kommunens svar på denne opgave er ni orange trafikkegler, som nu har stået der i flere måneder … Så spørger jeg bare – er det meningen, at det skal se sådan ud? Hvorfor bliver tingene ikke lavet færdig? Er ni orange trafikkegler svaret på den store investering, man lokalt har lavet i Tvis? Kunne man ikke i det mindste sætte en kantsten, og så prøve at få en aftale med bestyrelsen for Tvis Centertorv om eventuelt selv at etablere enten fliser, grus e.l. samt at vedligeholde dette? Ufærdige anlæg giver sådan et opgivende og trøstesløst helhedsindtryk af byen … Få det nu fixet!

Lemvig

Legepladser kan få flere penge

Annonce