Annonce
Debat

Debat: Alle landsoldaterne - hvor blev de egentlig af?

I fjor var jeg med til at finde noget ret enestående. En sten. Så mit hjerte skvulpede lige en ekstra gang, da jeg nogle måneder senere hørte, at samtlige sten af samme slags i kongeriget skal fredes. Næste år. 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. For det var sådan én. En genforeningssten. Og en hidtil (næsten) ukendt eller glemt. Et sted på de himmerlandske heder. De sten er der ellers i hundredvis af, og de er rejst spontant og af mennesker med svulmende hjerter, og siden registreret, katalogiseret og vedligeholdt i rimelig grad. Men den her var forsvundet under radaren.

Jeg tilhører den generation, der har solgt Dybbølmærker i trillebør-læs, og på mærkelig vis betyder de sten noget for mig. Så derfor denne beretning: Engang i 1980'erne lærte jeg en spillemand at kende, Fredsgaard Iversen, bondemand, fiskeribestyrer, men først og fremmest - og i telefonbogen -spillemand. Og en af de navnkundige. For han kunne spille en melodi på både dansk og på svensk dialekt, som han sagde, og holde tonerne den forbudte anelse, som virker hedensk, og holde på historierne. Det sidste er et smart litterært trick, for det giver dybde til landskabet; som der ellers er nok af i forvejen.

Pludselig stod han der, midt i det vilde, på en skråning, hvor heden brækker som en bølge. Nede i ådalen fandt han engang en hovedskal. Helt sikkert efter en mand, der var forsvundet på vej hjem fra et af de berømte Navnsø-markeder for langt over 100 år siden. Vist en slet mand. - Ved man, hvem det var? - Ja. - Hvad hed han? - Det vil jeg ikke sige. - Hvorfor? - Hans familie bor her endnu.

Sådan var Fredsgaard Iversen. Han fortalte også om en mand, en særling, der havde bygget sin egen lille mindepark for genforeningen her på heden. Et fint lille sted, hvor han endda havde sat landsoldater - malede sten, der kunne ligne - til at holde vagt. Alt det gik han og passede i mange år, men så døde han. Og folk begyndte at fjerne stenene, især landsoldaterne, og stille dem rundt om i haverne. Det lykkedes mig at få ham til at vise mig et sted, hvor der skulle stå en soldat. Vi kørte stille forbi. Ikke noget med at gå ind. Så døde Fredsgaard Iversen.

Jeg har ledt efter de sten siden, og først i fjor var der bid. Det var en lykkelig fejltagelse, der bragte mig videre. Havde egentlig opgivet, men netop i tørke-sommeren 2018 så jeg fra landevejen synet af et par rumper, der stak op. Tyttebær.

En ældre fyr rejste sig, smilende kone bagved. Om han tilfældigvis havde hørt om en danseplads her på heden, for genforeningen?

Næh, men måske alligevel; han pegede på en bestemt høj, hvor han kunne huske, de fjernede sten.

- Egon Larsen fra Hornum.

Han kan rigtig meget om heden, men har ikke ret ... ikke i denne sag, men Egon tændte ilden igen. Og jeg sendte den videre via de digitale bavne-blus, og en dag ringede telefonen: - Jeg tror, jeg har fundet den sten, du leder efter. Det var Poul, spillemandens søn.

Få uger senere står vi der, han og jeg og en fotograf. Her ser man aldrig et øje; det er noget af det nærmeste, Danmark kommer til vildmark.

Landskabet har ændret sig. Heden er blevet til egeskov. Lidt udenfor rejser bakkerne sig, og en tynd grøn strimmel henover dem viser, at her kom man en gang nemt kom fra Aalborg til Løgstør over Halkær. Eller ned til dansepladsen. For det blev mindeparken også brugt som.

"Her er den", siger Poul og bøjer sig ned og flytter græsset. En lille kurveformet række af regelmæssige brune sten står og ligner en undermund. En balustrade, som et orkester har kunnet stå og spille foran, mens der blev danset rundt om i lyng og græs. Han sætter en finger på den brede midter-sten: "Se, der står '1920'. Jeg har selv trukket 0'et lidt op."

Hvem var han så, særlingen på Bruså Mølle? Det har Benny Houmann fundet ud af; han er barnebarn af mølleren, bror til mindepark-byggeren, som var en mand med et godt hjerte, en god og snurrig forstand og desværre en tør plet i halsen. A. V. Houmann.

Historien er følgende: I februar 1906 forlod gartner Anders Villadsen Houmann fra Lundby i Himmerland, og hustru, jordemoder Nielsine Martine f. Pedersen fra Oudrup i Himmerland, begge bosiddende i Als, Østhimmerland, hinanden efter 12 års ægteskab, og han flyttede fra hende og deres fem børn, tilbage til sit barndomshjem, Bruså Mølle på Lundby Hede, og ind hos sin bror.

Som mange sære enlige fyldte han sine dage med at skaffe sig viden om alverdens ting, og sin tiloversblevne kærlighed kastede han på fædrelandet. Da Danmark, 14 år efter parrets skilsmisse, 2 år efter Første Verdenskrigs afslutning og 56 år efter nederlaget i 1864 blev genforenet med Sønderjylland begyndte han sit livsværk, rejsningen af den lille mindepark på heden. Der er et eller andet hos ham, der tyder på ønsket om en genforening.

Benny har stået på hovedet i arkiver og albums og fortæller, at Anders måske har været lidt vidtløftig, og lidt våd - det bliver man gerne af sorg - der er beskeder i papirerne om taxa-lørdagsture hele vejen fra Løgstør til Bruså Mølle. Det koster, i sidste ende også møllegården. Nielsine derimod er en travl og efterstræbt jordemoder i hele Himmerland, flytter hele tiden, og eks-parret flytter lige så stille nærmere og nærmere hinanden.

I begyndelsen af februar 1943 dør Nielsine - Anders er ulykkelig, utrøstelig over ikke at måtte komme med til hendes begravelse, men han er for svag. Han dør selv få uger senere i slutningen af samme måned. Han ligger begravet på Lundby Kirkegård under en nu fredet sten. Lige ved tårnet, hvor man for resten gemte nedkastede våben under krigen, og hvorfra man lige kan skimte Oudrup Kirke, en lille tårnløs kvaderstens-bygning, der står som i middelalderen. Her ligger hun begravet.

Så kom 50'erne. Folk fik brug for sten, og underholdning. Der er stadig dem, der kan huske festerne, bl.a. en harmonikaspiller på snart 100 år. Gunnar Holmager, fra Gundersted. Han har spillet med Fredsgård, men mindes ikke alt det patriotiske - og slet ingen soldater. Men fest har der været. Og Fredsgaard var chefen. Det var tydeligt. Hans far var også spillemand og havde lært sin søn den vigtige regel: Man må aldrig spille hurtigere, end at et gammelt par kan følge med.

Nyligt afdøde historiker Inge Adriansen har talt om en særlig skæbne, der kan true mindesmærker, så de bliver glemselssteder, men er genforeningsstenene sådan nogen?

Tror det ikke. Der er noget særligt ved dem. De putter sig eller bryster sig i landskabet, og så er de ikke rejst af nationen, eller af folket, men af folk. Hvad enten det drejer sig om Esterhøjstenen på 25 tons, trukket 2500 meter med en stigning på 85 meter, af knap 500 mand og 22 heste, + 25 børn og kvinder de sidste 25 meter. Eller den lille A3 ark store sten midt i Hasseriis Å mellem Nibe og Aalborg, rejst i nattens mulm og mørke alene af en følsom bondedreng. Nu næsten under vand. På Nyord ved Møn står også en, ganske lille, og for nylig, i nattens mulm og mørke pudset op og restaureret, af ukendte.

Det ville da være historisk ironi, at netop det, at man statsautoriserer genforeningsstenene, skulle føre til glemsel - selvom den slags vel er set før. Inge Adriansen kalder dem rask væk Danmarks største og originaleste bidrag til Europas mindesmærke-kultur. De har hver og en, en særlig historie.

Men hvor blev de af, soldaterne? Nu er stenene fundet, de fleste af dem. Hvis nogen ved mere, må de gerne kontakte undertegnede: kovejen45@post.tele.dk

Det når jeg lige at få skrevet, så klinger en mail ind. Det er spillemandens søn:

"Så vidt jeg ved, er soldaterne sidst set i et par brødres have i F...strup, hvis det kan være et tip. God jagt. Poul."

Gorm Rasmussen
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Verdensmusik spiller til dans

Annonce