Annonce
Debat

Debat: Amerikansk uddannelsesinitiativ har stor succes med at bryde racisme og løfte marginale samfundsgrupper

Illustration: Gert Ejton
Annonce

En banebrydende ny amerikansk skoleform, de såkaldte p-tech skoler (”pathways to technology”), der kombinerer grundskolens overbygning, gymnasial og erhvervsrettet ungdomsuddannelse med videregående uddannelse, erhvervspraktik og delvis jobgaranti, ser ud til at være en succes i forhold til at bryde strukturel racisme og skabe markante mønsterbrud for marginaliserede unge. P-tech-modellen blev sat i værk under Obama, og skolerne er som regel placeret i belastede områder. Her er beboerne typisk enten afroamerikanere og/eller hispanics, hvilket er den gængse amerikanske betegnelse for unge med sort eller latinamerikansk baggrund. Samtidig er p-tech med til at løse samfundets mangel på de såkaldte STEM kompetencer (Science, Technology, Engineering, Math), i praksis det teknisk-naturvidenskabelige, IT- og håndværksmæssige felt. Det ser ud til, at p-tech bidrager til at løse flere samfundsproblemer i ét hug: strukturel racisme, ulighed, ghettoisering og mangel på STEM-unge.

Interessant er det også, at p-tech skolerne har en dansk forløber i de såkaldte ”t-klasser” (t=tekniker), der eksisterede som en linje i folkeskolens overbygning i perioden 1959-1975. Også den linje blev oprettet for at løse flere problemer på én gang: manglen på STEM-kompetencer var som i dag udtalt i 60’erne, hvor det væltede ind med de store ”boomer”-årgange i skolen, og mange blev beskrevet som urolige, fagligt svage eller ”ikke-uddannelsesparate”, som man ville sige i dag. Men t-klasserne blev en stor succes og tilbød en alternativ vej til erhvervs- og videregående uddannelse. Mange blev håndværkere, teknikere, lærere, ingeniører, osv. Pædagogisk set lignede t-klasserne også p-tech med sin vægt på problembaseret undervisning, en teknisk fagrække, tværfaglige og værkstedsorienterede forløb og masser af erhvervspraktik.

I USA har p-tech skolerne et særligt fokus på at få udsatte unge til at kunne gå ind i det ekspanderende felt af ’new-collar’ jobs inden for IT- og hi-tech. New-collar er en betegnelse, der lander midt mellem de traditionelle ’blue collar” (faglærte arbejdere) og ’white collar” (funktionærer) betegnelser. ’New-collar” jobs indeholder både almindelige faglærte og boglige elementer men også mere teknologibaserede og tværgående arbejdsfunktioner og passer dermed ikke særlig godt til det eksisterende uddannelsessystem med dets opdelinger i kategorier som ”erhvervsfaglig”, ”gymnasial”, ”kort videregående” eller ”mellemlang videregående”.

De unge kommer direkte ind på P-tech efter 7. klasse – ikke på baggrund af karakterer og test (så kunne mange af dem slet ikke komme ind) men efter ansøgning, lodtrækning og efterfølgende samtale. ”I optager altså ikke de dygtigste?” spurgte vi en af lærerne. ”Nej, men det bliver de, når de går her!” svarede han. P-tech er gratis for eleverne, hvilket er enestående i USA, hvor der skal betales ved kasse 1, så snart noget lugter af college. Fagrækken er logisk nok meget teknologi- og IT-orienteret: eleverne lærer fx at programmere (coding), lave 3D animation, etablere IT-sikkerhed og digitale netværk og at bygge robotter og droner, men de har også almindelige fag som engelsk, billedkunst, biologi og historie, idet p-tech skolerne er integrerede i det offentlige skolesystem. Samtidig kan uddannelsen meriteres, således at eleverne kan vælge at uddanne sig i en helt anden retning, hvis de fortryder STEM overvægten.


P-tech skolerne er en konkret løsning på den strukturelle racisme og ulighed, som er i fokus for de mange ’black-lives-matter’ arrangementer og demonstrationer, der foregår i USA og hele verden lige nu. Måske ville det også være en god ide i en eller anden form at genoplive den danske t-klasse ordning?


Sarah E. Goode P-tech skolen i Southside Chicago var sammen med Brooklyn p-tech i New York de allerførste af slagsen. Lige nu går der cirka 1000 elever på Sarah E. Goode. En af afdelingslederne, Calvin Chu, fortæller, at skolens færdige kandidater, nu hvor skolen har eksisteret i 9 år, har et vældig godt ry og er meget efterspurgte, både på avancerede arbejdspladser og på universiteterne. Skolen består, som Chu fortæller, af 50% blacks og 50% Hispanic elever. Skoledistriktet, South Side Chicago er et af USA’s mest belastede med fx tårnhøj kriminalitet og meget lav SES (“Social Economic Status”). Et andet centralt element, som Chu understreger som en del af successen, er netop den kendsgerning, at p-tech er gratis.

De normale udgifter til College (universitet) er 20-30.000 $ pr studerende pr år – det er så meget, at de fleste ender med stor studiegæld. Amerikanske forældre er ved at segne under disse udgifter, og dette emne spiller en væsentlig rolle i den igangværende valgkamp derovre. Udover at p-tech er gratis, er der løn i de mange praktikperioder på p-tech – og nogle studerende er også i stand til at finde tid til velbetalte fritidsjob, fx i IT-branchen. Chu gav rørende eksempler på p-tech elever, der var i stand til at give forældre og søskende penge under studierne, og dermed ikke bare skabe mønsterbrud for sig selv, men også for familierne.

Meget tyder således på, at p-tech skolerne har fundet den rette tilgang til at tilgodese og fastholde marginaliserede unge i det amerikanske uddannelsessystem. P-tech skolerne er en konkret løsning på den strukturelle racisme og ulighed, som er i fokus for de mange ’black-lives-matter’ arrangementer og demonstrationer, der foregår i USA og hele verden lige nu. Måske ville det også være en god ide i en eller anden form at genoplive den danske t-klasse ordning?

Forfatterne har skrevet en artikel om p-tech skolerne, der bliver publiceret i ”Kognition og Pædagogik” nr. 116 (udkommer efterår 2020). Frans Ørsted Andersen skrev en kronik om det danske t-klasse system, som Fyens Stiftstidende bragte i 2001.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Jesper Andersen sælger Danbolig

Annonce