Annonce
Debat

Debat: Andelstanken kan give en ny generation adgang til landbruget

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’.

Til salg. Skiltene med de to ord findes overalt, hvor man bevæger sig på de små landeveje. Og det er sjældent græskar, pastinakker og mirabelle-blommer, der er til salg - men huse og gårde. Langt de fleste gårdejere er i dag over 60 år, og derfor ser vi i disse år et omfattende generationsskifte i landbruget. Der er blot lige det problem, at der ikke er nogen næste generation at skifte til.

Mange af os, som er vokset op på landet, er flyttet til byerne, har taget akademiske uddannelser og fået et fjernt forhold til jord. Man kan sige, at vi er den generation, der har mistet ’jordforbindelsen’. Hvorfor hører vi så egentlig ikke mere til generationsskiftet, som sådan set ikke kan finde sted, fordi næste generation glimrer ved sit fravær? Det er fordi de mindre gårde så let som ingenting bliver købt op af de store gårde eller af udenlandske kapitalfonde. Adgangen og råderetten til dyrkningsjorden – vores livsgrundlag – ender på ganske få hænder og glider os kollektivt af hænde, alt imens vi har travlt med andre ting.

De stores opkøb af de små og de forsvindende fællesskaber på gårdene har fået mig til at vågne op og reagere. For udviklingen på landet har i høj grad også noget med mig at gøre, eftersom jeg ikke står klar med de rette kompetencer til at overtage den fædrene gård som også står til salg. Jeg bor i leje-lejlighed på Nørrebro i København, dyrker spiselige blomster på min tagterrasse, køber øko-varer i supermarkedet, stemmer grønt til folketingsvalget og har en boglig uddannelse i ryggen. Det er al sammen meget godt, men der skal mere til. Det er også mit – og dit - ansvar, hvad der sker med ejerskabet af vores dyrkningsjorde midt i det store ’generationsskifte’. Det er vores fælles ansvar, at vi ikke ender i en fordeling af jord, som er endnu mere skævt end før landbrugsreformernes tid!

Spørgsmålet er så, hvordan vi, ’det jordløse folk’, overhovedet kan spille en rolle? Hvordan kan vi, der lever i lejligheder og parcelhuse, øve endnu større indflydelse på, hvordan jorden behandles? Hvordan kan vi skubbe anvendelsen af vores jorde i en mere klimavenlig, giftfri, resilient og regenerativ retning? Og hvordan kan vi samtidig bidrage til, at fællesskabet omkring gårdene bliver genopbygget? I dag er der ganske få ansatte på en farm med tusindvis af dyr og hundredvis af hektarer. Det skaber meget lidt fællesskab.

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’. For et medlemskab på 150 kr. om måneden ejer og driver vi sammen ’Lerbjerggård’ i Melby i Nordsjælland med 5 hektar jord. Arealet er stort nok til at vi kan plante træer og buske, som binder CO2, og til at det unge landmandspar Nanna Thomsen og Christopher Lieblein Lundgren kan få indtjening nok gennem salg af grøntsager. Det sidste kræver ifølge dem kun omtrent én hektar dyrknings-jord, som skal skifte fra lod til lod fra år til år. Deres høstudbytte vil kunne give sund og klima-venlig kost til mange familier. Vi tror på små-skala landbruget og at give noget af arealet til vild natur, og vil købe flere og flere mindre gårde op efterhånden som vores medlemstal vokser.

Nanna og Christopher, som har studeret på Kalø Økologiske Landbrugsskole, har banket på hos flere banker for at få lov til at låne penge til deres store drøm, at købe en gård. Men forgæves. Da de hørte om vores forening, der støtter landmænd, som vil dyrke jorden økologisk og klimavenligt, var det en spændende løsning for dem. Ikke alene får de, når vi har fået renoveret stuehuset, muligheden for at flytte ind på Lerbjerggård, de har også allerede tusind entusiastiske medlemmer i ryggen, som de kan trække på, når der er arbejdskraft-krævende opgaver på gården og i marken. Den ensomme landmands tid er forbi. I ’Andelsgaarde’s første sæson har vi medlemmer blandt andet deltaget i plantning af bærbuske, rensning af ukrudt på gårdspladsen, slibning af gamle vinduer, bygning af raftehegn og opgravning af jordskokker.

På Lerbjerggård skal vi anvende plantegødning og eksperimentere med skov-landbrug. Med den rette forvaltning og indstilling kan landbrugsjord anvendes til at binde CO2, og kan dermed blive en vigtig nøgle til at holde temperaturstigningerne nede til inspiration for landmænd overalt i verden. Men klimavenlig, økologisk og regenerativ dyrkning kræver fællesskab og mandskab, fordi man hverken sprøjter eller pløjer. Derfor er det godt at være mange, og fællesskabet kan dække økonomisk ind, hvis for eksempel høsten slår fejl. Vi er mange byboere, som har glæde af at være til gavn, få ’fingrene i jorden’ og konkret bidrage til et mere positivt klimaregnskab. Hvis vi vil fællesskaber og klima det godt, så må vi, det jordløse folk, hver især engagere os på en langt mere konkret måde i udviklingen på landet. Vi ses i marken.

Annonce
Illustration: Gert Ejton

Om skribenten

Helle Solvang er foredragsholder, grøn folkeoplyser, radiovært, dokumentarist samt moderator på Kulturmødet Mors. Hun er opvokset på en gård ved Lammefjorden og bosat i København. Hun er medlem af Andelsgaarde (andelsgaarde.dk) og skildrer dyrkning og opbygningen af fællesskabet dokumentarisk. Andelsgaarde har planer om at opkøbe flere gårde rundt om i landet i takt med at medlemstallet stiger. Realdanias pulje ’Underværker’ har i sidste uge bevilget "Andelsgaarde" en million kroner i støtte til et fælleshus på Lerbjerggård.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lokalpolitik. Få det nu fixet!

Debat: Når man bevæger sig rundt i Holstebro Kommune, får man især i landsbyerne et trist indtryk af en kommune i anlægsmæssigt forfald. Alt for mange kommunale opgaver bliver ikke løst, alt for mange fortove og veje er i en sølle forfatning, og alt for mange påbegyndte opgaver bliver ikke lavet færdig. Vi, der bor uden for bygrænsen, kæmper for at udvikle og vedligeholde landsbyerne, ofte med private investeringer. Den politiske holdning er åbenbart, at vælger man at bosætte sig i en landsby i Holstebro Kommune, må man forvente, at byudvikling og vedligeholdelse er en lokal opgave. Heldigvis er der i de fleste landsbyer lokale ildsjæle, der allokerer masser af kræfter og fritid til dette - og heldigvis er det for det ofte muligt, at få de lokale til lommerne, så mange af de tiltag, der også bør være i landsbyerne, kan finansieres. Kæmpe cadeau til ildsjælene i borgerforeningerne rundt om i kommunen for deres indsats. Byrådspolitikerne burde takke jer dagligt, I gør deres arbejde uendeligt meget lettere. Når det så er sagt, må man dæleme da også kunne forvente, at kommunen løser de opgaver, der udenfor al tvivl ligger hos dem. At projekter, der bliver igangsat, også bliver lavet ordentligt færdig. Vi i landsbyerne betaler også kommuneskat, vi bør kunne forvente det samme fokus på vedligehold og anlægsarbejde, som man har i Holstebro by. Man bør kunne forvente, at når et lokalsamfund investerer masser af kræfter og kapital i at etablere attraktive tiltag for beboere og eventuelt tilflyttere, må kommunen også have interesse i at opfylde de forpligtelser, den måtte have, heriblandt afslutning af anlægsarbejde. Et eksempel: I Tvis er en ihærdig gruppe lykkedes med at indsamle et anseligt millionbeløb, og derved kunne etablere et centertorv med en superfin dagligvarebutik, tankstation og vaskehal. Man er aktuelt også i gang med at etablere et grønt parklignende område i forbindelse med centertorvet. Alt finansieret for lokalt indsamlede penge - det har altså ikke kostet kommunen en klejne. Centertorvet er og bliver supergodt for Tvis – og dermed også for kommunen. Det eneste rådne æble i kurven er, at ud for torvet er der etableret et fartbegrænsende helleanlæg, og eftersom man er i byzone, er det en kommunal opgave at etablere afgrænsning mellem vejen og gangstien/fortovet. Kommunens svar på denne opgave er ni orange trafikkegler, som nu har stået der i flere måneder … Så spørger jeg bare – er det meningen, at det skal se sådan ud? Hvorfor bliver tingene ikke lavet færdig? Er ni orange trafikkegler svaret på den store investering, man lokalt har lavet i Tvis? Kunne man ikke i det mindste sætte en kantsten, og så prøve at få en aftale med bestyrelsen for Tvis Centertorv om eventuelt selv at etablere enten fliser, grus e.l. samt at vedligeholde dette? Ufærdige anlæg giver sådan et opgivende og trøstesløst helhedsindtryk af byen … Få det nu fixet!

Lemvig

Legepladser kan få flere penge

Kultur

Film viser det nye vandkunstværk

Annonce