Annonce
Debat

Debat: Byg en bæredygtig bro over generationskløften

Hvis bedsteforældregenerationen ville aflyse en enkelt rejse i ny og næ, udskyde golfspillet til næste weekend eller tage et par ugentlige timer mindre foran tossekassen - og i øvrigt insistere trods den nye generations manglende entusiasme for alt det, de endnu aldrig har prøvet.

Vi har haft ”Sharing Brandbjerg”-weekend på Brandbjerg Højskole. Betegnelsen dækker over den grønne omstillingsproces, vi tilstræber og bruger som pædagogisk rum for bæredygtig dannelse.

”Sharing” fordi tanken er, at det er de erfaringer og erkendelser, vi opnår undervejs, der er det egentlige guld - og i bæredygtighedssammenhænge bør guld smides på gaden, hvor alle kan få del i det. Det er en af årsagerne til, at bæredygtighed og kapitalisme ikke altid går hånd i hånd. Vi bruger et engelsk udtryk, fordi bæredygtighed er et grænseoverskridende anliggende, og fordi 25 procent af vores elever kommer fra resten af verden.

Weekenden er helt særlig, fordi vi inviterer tidligere elever ind til i samarbejde med nuværende elever helt frivilligt at knokle på skolens arealer med grøn omstilling på mange niveauer. Det handler om at skabe bæredygtig forandring i direkte forstand, men også i mere indirekte forstand ved at skabe uderum, der inviterer folk tættere på den natur, vi er en del af. Vi planter en nøddelund, skaber en sansehave, oprenser voldgrav og bygger fuglekasser.

Med 400 ekstra hænder og fødder sker der virkelig noget i løbet af sådan en weekend, men fordi vi er en skole, er det primære produkt slet ikke det, de skaber sammen, men AT de skaber sammen og mærker naturen og de bæredygtige forandringer på egen krop. Vi skaber et rum for bæredygtig dannelse, hvor den unge generation med egne hænder og krop mærker, at de er i direkte kontakt med verden, og at deres aftryk på den er helt reelle og håndgribelige. Det kan virke banalt. Det er det ikke. Vi oplever en generation, som i høj grad er digitalt distanceret fra den fysiske verden, der udgøres af naturen og det håndværksmæssige arbejde, hvis opgave det er i respekt for dette fælles livsgrundlag at omskabe naturen til alt fra fødevarer til byggematerialer.

På Brandbjerg har vi en almindelig kendt diskussion om bæredygtig forandring. Begynder det hos den enkelte, eller begynder det på den store politiske skala? Jeg er overbevist om, at det er en vekselvirkning. Enhver politisk beslutning begynder med en personlig motivation, og vores opgave som skole er at give det enkelte menneske redskaberne til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag. Derfor skal vores elever også have fingrene ned i mulden, hænderne på træ og hammer og opleve biodiversiteten og naturens kredsløb med egne sanser for at kunne forholde sig til de store politiske dilemmaer. De skal mærke, hvad de har at vinde og miste for at kunne træffe kvalificerede beslutninger. De rekreative og betydningsskabende funktioner ved mødet med natur og håndværk har jeg ikke plads til at udfolde her.

Det er aldrig for sent at opdage vores fælles livsgrundlag, men det er en enorm fordel for alle, hvis flere opdager det før end siden. Håndværk og naturkendskab fylder ikke meget på skoleskemaerne anno 2019, men det betyder ikke, at den opvoksende generation behøver at vente med at få et forhold til disse ting, indtil de selv finder på højskole. Vi har en enorm ressource, som generelt alt for sjældent kommer i spil i disse sammenhænge, men som kunne have en mægtig betydning for verdens fremtid. Passivt betragtet anskuer nogen denne ressource som en stor klump af åbne munde, røve der skal tørres og rystende, krævende hænder.

Den har endda fået eget navn. De kalder den Ældrebyrden. Men der skal ikke megen perspektivændring til for at anskue den som et reservoir af viden, erkendelser og lidenskaber, som kan inspirere og smitte kommende generationer med alt fra kærlighed til naturen til håndværksmæssig kunnen og ikke mindst en før-overforbrugssamfundsmentalitet, som næsten ingen unge kender. Det er ved at være sidste chance for at tappe ind i en generation, der ikke er vokset op med forbrugshysteriet som selvfølgelig følgesvend. Omvendt, tro mig, har ”de gamle” så meget at lære af de unge, også om bæredygtig udvikling.

Hvis bedsteforældregenerationen ville aflyse en enkelt rejse i ny og næ, udskyde golfspillet til næste weekend eller tage et par ugentlige timer mindre foran tossekassen - og i øvrigt insistere trods den nye generations manglende entusiasme for alt det, de endnu aldrig har prøvet. Hvis I gamle gad at lokke, hive eller slide børn og unge væk fra skærmene og i stedet tage dem med en tur i skoven, hugge brænde, fiske, luge, bygge, bage, synge, fortælle eller tusind andre ting, så ville I ikke alene styrke båndet til børnebørnene eller naboernes børn på vejen, I ville også kunne skabe rum for et generationsmøde på tværs af lidenskaber, mentaliteter og erkendelser, som i den grad ville kunne give liv til sammenhængskraft og bæredygtig udvikling i vores samfund og gensidigt kunne kvalificere den enkelte generations kamp for den grønne omstilling. Frem med værktøjet! Der skal bygges bæredygtige broer over generationskløften!

Annonce
Illustration: Gert Ejton

Tirsdagstænketanken

Opinion har samlet et panel af skribenter, der på skift hver tirsdag sender begrebet bæredygtighed tæt på os ved at fortælle, hvordan de ser, at vi kan komme fornuftigt ind i fremtiden og håndtere de problemer, der er i både lokalt og i det store perspektiv.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Lemvig Kirke kommer på tv

Struer

Nu skal vi have en ny børnehave

Læserbrev

Natur. Falsk reklame for urørt skov

Debat: Andreas Petersen (AP) fra organisationen ” Verdens Skove” påstår i Holstebro Dagblad den 7. december, at produktionen af energiflis går ud over dyre- og plantelivet i vore skove. Han nævner, at der ”kun” er 3,4 kubikmeter dødt ved pr hektar i vore skove, og at dødt ved er en vigtig pegepind for, hvor god skovens naturtilstand er. For det første er 3,4 kubikmeter pr hektar egentlig ret meget. Tallet stammer fra en opgørelse til EU fra Københavns Universitet over træ, der er efterladt i skoven som dødt ved over ti centimeters tykkelse; formentlig for at bedømme, hvor meget der KUNNE have været anvendt som gavntræ. Det kan ikke bruges som en opgørelse over, hvad der er til rådighed for veddestruerende insekter og svampe i skoven. For både stubbe, rødder og grene omsættes jo også. Alene rødder og grene udgør 20 procent af den vedmasse på 2.500.000 kubikmeter, der skoves årligt, og hertil kommer træet i stubbene. Da omsætningen af træet tager mindst 20 år, skal den mængde, der årligt efterlades, ganges med 20 for at kunne sammenlignes med de 3,4 kubikmeter. Det samme gælder den årlige tilvækst på de 13.000 hektar, der allerede er udlagt som urørt skov. For vores skovareal på 600.000 hektar ligger der derfor minimum 14.000.000 kubikmeter til insekter og svampe - eller i gennemsnit 23 kubikmeter pr hektar. Hertil kommer hvert år over én million kubikmeter energitræ og brænde, der ligger til tørring i insekternes sværmningstid. Der er altså allerede nu umådelige mængder af mad til insekter og svampe. På EU's lister i habitatdirektivet over arter, der regnes for truede på hele EU's areal, er der 84 arter i Danmark. Heraf er ingen svampe. Og kun to arter - en bille, eremit, samt en få millimeter stor Stellas mosskorpion - er afhængig af urørt skov eller dog noget i den retning, idet de lever i smuld i rådhuller i meget gamle træer. Det lille antal truede arter skyldes for eksempel at arter, der er sjældne i Danmark, udmærket kan være helt almindelige andre steder i EU, fordi Danmark er lille og ligger på grænsen af udbredelsesområdet for rigtig mange arter. Når AP skriver: (for) ”meget energiflis går ud over dyre- og plantelivet” skal man lige være klar over, at det drejer sig om biller og svampe. For skovens fugle og pattedyr har aldrig haft det bedre. En håndfuld af skovens dagsommerfugle har været i tilbagegang, og det gælder også de lyskrævende urter, som for eksempel vilde violer, som disse sommerfugles larver lever på. Tilbagegangen skyldes især ophør med gammeldags landbrugsdrift og komfurbrænde-lavskovsdrift i skovene. Mørk, urørt skov vil her gøre skade, ikke gavn. Alligevel forlanger Danmarks Naturfredningsforening og Verdens Skove gang på gang 75.000 hektar urørt skov. Det er uforståeligt, at de 13.000 hektar, et areal som Samsø, der allerede er udlagt til urørt skov, sammen med de mange ”evighedstræer ” ikke skulle være nok. Når de skovlevende ud af vores cirka 8000 bille- og svampearter har overlevet selv verdenskrigene, hvor hver en tændstik blev udnyttet, er forholdene nok slet ikke så tossede. Især da trusselsniveauet for bestandene af biller og svampe generelt er dårligt undersøgt, fordi kun ganske få eksperter kender de sjældne arter.

Erhverv

Mange vælger fisk til julemaden

Annonce