Annonce
Debat

Debat: Døden og hvad den gør ved os

Da min familie og jeg i 1989 mistede en bror og søn i en trafikulykke, ramte det os som et lyn, og vi stod målløse og måbende tilbage og stirrede med vantro, fortvivlelse og i larmende tavshed på hinanden.

Allehelgen er blevet en gedigen succes for folkekirken.

Én ting er, at begravelser og bisættelser suverænt er dén kirkelige ydelse, som bringer flest mennesker i kontakt med folkekirken, og hvor tilfredsheden er størst. Noget andet er, at allehelgen åbenbart som gudstjenestetilbud rammer et hos langt de fleste mennesker udbredt og stærkt behov for at adressere og sætte forløsende ord og ritualer ind i sorgen og savnet også efter begravelsen eller bisættelsen.

Derved røbes en dyb hemmelighed om det at være menneske – på godt og ondt: Det er ved tabet af den elskede og ved påmindelsen om vores egen død, at vi for alvor rækker ud efter en mening med vores liv, eksistens og tid. Meningen er nemlig svær, hvis ikke helt umulig, at præstere selv midt i fortvivlelsen og sorgen.

Døden, tabet og sorgen aktualiserer med andre ord spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet er her – og hvad meningen kan være med at miste, når nu livet er en gave, som langt de fleste af os hænger ved og ønsker at holde fast i? Sammen med dem, vi elsker og holder af. Omvendt er det således også ved tabet, sorgen og påmindelsen om døden, at vi får indstillet sigtekornet på det, der betyder mest for os, men som i den almindelige, dagligdags trummerum går temmelig upåagtet hen over os og blot bliver taget for givet.

I tilbageblikket på sin afdøde slægtnings og gode vens liv tæller vi i sorgen lutter lyse minder, mens de mørke – ikke forsvinder, men ikke vejer til; ikke som andet end baggrund for de lyse minder, der således lyser så meget desto stærkere op. Kærlighedens fintunede overbærenhed og tilgivelse farver hele den afdødes liv i de lyse farver. Men i akkurat sorgen fremstår dét lys som bemærkelsesværdigt smerte- og modsætningsfuldt, fordi det lader meningsfuldhed danne tæt parløb med en truende meningsløshed, der truer med at trække os med ned et dybt fald.

Der findes vel næppe et sted, hvor vi er så tolerante over for både vores afdøde familiemedlemmer og dem, vi samles med, end i netop sorgen. I sorgen hyller vi det uperfekte menneske, som vi tankevækkende nok mest omfatter med en blanding af irritation og vrede, når vi møder dem i den skemalagte dagligdag og den rutineprægede job- og karriere-planlægning. Ved synet af hinandens sorg er vi ufatteligt kloge på livet. Og den forskellighed, vi ellers dyrker som noget nær en religion, bliver enten nivelleret eller helt udvisket, fordi vi i mødet med døden og tabet står nogenlunde nøgne over for et fællesmenneskeligt faktum, som ingen af os kan unddrage os eller gøre noget ved. Vi indhentes før eller siden. - Helst siden!

Som præst og sjælesørger bliver jeg rent ud sagt brandvarm om hjertet, når jeg ved talrige dødsfald, såvel pludselige som længe ventede, oplever, i hvor høj grad vores indbyrdes medmenneskelighed og omsorg er så intakt, at vi uden videre tager hånd om hinanden, når døden går på rov og udleverer os kræfter, vi ikke selv kan magte, men hvor vi for alvor er henvist til hinanden.

Da min familie og jeg i 1989 mistede en bror og søn i en trafikulykke, ramte det os som et lyn, og vi stod målløse og måbende tilbage og stirrede med vantro, fortvivlelse og i larmende tavshed på hinanden. Venner, familie, kolleger og naboer skyndte sig hen til os – for de flestes vedkommende uden at sige en hel masse, men blot for at give et knus og forsikre os om deres sympati og deltagelse.

Som én af dem sagde, da hun bankede på døren og kom ind i foyeren: »Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal sige, men kan jeg ikke bare hjælpe jer med noget nu, hvor I ikke selv véd, hvad I skal gøre?” - Huset var fyldt med gæster, hun gav mine forældre et knus og gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op.

Sorgen, tabet og savnet kalder menneskeligheden frem i os, og vi ser ikke på stand, rang, job eller andre udvendige forhold, hvormed vi ellers plejer at inddele hinanden og navigerer selvbevidst i tryg forvisning om, at vi ikke behøver komme ind på livet af hinanden og blive forsinket i vores private livsprojekter.

Døden gør ingen forskel. Det fortæller ret meget om livet – ikke mindst om livet med hinanden i ligeværd, respekt og kærlighed.

Annonce
Henrik Bang-Møller
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Thyborøn får et nyt spisested

Læserbrev

Politik. Få nu ansat Sputnik!

Debat: Jeg har sagt det før, og gør det gerne igen. Der er og bliver ingen rød tråd, idet byrådet fortager sig. Nu skal vi til at betale mere i kommuneskat, selvom det burde være omvendt. Pengene fosser ud af kommunen som aldrig før. Jeg har sagt det før: Få ansat mig i en helvedes fart. Så er der en del mennesker, der har spurgt mig, jamen hvad vil du gøre, Sputnik? Og se, det er virkelig et godt spørgsmål. Som det første vil jeg jævne bygningerne på slagterigrunden, få opført det svømmestadion. Både med et 50 meter bassin samt badeland, der siger Spar 2, både med stripperstang og små bure, hvor kvinder kan danse topløs. Så vil jeg flytte de aktiviteter, som der er på slagterigrunden, ned i den gamle biograf. Går det for stærkt kære byrådsmedlemmer? Alt støtte til TTH og musikteatret skal skæres med 75 procent, så de bliver ligestillet med Poul Hornshøj og andre ildsjæle vi har! Og det mest rystende er de 60.000 timers sygefravær, som de ansatte har. Det skriger jo til himlen, hvor dårligt lederne behandler deres medarbejdere. Prøv nu og droppe de akademikere, man kan ikke styre butikken "Holstebro" ved computer skærme. Altså 60.000 sygetimer svarer altså til 25 fuldtidsansatte, som kunne bruges på for eksempel plejehjem. Eller når kommunen rykker ud til private hjem, så i stedet for to minutter, kunne de blive 10 minutter under hvert enkelt besøg. Alle ville være glade og tilfredse. Nu har jeg kun nævnt nogle få ting, men Dagbladet har ikke plads nok, hvis jeg skulle nævne, alle de ting jeg har. Og hvad er Holstebro i grunden kendt for i dag? Det sejler i Holstebro Kommune, I kan simpelthen ikke være jer selv bekendt. Må Sputnik bevare Holstebro Kommune.

Håndbold For abonnenter

Næststørste sejr i 13 år: Storebror satte tingene på plads i naboopgør

Annonce