Annonce
Debat

Debat: Døden og hvad den gør ved os

Da min familie og jeg i 1989 mistede en bror og søn i en trafikulykke, ramte det os som et lyn, og vi stod målløse og måbende tilbage og stirrede med vantro, fortvivlelse og i larmende tavshed på hinanden.

Allehelgen er blevet en gedigen succes for folkekirken.

Én ting er, at begravelser og bisættelser suverænt er dén kirkelige ydelse, som bringer flest mennesker i kontakt med folkekirken, og hvor tilfredsheden er størst. Noget andet er, at allehelgen åbenbart som gudstjenestetilbud rammer et hos langt de fleste mennesker udbredt og stærkt behov for at adressere og sætte forløsende ord og ritualer ind i sorgen og savnet også efter begravelsen eller bisættelsen.

Derved røbes en dyb hemmelighed om det at være menneske – på godt og ondt: Det er ved tabet af den elskede og ved påmindelsen om vores egen død, at vi for alvor rækker ud efter en mening med vores liv, eksistens og tid. Meningen er nemlig svær, hvis ikke helt umulig, at præstere selv midt i fortvivlelsen og sorgen.

Døden, tabet og sorgen aktualiserer med andre ord spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet er her – og hvad meningen kan være med at miste, når nu livet er en gave, som langt de fleste af os hænger ved og ønsker at holde fast i? Sammen med dem, vi elsker og holder af. Omvendt er det således også ved tabet, sorgen og påmindelsen om døden, at vi får indstillet sigtekornet på det, der betyder mest for os, men som i den almindelige, dagligdags trummerum går temmelig upåagtet hen over os og blot bliver taget for givet.

I tilbageblikket på sin afdøde slægtnings og gode vens liv tæller vi i sorgen lutter lyse minder, mens de mørke – ikke forsvinder, men ikke vejer til; ikke som andet end baggrund for de lyse minder, der således lyser så meget desto stærkere op. Kærlighedens fintunede overbærenhed og tilgivelse farver hele den afdødes liv i de lyse farver. Men i akkurat sorgen fremstår dét lys som bemærkelsesværdigt smerte- og modsætningsfuldt, fordi det lader meningsfuldhed danne tæt parløb med en truende meningsløshed, der truer med at trække os med ned et dybt fald.

Der findes vel næppe et sted, hvor vi er så tolerante over for både vores afdøde familiemedlemmer og dem, vi samles med, end i netop sorgen. I sorgen hyller vi det uperfekte menneske, som vi tankevækkende nok mest omfatter med en blanding af irritation og vrede, når vi møder dem i den skemalagte dagligdag og den rutineprægede job- og karriere-planlægning. Ved synet af hinandens sorg er vi ufatteligt kloge på livet. Og den forskellighed, vi ellers dyrker som noget nær en religion, bliver enten nivelleret eller helt udvisket, fordi vi i mødet med døden og tabet står nogenlunde nøgne over for et fællesmenneskeligt faktum, som ingen af os kan unddrage os eller gøre noget ved. Vi indhentes før eller siden. - Helst siden!

Som præst og sjælesørger bliver jeg rent ud sagt brandvarm om hjertet, når jeg ved talrige dødsfald, såvel pludselige som længe ventede, oplever, i hvor høj grad vores indbyrdes medmenneskelighed og omsorg er så intakt, at vi uden videre tager hånd om hinanden, når døden går på rov og udleverer os kræfter, vi ikke selv kan magte, men hvor vi for alvor er henvist til hinanden.

Da min familie og jeg i 1989 mistede en bror og søn i en trafikulykke, ramte det os som et lyn, og vi stod målløse og måbende tilbage og stirrede med vantro, fortvivlelse og i larmende tavshed på hinanden. Venner, familie, kolleger og naboer skyndte sig hen til os – for de flestes vedkommende uden at sige en hel masse, men blot for at give et knus og forsikre os om deres sympati og deltagelse.

Som én af dem sagde, da hun bankede på døren og kom ind i foyeren: »Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal sige, men kan jeg ikke bare hjælpe jer med noget nu, hvor I ikke selv véd, hvad I skal gøre?” - Huset var fyldt med gæster, hun gav mine forældre et knus og gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op.

Sorgen, tabet og savnet kalder menneskeligheden frem i os, og vi ser ikke på stand, rang, job eller andre udvendige forhold, hvormed vi ellers plejer at inddele hinanden og navigerer selvbevidst i tryg forvisning om, at vi ikke behøver komme ind på livet af hinanden og blive forsinket i vores private livsprojekter.

Døden gør ingen forskel. Det fortæller ret meget om livet – ikke mindst om livet med hinanden i ligeværd, respekt og kærlighed.

Annonce
Henrik Bang-Møller
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Leder For abonnenter

Der er meget at hente her

Lige i tiden er der fokus på sygefraværet på offentlige arbejdspladser, fordi der sendes en del statistik ud for området af den liberale tænketank Cepos, og det er også blevet behandlet på forskellig vis her i avisens spalter. Bemærkelsesværdigt er det såmænd ikke, at de vestjyske kommuner ligger i den gode ende af den slags statistikker. Men overraskende er det måske nok, at der for eksempel inden for plejepersonalet er hele fem dages sygefravær om året i forskel på for eksempel Struer og Lemvig kommuner med Lemvig som den, der er blandt de kommuner, der har færrest sygedage om året. Her ser man på gennemsnitstallet, og det er altså rigtig mange dage, når man ganger op med antallet af personaler inden for plejesektoren. Var der blot 100 ansatte, så var det 500 dage - eller hen ved 10 ugers arbejde, der er til rådighed. Det gør altså en forskel, når man skal regne udgiften ud til sådan en sektor. Man kan også studse over, at der er kommuner, der har langt over 20 sygedage pr. medarbejder i gennemsnit om året, hvor andre har mindre end det halve. Og selv om man regner ud fra den gode ende, så er der vist ikke mange private virksomheder, der opererer med at forudse, at hver medarbejder i gennemsnit skulle have to ugers sygdom om året. Der er selvfølgelig mange facts og kendsgerning bag disse tal, så man ikke "bare lige" kan overføre fra det ene fag til det andet. Der er jobs, som vil give flere sygedage, fordi man er i kontakt med syge mennesker, og det er hårdt og stressende. Men alligevel er det en markant forskel. Det er i hvert tilfælde noget, enhver kommunalpolitiker må tænke meget over, da der her virkelig er nogle penge at investere i bedre arbejdsmiljø med mere, hvis de bliver betalt tilbage med, at medarbejderne er mindre syge. Når man ser ud over landet, så er det vist ikke en fordom, at man føler sig mere forpligtet til at møde op på arbejde jo længere, man er væk fra de store byer. Det skyldes også, at der er mindre enheder, hvor man føler sig forpligtet af fællesskabet, og man kender den, der skal arbejde hårdere, når man bliver hjemme. Det er ret opdragende. Til gengæld er mindre enheder også mere sårbare i statistikkerne, når man taler langtidssyge, da blot en enkelt af dem kan påvirke statistikken ret meget. Derfor kan statistik ikke bruges til alt, men de her statistikker er mere end en tanke.

Annonce