Annonce
Debat

Debat: Engelsk afstemning kan sætte frø i Danmark

Sidste chance for at undgå demokratisk tragedie?

Den helt store Brexit-tragedie er, at folkeafstemningsresultatet ikke respekteres. Og ansvaret ligger hos det flertal i det britiske underhus, som er imod udtræden af EU-unionen og som desværre har ”glemt” deres løfte om og moralske pligt til at respektere folket. De trækker dermed på samme hammel som EU-systemet i Bruxelles, nemlig at gøre alt for at forplumre, forhindre og forpurre Brexit. Hvis det lykkes, har man nemlig sat en skræk i alle medlemslande, så de forstår, at EU-unionen kan man ikke komme ud af.

Næste år har vi i Danmark 100-års jubilæum for en anden vigtig afstemning: Sønderjylland stemte sig hjem til Danmark. Tænk, hvis dette skulle have været implementeret af en tysk regering, der mente det modsatte. Så ville man nok have sat sig imod en ”hård” grænse nord for Flensborg. Grænsen skulle forblive ved Kongeåen og tysk lovgivning skulle gælde i Sønderjylland.

Når man har en vigtig afstemning, som de to nævnte, er det absolut nødvendigt, at afstemningsresultatet respekteres og gennemføres uanset omstændighederne i øvrigt - hvis man altså ikke vil ødelægge tilliden til folkestyret generationer frem i tiden. Skal der endelig stemmes om, må det tidligst ske, nåe man har levet med det gennemførte resultat i en årrække.

Derfor hviler der et stort ansvar på de EU-tilhængere, der nægter at respektere, når de har tabt. Og som med alle kneb forsøger at ødelægge processen med at gennemføre resultatet. Det er, som Bjørnson skriver: ”Folkestyre – foragtet af de store; men elsket af de små”.

Og for at føje spot til skade, følger de fleste danske medier op ved at bygge det meste af dækningen på det fundament, at Brexit som udgangspunkt er en katastrofe. Og der fremkommer sjældent synspunkter, der hylder folkestyret og taler mod dem, der vil ødelægge det. Har nutidens medier en underliggende politisk dagsorden, dikteret af ”de store”? Der er behov for en mere fri presse, der i højere grad referer og i mindre grad politiserer.

Det kommende britiske valg er sikkert sidste chance for, at folkestyret - trods alle odds – sejrer og Storbritannien bliver frigjort fra EU-unionen.

Og så vil vi sikkert opdage, at den britiske nation - trods alle profetier - ikke kæntrer; men som herre i eget hus finder sig selv igen. Måske sætter friheden endda frø, som også spirer i Danmark,

Annonce
Thorkild Sohn
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Leder For abonnenter

Der er meget at hente her

Lige i tiden er der fokus på sygefraværet på offentlige arbejdspladser, fordi der sendes en del statistik ud for området af den liberale tænketank Cepos, og det er også blevet behandlet på forskellig vis her i avisens spalter. Bemærkelsesværdigt er det såmænd ikke, at de vestjyske kommuner ligger i den gode ende af den slags statistikker. Men overraskende er det måske nok, at der for eksempel inden for plejepersonalet er hele fem dages sygefravær om året i forskel på for eksempel Struer og Lemvig kommuner med Lemvig som den, der er blandt de kommuner, der har færrest sygedage om året. Her ser man på gennemsnitstallet, og det er altså rigtig mange dage, når man ganger op med antallet af personaler inden for plejesektoren. Var der blot 100 ansatte, så var det 500 dage - eller hen ved 10 ugers arbejde, der er til rådighed. Det gør altså en forskel, når man skal regne udgiften ud til sådan en sektor. Man kan også studse over, at der er kommuner, der har langt over 20 sygedage pr. medarbejder i gennemsnit om året, hvor andre har mindre end det halve. Og selv om man regner ud fra den gode ende, så er der vist ikke mange private virksomheder, der opererer med at forudse, at hver medarbejder i gennemsnit skulle have to ugers sygdom om året. Der er selvfølgelig mange facts og kendsgerning bag disse tal, så man ikke "bare lige" kan overføre fra det ene fag til det andet. Der er jobs, som vil give flere sygedage, fordi man er i kontakt med syge mennesker, og det er hårdt og stressende. Men alligevel er det en markant forskel. Det er i hvert tilfælde noget, enhver kommunalpolitiker må tænke meget over, da der her virkelig er nogle penge at investere i bedre arbejdsmiljø med mere, hvis de bliver betalt tilbage med, at medarbejderne er mindre syge. Når man ser ud over landet, så er det vist ikke en fordom, at man føler sig mere forpligtet til at møde op på arbejde jo længere, man er væk fra de store byer. Det skyldes også, at der er mindre enheder, hvor man føler sig forpligtet af fællesskabet, og man kender den, der skal arbejde hårdere, når man bliver hjemme. Det er ret opdragende. Til gengæld er mindre enheder også mere sårbare i statistikkerne, når man taler langtidssyge, da blot en enkelt af dem kan påvirke statistikken ret meget. Derfor kan statistik ikke bruges til alt, men de her statistikker er mere end en tanke.

Annonce