Annonce
Debat

Debat: Er effektiviseringskrav til nye sygehuse grebet af den blå luft?

Sundhed: Det kan godt være, at historien fløj under massemediernes radar, men der er ingen tvivl om, at det var en vigtig afdækning, der skete i fredags. Her afslørede mediet Dagens Medicin nemlig, at grundlaget for de høje effektiviseringskrav fra staten til de nybyggede sygehuse mildt sagt er usikkert. Ja faktisk lader det ifølge Dagens Medicin til, at hverken Sundhedsministeriet eller de eksperter, der vejledte den daværende regering, der vedtog kravene, kan begrunde størrelsen på effektiviseringskravene. Der bliver henvist til nogle erfaringer fra Norge, hvor man angiveligt skulle have effektiviseret – altså sparet – 11 procent på det nybyggede hospital. Problemet er bare, at ingen i Norge åbenbart har kendskab til et nybygget hospital, der har oplevet de nævnte effektiviseringer.

Hvad har det så af konkret betydning for det danske sundhedsvæsen og ikke mindst for patienter, læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter med videre? Jo, se blot til Aarhus Universitetshospital. Her blev effektiviseringerne i første omgang de facto til et sparekrav, hvor man beskærer hospitalet svarende til procentsatsen, der skal effektiviseres for. Det er nu nedsat fra 8 til 6 procent med budgetaftalen i Region Midtjylland for 2020. Det er jo indlysende, at når sparekniven bliver ved med at skære løs, har det altså negative konsekvenser for patienterne. Det er ødelæggende for lægers og andre sundhedsprofessionelles betingelser for at give den bedste behandling.

Med tanke på, at der er nye sygehuse på vej i Odense, Køge, Aalborg, Gødstrup ved Herning, Bispebjerg og en række andre steder rundt i landet, kan det kun gå for langsomt med at få undersøgt grundlaget for effektiviseringskravene. Hvis det skulle vise sig, at der ikke er dokumentation for at have de høje effektiviseringskrav, er det selvfølgelig meget problematisk. Især hvis de høje krav også er urealistisk høje. Der er tale om så store beløb i de forskellige sygehusbyggerier, at det både får og har konsekvenser for vores muligheder for at hjælpe patienterne i et i forvejen underfinansieret sundhedsvæsen. Jeg er bekymret for, om de næste hospitalsbyggerier kommer til at gennemgå samme budgetøvelser som i Aarhus.

Derfor må og skal vi have fakta på bordet. Hvordan er det endt med effektiviseringskrav på op til 8 procent? Er det realistiske krav – og er der overhovedet grundlag for at holde fast i det? Jeg kan konstatere, at sundhedsministeren er blevet indkaldt til samråd om sagen. Det er jeg meget spændt på, hvad der kommer ud af. Ret skal være ret; effektiviseringskravene blev aftalt mange år, før den nuværende sundhedsminister satte sig på posten. Men afdækningen af problemerne og ikke mindst en løsning af dem ligger naturligvis på Magnus Heunickes bord, så Lægeforeningen holder øje med det videre forløb.

Man må sige, at det ganske enkelt er bekymrende, hvis kravene om milliardeffektivisering på nye sygehuse hviler på forkerte tal. Og det er en skandale, hvis de høje effektiviseringskrav også er urealistisk høje. Er de det, skal de naturligvis laves om. Det ligger fuldstændig fast. Vores sundhedsvæsen er i forvejen presset efter næsten et årti med underfinansiering. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme til bunds i denne sag.

Annonce
Andreas Rudkjøbing
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Leder For abonnenter

Der er meget at hente her

Lige i tiden er der fokus på sygefraværet på offentlige arbejdspladser, fordi der sendes en del statistik ud for området af den liberale tænketank Cepos, og det er også blevet behandlet på forskellig vis her i avisens spalter. Bemærkelsesværdigt er det såmænd ikke, at de vestjyske kommuner ligger i den gode ende af den slags statistikker. Men overraskende er det måske nok, at der for eksempel inden for plejepersonalet er hele fem dages sygefravær om året i forskel på for eksempel Struer og Lemvig kommuner med Lemvig som den, der er blandt de kommuner, der har færrest sygedage om året. Her ser man på gennemsnitstallet, og det er altså rigtig mange dage, når man ganger op med antallet af personaler inden for plejesektoren. Var der blot 100 ansatte, så var det 500 dage - eller hen ved 10 ugers arbejde, der er til rådighed. Det gør altså en forskel, når man skal regne udgiften ud til sådan en sektor. Man kan også studse over, at der er kommuner, der har langt over 20 sygedage pr. medarbejder i gennemsnit om året, hvor andre har mindre end det halve. Og selv om man regner ud fra den gode ende, så er der vist ikke mange private virksomheder, der opererer med at forudse, at hver medarbejder i gennemsnit skulle have to ugers sygdom om året. Der er selvfølgelig mange facts og kendsgerning bag disse tal, så man ikke "bare lige" kan overføre fra det ene fag til det andet. Der er jobs, som vil give flere sygedage, fordi man er i kontakt med syge mennesker, og det er hårdt og stressende. Men alligevel er det en markant forskel. Det er i hvert tilfælde noget, enhver kommunalpolitiker må tænke meget over, da der her virkelig er nogle penge at investere i bedre arbejdsmiljø med mere, hvis de bliver betalt tilbage med, at medarbejderne er mindre syge. Når man ser ud over landet, så er det vist ikke en fordom, at man føler sig mere forpligtet til at møde op på arbejde jo længere, man er væk fra de store byer. Det skyldes også, at der er mindre enheder, hvor man føler sig forpligtet af fællesskabet, og man kender den, der skal arbejde hårdere, når man bliver hjemme. Det er ret opdragende. Til gengæld er mindre enheder også mere sårbare i statistikkerne, når man taler langtidssyge, da blot en enkelt af dem kan påvirke statistikken ret meget. Derfor kan statistik ikke bruges til alt, men de her statistikker er mere end en tanke.

Annonce