Annonce
Debat

Debat: Erindringsglimt fra min fars oplevelse 4. og 5. maj 1945

Minde: Aftenen 4. maj 1945 står i min erindring i et særligt lys. Mine forældre havde en landbrugsejendom, beliggende ved hovedvej 13 mellem Sørup og Støvring, nær den daværende Juelstrup Præstegård.

Forårsmånedernes hverdage på en gård var også i 1940-erne præget af travlhed. Det gjaldt ikke mindst markarbejdet, tørvegravning og kalkning af stuehus, staldbygninger og lade.

Men søndagene var anderledes. Alt foregik i et andet tempo. Vores medhjælper og min far tog den med ro, den første havde ofte fri, og min mor og far havde på en anden måde end til hverdag tid til os børn. Om eftermiddagen læste min far ikke sjældent højt for os.

Formodentligt af samme grund husker jeg disse søndage som lune, lyse, harmoniske og ofte med et stærkt sollys mod de nykalkede længer.

Skønt jeg altid har vidst, at befrielsesbudskabet lød om aftenen 4. maj, står den aften i min erindring i et forårsagtigt lys, som minder om min barndoms søndage. Alt blev lagt til side, naboerne gik sammen, glæden og fællesskabsfølelsen var mærkbar. Det blev sent, tiden blev ophævet – tidligt eller sent – det spillede slet ingen rolle.

Aftenen 4. maj 1945 huskede man således også i mit hjem som en aften, præget af en helt usædvanlig stemning.

Om aftenen 5. maj blev der i anledning af befrielsen afholdt et større folkeligt møde i Støvring. Mødet havde min far muligvis været med til at arrangere i kraft af sit medlemskab af det daværende Buderup-Gravlev Sogneråd. Mine forældre, to af mine søstre og jeg fulgtes til fods til Støvring den aften for at deltage i mødet.

Før vi nåede ned til krydset ved den daværende Støvring Kro, hvor hovedvej 13 udmunder i hovedvej 10, var en kolonne tyske militærkøretøjer kommet kørende mod syd ad hovedvej 10. Da de nåede ind i byen, så de, at der i anledning af befrielsen var pyntet op med guirlander og flag, som var spændt ud over vejen. Blandt flagene var naturligvis Dannebrog, det engelske-, det amerikanske- men også det sovjetiske flag.

Da de tyske soldater så det sovjetiske flag, gennemhullede de det med kugler, hvilket blandt andet skyldtes, at der den 5. maj endnu ikke var indgået en kapitulationsaftale mellem Sovjetunionen og Tyskland.

På det tidspunkt vi nåede ned til Støvring, havde skudepisoden fundet sted, men en af de tyske kugler havde rikochetteret mod asfalten og ramt en ung pige, som blev alvorligt såret i benet. Vi så ambulancen ankomme for at bringe den sårede til Aalborg Amtssygehus.

Derefter fortsatte vi mod syd for at nå hen til Grangården, en større gård beliggende midt i Støvring. Gården lå med sin flotte kampestensudbygning lige ud til hovedvej 10. Her skulle befrielsesarrangementet afholdes.

Grangårdens store gårdsplads var så fyldt med mennesker, at der var trængsel. Der blev sunget. Og der blev holdt taler. Formodentligt en kort tale af Grangårdens ejer, Niels Christensen, derefter muligvis af Støvring højskoles daværende forstander, Poul Grosbøl eller måske af læreren og forfatteren Hans Povlsen. Atter blev der sunget, stemningen var euforisk, glæden mærkbar.

Pludselig indtraf et stemningsskift, som selv børn ned til femårsalderen kunne registrere. En sort varebil med en stor bagdør bakker med `et ind på Grangårdens menneskefyldte gårdsplads, folk trænges til side, og bilen standser op ud for trappen op til stuehusets fordør. Uniformerede mænd står ud af bilen, går ind og lukker døren efter sig. Der breder sig en underlig uro på gårdspladsen. Kort efter kommer de uniformerede mænd atter ud på trappen, og med sig har de nu to unge piger, som de – efter et kort øjebliks stilhed – sandsynligvis sammen med Niels Christensen og Poul Grosbøl og måske andre må beskytte mod spytklatter, kasteskyts og kaskader af skældsord fra den store menneskemængde på gårdspladsen. Skyndsomst kommer pigerne ind i bilen, som starter og kører mod Aalborg.

Da bilen er kørt, tager min far den yngste af mine søstre og mig i hånden, ser op på min mor og siger: ”Nu går vi hjem”, og det gjorde vi.

Hændelsen fortæller, at for mine forældre var markeringen i anledning af befrielsen indlysende rigtig. Men da magten var skiftet fra tyskerne og deres sympatisører til den store menneskemængde, ville de ikke acceptere, at den blev misbrugt over for de to værgeløse piger. – De var formodentlig blevet bragt i sikkerhed i Grangårdens stuehus, før folkemødet var blevet påbegyndt. Hvem der hentede pigerne, og hvad der efterfølgende mødte dem, har jeg ikke kendskab til.

Et lokalhistorisk erindringsglimt får ofte en anden dimension – måske en dybere mening, når man husker at se det netop som et glimt i den større historiske sammenhæng. Glædesbudskabet 4. maj, og sammenkomsten på Grangården 5. maj, blev kun muliggjort af voldsomme begivenheder, der gik forud.

Den tidligere biskop over Fyns Stift, Vincent Lind (f. 1925) gik som ganske ung ind i modstandsbevægelsen. I efteråret 1944 blev han taget af tyskerne og sendt til koncentrationslejren Neuengamme. Han slap fri og kom med De hvide Busser til Sverige i april 1945. At han slap fra rædslerne med livet i behold, kan sandsynligvis tilskrives hans ungdom og det relativt korte ophold i lejren.

Vincent Lind har senere udtalt: ”Fred er den hårde sag: Knækket vold”. Og sandt er det jo, at rædslerne i koncentrationslejrene, kamphandlingernes gru, overgrebene, de civiles lidelser først ophørte, da de tyske hære var nedkæmpet.

Ved forskellige mindearrangementer afholdt i taknemmelig erindring om freden, og ved markering af glædelige- eller dystre begivenheder, har man også i Danmark ganske ofte fundet anledning til at synge Nordahl Griegs pacifistiske digt ”Kringsatt av Fjender”, (fra 1936), tilsyneladende uden tanke for, at Nordahl Grieg som ung og yngre netop var påvirket af en pacifistisk tankegang.

Men i 1938 udgav han romanen ”Ung må verden ennu Være” i hvilken han tager et opgør med den pacifisme, som kom til udtryk i de vestlige demokratiers passivitet over for 1930’ernes kommunisme, fascisme og nazisme.

Selv tog Nordahl Grieg konsekvensen af sit opgør med den passive humanisme. Efter den tyske besættelse af Norge og Danmark 9. april 1940, flygtede han til England, men nåede forinden i Tromsø Radio på Norges nationaldag 17. maj at oplæse sit bevægende digt ”17. maj 1940”.

Herfra skal blot citeres et par strofer:

”I dag står flaggstangen naken/ blandt Eidsvolls grønnende trær. / Men netop i denne timen / vet vi hva frihet er. / ---. / Det fødtes i oss en visshet: / Frihet og liv er ett, / så enkelt og så uundværlig / som menneskets åndedrett. / ---. / Vi fulgte ikke med tiden, / vi bygde på fred, som i tross, / og de hvis dåd er ruiner / har grunn til å håne oss”.

Fra England deltog Nordahl Grieg i flere Royal Airforce angreb over Tyskland. Han omkom under et bombetogt over Berlin i 1943.

For Vincent Lind og Nordahl Grieg som for millioner af de navnløse, der kæmpede, stod det klart, at fred og frihed nok er sårbare størrelser, men samtidig så værdifulde og afgørende for menneskeværdige vilkår, at kamp under givne forhold beklageligvis kan være uundgåelig, selv hvis kampen forudsætter, man er villig til at kæmpe med livet som indsats.

Andre vælger andre veje for at nå de samme mål. Måske vægtes diplomati, venskab og fredsvilje som de rette våben. Her giver det mening at tænde lys, gå i optog og synge åndrige fredssange. Men som det fremgår af Vincent Linds udtalelser og Nordahl Griegs digtning og deres handlinger, tilsagde de verdenshistoriske begivenheder dem, at det ikke var en farbar vej.

Det er blandt andet i spændingsfeltet mellem disse forskellige tolkninger af de Danmarks- og verdenshistoriske begivenheder, at også et lokalhistorisk erindringsglimt får mening.

Niels Kristian Knudsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Kære Svend. Næste gang jeg kommer til Danmark, ringer jeg naturligvis til dig... med varm hilsen og høj agtelse, Kathleen Kennedy

Lemvig

Skød salut i mindeparken

Annonce