Annonce
Debat

Debat: Forældreorlov skal både være mors og fars

Min fars orlovsrettigheder var lig med nul. Han var skaffedyret, der gik på arbejde og tjente pengene.

Min mor, Elinor, fik sine tre børn i årene 1953-1965. Det var før milepæle som den fri abort og p-pillen. I min barndom hed det ikke ventetøj. I stedet hed det mere dystert ”omstændighedstøj”. Jeg husker, at min mor en enkelt gang i starten af 80’erne kikkede på mig og sagde: ”Bare du ikke kommer i ulykke”. Forstå mig ret. Min mor var en fantastisk mor. Sød og omsorgsfuld. Ligesom en mor skal være. Men min mor var også ung kvinde i en tid, hvor det at få et barn uden for ægteskab, kunne betyde mindre anseelse i samfundet, dårligere muligheder for uddannelse og ringere mulighed for et godt lønnet job. Så jeg forstår godt min mors bekymring. At blive gravid kunne være en svær omstændighed. Selv hvis man allerede havde et arbejde. For kvinders ret til og økonomiske mulighed for at holde barselsorlov var ekstrem ringe.

Så det er let at forstå, at min mor var bekymret for sine tre piger. Også selv om hun havde en kærlig mand - min far Kurt. Min fars orlovsrettigheder var lig med nul. Han var skaffedyret, der gik på arbejde og tjente pengene. Barselsorlov var ikke for mænd. Derfor betød det at få et barn for de fleste kvinder, at de måtte sætte uddannelse og karriere på pause og bide det økonomiske efterslæb, som barselsorloven skabte, i sig.

Selvom det nu er mange år siden og til trods for løbende forbedringer i lovgivningen, så er det i 2019 fortsat kvinden, der tager orloven og mændene der går på arbejde. Selv efter at det i 2002 blev muligt for forældrene at dele orloven. De tørre tal fortæller, at mænd i gennemsnit tager cirka 30 dages orlov og mødre cirka 300 dage.

Der er fortsat en bruttoløn forskel mellem mænd og kvinder på 14 procent. Det gab nærer sig selv. For når familien skal beslutte, hvem der skal tage orlov, er det oftest nemmest at pege på mor, for hun tjener mindst og familien skal på den måde undvære færre penge under orloven end, hvis det var Far, der tog den. Desværre betyder det, at kvindens løn, pensionsindbetaling og karriereudvikling fortsat sættes på standby. Akkurat som for 50 år siden.

Vi ved, at de samfund hvor mænd og kvinder er lige stillet med hensyn til rettigheder og løn, også er de samfund, der har den højeste velstand. Og vi ved, at begge forældre, ønsker tage del i omsorgen og opdragelsen. Alt peger i retning af, at det er en samfundsmæssig gevinst at dele forældreorloven mere ligeligt mellem mor og far. Det er formentlig årsagen til, at skiftende regeringer også har haft ønske om at forbedre rettigheder og muligheder for begge køn.

Det gælder også for den nye regering. Vi er klar til at gå skridtet videre. Vi vil justere reglerne for forældreorlov. Et nyt EU-direktiv hjælper os lidt på vej. Direktivet øremærker blandt andet to måneders orlov til faderen, der altså ikke kan overføres til den anden forælder. Det direktiv har vi i sinde at implementere. Men det er ikke nok.

I Danmark har forældre ret til 32 ugers barselsdagpengebetalt forældreorlov. Vi ønsker, at de 32 uger i udgangspunktet fordeles ligeligt mellem forældrene.Vi ønsker at udgangspunktet skal være, at hver forælder holder 16 ugers forældreorlov hver. Det betyder, at forældre selv skal gøre noget aktivt, hvis de ønsker en anden fordeling af forældreorloven, som der naturligvis skal være plads til, og som EU’s direktiv også giver plads til, da det kun øremærker to måneder.

Hvis vi ændrer reglerne sådan, at forældreorloven i udgangspunktet er delt lige mellem forældrene, er det et stærkt signal til blandt andet arbejdsgiverne om, at forældreorlov både er for mænd og kvinder. Det vil gøre det lettere for fædrene at stå fast på deres ret til at holde orlov. Dermed er det et vigtigt skridt i kampen for at bryde vanetænkningen om, at orloven naturligt er mors.

Inden for de næste tre år skal det nye EU direktiv implementeres. Og i Socialdemokratiet og i regeringen er vi allerede gået i dialog med arbejdsmarkedets parter om en model for, hvordan vi kan skabe bedre fordeling af forældreorloven i Danmark. Det er et vigtigt stykke arbejde, som jeg ser frem til at tage del i. I Danmark skal nutidens Elinor og Kurt have reelle lige muligheder for orlov. Det er nemlig godt for dem, for barnet, for arbejdspladsen, for ligestillingen og for samfundet.

Annonce
Birgitte Vind
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce