Annonce
Debat

Debat: Hvad i Løvens Hule helvede er meningen?

Løvens Hule er god underholdning. De håbefulde iværksættere har noget på spil. Løverne brøler og slikker sig på poterne. Store pengebeløb flyver rundt i luften. Det er godt TV.

Det er også vigtigt TV. Det er ikke så tit, at erhvervslivets pølsefabrik kommer helt ud i stuerne til ”almindelige” lønarbejdere. De fleste har (desværre) kun gjort sig få tanker om, hvordan markedet egentligt kommer varer på hylderne. I Løvens Hule kan man, om end i en overfladisk og karikeret udgave, få en lille duft af savsmuld.

Men selvom det er god underholdning, og selvom det potentielt er vigtig TV, så er Løvens hule også et gruopvækkende indblik i tidens iværksætterideal og en endnu værre indflydelse på det.

Ideen om, hvad en iværksætter kan og skal, har nemlig flyttet sig ganske gevaldigt. I mine bedsteforældres generation var iværksætteri i grove træk lig med selvstændighed – små gårde og håndværkervirksomheder. I min generation var idealet ”geniale” opfindelser - papirklipsen og post-it blokken. Men i nutidens udgave af Løvens Hule ser vi et iværksætterideal, der fuldstændigt har forladt denne verden. Det er helt ligegyldigt, om produktet er nyttigt eller unyttigt. Der er kun ét spørgsmål, som til gengæld fylder alt: Kan det sælges?

De fem ”løver” er alle overmenneskeligt rige,og de er alle (mere eller mindre) blevet det ved at møffe deres tegnebog ind mellem kunder og producenter. De har aldrig opfundet noget eller lavet en dags ærligt arbejde. De er tidens troldmænd inden for e-handel og needfinding, og nu sidder de for åben skærm og køber lotterisedler i virksomheder, der laver tøj til hunde eller præpakket pynt.

Når det fremherskende iværksætterideal udelukkende fokuserer på profit og opportunisme og ikke leder efter de relevante løsninger – produkter og ydelser – som samfundet har brug for, så har vi da et problem. Hvis iværksætteri tiltrækker personer med horisont som en mink og lige så meget samfundssind som en karklud, hvad skal vi så med det? (- ud over at rydde op efter det i en fremtid nær dig)

Er al vækst god vækst? Er salgbarhed og profit blevet målestok for relevans? Man kan sådan set godt forstå, hvis der er nogle samfundsbærende lønarbejdere der ligger fjernbetjeningen mens de spørg sig selv: hvad i hede Løvens Hule helvede er meningen?

Annonce
Mikael Bjerre
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce