Annonce
Debat

Debat: Hvornår bliver det fornuftens tur?

At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner.

Det synes at være en naturlov, at politisk ledede processer vil føre til et overforbrug af ressourcer og problemløsninger, der ikke fungerer efter hensigten.

Behovet for mærkesager på venstrefløjen har nu ført til en klimafokusering helt ude af proportioner. Den grønne hjernedød har indfundet sig, og snart sagt alt skal dreje sig om dette, hvis ikke krænkelsesidioti. Det betyder, at vi nu er ved at sætte turbo på historiens største omgang fejldispositioner. Vi har i forvejen spildt enorme ressourcer på vindteknologien.

Problemet er her, at enhver uden teknisk indsigt kan fatte og forstå måden, hvorpå en vindmølle og en solcelle producerer strøm. Det gør disse teknologier kommunikationsmæssigt egnede som løsningsforslag, hvis CO2 er det problem, man forudsætter. Men klimafolkene glemmer at fortælle hele historien om disse energikilder, nemlig den samlede økonomi, der knytter sig hertil.

Det er vistnok korrekt, at man nu, når vinden blæser og solen skinner, kan producere strøm med et omkostningsforbrug, der kan konkurrere med kulkraft. Problemet er, at sådanne beregninger kan laves på mange måder, og jeg føler mig ikke overbevist om, at det glade budskab dækker over en relevant helhedsbetragtning. Dels fordi prisen for at nå hertil har været offentlige tilskud frembragt ved mange års elafgifter m.v., som jo er et udtryk for penge, der så ikke kunne bruges til andet f.eks. sundhed, infrastruktur eller det unævnelige - større privatforbrug for borgerne. Men den allerstørste omkostning til sol- og vindskabt energi er den enorme produktionskapacitet, der altid skal stå klar til at levere strøm, når vind og sollys ikke er til stede. Det vil sige traditionelle elkraftværker og eltransportsystemer til andre lande. Kapacitetsomkostningerne til disse anlæg er enorme og upåvirkede af, hvor godt det går med vind og sol på enkelte dage.

Sol- og vindkraft er simpelthen ikke økonomisk forsvarligt i så stor skala, som der lægges op til, før man har løst problemet med energiopbevaring. Og det problem er langt fra løst. Vi hører godt nok om ideer og forsøg - for eksempel at alle el-bilers batterier skulle kunne bruges som decentral strømbank. Men der er langt til målet. Hvis alle elbiler i USA i dag blev bragt i anvendelse efter denne model, havde man eksempelvis strøm til 18 sekunders forbrug i landet.

Men nu bliver det meget værre: Det er fuldstændigt umuligt at komme godt fra den omstilling til elbiler, der fra politisk hold lægges op til jævnfør de opstillede mål.

At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner.

Det har altid kostet at være first mover, og den udbygning af elnettet, vi snakker om her - kombineret med, at elbiler er dyrere at fremstille - vil blive en lammende oplevelse for samfundsøkonomien. Og så kan vi glæde os til problemerne, når batterierne i bilerne stille og roligt begynder at blive lidt slappe og skal renoveres eller skrottes. For slet ikke at tale om de nye ulykkestyper, vi kommer til at opleve. De nyeste batterityper vil ved alvorlige ulykker udløse uslukkelige brande.

Hvorfor i alverden kan danske politikere ikke forlige sig med et internationalt tilpasset forandringstempo i stedet for at lege fandango med danskerne liv og levestandard?

Hvis man vil reducere CO2-udledningen, er der for mig at se kun følgende, der giver mening:

At bruge mange flere ressourcer på forskning og udvikling af teknologier, der kan løse problemerne med CO2-fri energi-generering og lagring fremfor på kort sigt at øge ressourceforbruget på vind- og solenergi. Sidstnævnte fungerer som at tisse i bukserne - det føles måske godt nu, men er helt uhensigtsmæssigt på længere sigt.

Bruge kræfter på at få alle lande med. Det er komplet meningsløst, hvis danskerne pisker sig selv for at reducere CO2, medens mange lande i vid udstrækning synes at negligere CO2 som værende det mest påtrængende problem. Det er i øvrigt tankevækkende, at store kraftfulde lande som USA, Kina, Indien, Rusland ikke synes at prioritere CO2-reduktion særlig højt. Kunne man forestille sig, at det skyldes, at éntydigheden vedrørende CO2 som den store synder ikke findes tilstrækkelig dokumenteret, og at man selvfølgelig ikke vil kaste de begrænsede ressourcer efter en tvangstanke?

Det skal gøres klart for alle, at klima- og miljøproblemer er to forskellige problemkredse - med enkelte overlap. Vi skal ubetinget arbejde for at have rent vand, luft og jord!

"Miljøet kan og skal vi gøre noget ved - klimaet kan vi trygt overlade til naturen." Dette synspunkt er underbygget i Johannes Krügers bog fra 2016, "Klimamyten - et opgør med tidens CO2-panik".

Klimaforandringer har fundet sted til alle tider, og lige nu befinder vi os i en periode mellem to istider, der har varet i 11700 år. I løbet af den tid har vi haft syv perioder med global opvarmning, hver afløst af efterfølgende nedkøling. Den nuværende opvarmningsperiode er så den ottende, som set over et langt tidsspænd ligger indenfor det normale.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Mads blev hyldet med surprise-fest

Leder For abonnenter

En fiasko(le)

Det er næppe en overraskelse, at folkeskolereformen fra 2015 ikke er blevet en succes. Det har mange børn og forældre kunnet mærke på egen krop på dag til dag basis. Men at det fem år efter reformen står så elendigt til, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, nu har analyseret sig frem til, er alligevel bemærkelsesværdigt. Den helt grundlæggende tanke bag folkeskolereformen var sådan set rigtig nok; der var brug for at løfte fagligheden, især i kernefagene. Men i praksis har reformen ført til alt for rigid styring, alt for meget spildtid, alt for mange vikartimer, alt for mange frustrerede børn, lærere og forældre. De svageste elever, der skulle løftes med blandt andet understøttende undervisning, har ikke rykket sig en tøddel - de har i bedste fald stået stille. Og et af de mest konkrete og mærkbare resultater af den store reform er, at andelen af elever med høj trivsel i skolen er faldet. Folkeskolen er en grundsten i velfærdssamfundet. En god folkeskole med et højt fagligt niveau er dét, der kan give alle børn lige muligheder på trods af ulige udgangspunkter. Derfor skal man naturligvis tage VIVE’s konklusioner seriøst, inden alle landets børn og forældre finder ud af, hvor slemt det egentlig står til. Men der er næppe brug for en helt ny folkeskolereform - forskerne peger selv på, at det kan tage mellem fem og 15 år før store reformer for alvor slå igennem. Det har de færreste forældre nok tålmodighed til, og derfor kan der være brug for justeringer, inden den sidste elev har søgt tilflugt på en af landets mange succesfulde friskoler. Man kunne jo begynde med at sætte folkeskolen mere fri. En stor del af de bindende mål, der nok er indført i bedste mening, er endt som spændetrøje, og kunne afskaffes helt, og afløses af mere frihed til den enkelte skole i forhold til at opfylde folkeskolens formål. Det kunne måske give tid til ægte forældreinddragelsen og større metodefrihed. Og det bedste af det hele: Det koster ikke en krone.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];