Annonce
Debat

Debat: Julen favner det sekulære og evangeliske

Troen er retten til ikke at forstå, at vi i liv og i død falder i levende hænder. Og at vi derigennem får evangelisk hjælp til at rejse os igen og igen.

Jeg sidder på en fortovscafe på Strøget i København sidst i november. De korte dage bliver stadig kortere. Guirlanderne med de røde hjerter er allerede hængt op. Jeg har været en tur i København til en børne-og ungdomspolitisk høring og er på vej hjemad til Jylland og vil indfange den sidste stemning på Strøget.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den klassiske julesang fra min barndom i 1950’ernes Kolding: ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, Peter Fabers klassiker fra 1848, hvor ”det er koldt, og man må gå sig varm.” Jeg tænker tilbage på min barndoms jul med juleindkøb i Kolding sammen med min mor og tvillingebror i Østergades Varehus, et slaraffenland for et par drenge på seks-syv år. Og så sidder jeg nu som 75-årig og tænker på en af de spændende nyere julesange fra 2015 med tekst af Svend Erik Petersen og melodi af Peter Sander Andersen: ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt”.

Jeg sætter umådelig meget pris på julen. Det handler om en mærkelig kombination af det sekulære og det dybt evangeliske. Om materielle traditioner og nydelse, som går dybt ind i sjælen. Og så ånd, som ikke kan indfanges og fastgøres, men kun erfares. Jeg tænker på min mor, som med smil på læben, men træt i blikket var i gang med at lave de sidste melboller til suppen. På pebernødderne, der skulle bages med os børn som hjælpere. Konfekten, der skulle skæres. Og så skulle vi som en hel fast tradition ned og se en bestemt film i Biografen i Kolding, den gamle klassiker ”Nøddebo Præstegård”, hvor Nikolaj afslører skurken Peter, der ved juleballet i præstegården må gå til bekendelse om, at han har været krybskytte og har løjet om det.

Det tema blev meget aktuelt for mig, da jeg vel var otte-ni år. Min tvillingebror og jeg havde med et par andre drenge lavet en klub på et loftsværelse derhjemme. Og en af aktiviteterne var at ryge cigaretter. Mor kom uventet ud på loftsværelset, hvor cigaretter og tændstikker øjeblikkelig blev ryddet af vejen. Men da mor kom ind på værelset, hang røgen jo stadig tykt i luften. Men vi nægtede hårdnakket gennem de næste par uger. Samvittigheden tyngede mere og mere. Jeg husker, at jeg en uge før jul en dag sidst på eftermiddagen, hvor mor arbejdede i køkkenet, tog mod til mig, og tilstod. Vi havde jo røget flere gange. Det kunne der være kommet både stuearrest og en ordentlig skideballe ud af. Men det gjorde der ikke. I stedet fik jeg en omfavnelse.

Denne oplevelse af kærlig tilgivelse sidder stadig dybt i kroppen på mig. Jeg tænker på Johannes Møllehaves salme ”Nåden er din dagligdag”, hvor der i vers tre står: ”Nåden er når alt er tabt, at få alt tilbage”. Det havde jeg fået med min mors omfavnelse.

Der står også i sangen fra 2015: ”Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer.” Hvad er det da, der er så meget mer? Hvad skete der julenat i Betlehem for 2000 år siden? Gud kom her til jorden som et lille spædbarn. Og fødslen fandt ikke sted på en specialiseret fødeafdeling, men det stik modsatte sted: I en stald med halm i Betlehem. Hvor dyrene stod ved siden af. Navlesnoren skulle klippes over, og det første skrig komme frem. Et barn med hjerte, blodtryk, hjerne, reflekser, skrig og sult lå nyfødt i halmen. Og med behov for omsorg og kontakt.

Tænk, hvis Jesus under sin opvækst på grund af mangel på omsorg var blevet et tidlig følelsesmæssigt skadet barn. Man kan virkelig sige, det var et guddommeligt eksperiment. Eller en guddommelig enestående kærlighedserklæring. Nu skulle mennesker tage sig af Gud i skikkelse af det lille Jesus-barn.

Men Jesus endte jo med som voksen at blive til massiv forargelse – fordi han levede kærligheden ud i alleryderste led, og ikke ville stoppe med det, selv om den gik på tværs af datidens love og paragraffer og traditioner. Folkemængden så til sidst ikke anden udvej - for at skabe ro i samfundet - end at skille sig af med ham ved at klynge ham op på et kors.

Guds kærlighed blev med inkarnationen og Jesu fødsel ikke længere bare historie, ånd, idé og metafysik. Guds almagt og inderste væsen blev til kød, blod, omsorg, afmagt og håbløshed – og til sidst til et nyt levende håb ved Jesu opstandelse.

Derfor er julen noget særligt. Også når juletræet bæres ud og smides på lossepladsen. Troen er retten til ikke at forstå, at vi i liv og i død falder i levende hænder. Og at vi derigennem får evangelisk hjælp til at rejse os igen og igen.

Den proces blev startet julenat med barnet i stalden. Og den starter igen hver eneste jul. Også i 2019. Glædelig jul!

Annonce
Jørgen Breindahl
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Leder For abonnenter

Der er meget at hente her

Lige i tiden er der fokus på sygefraværet på offentlige arbejdspladser, fordi der sendes en del statistik ud for området af den liberale tænketank Cepos, og det er også blevet behandlet på forskellig vis her i avisens spalter. Bemærkelsesværdigt er det såmænd ikke, at de vestjyske kommuner ligger i den gode ende af den slags statistikker. Men overraskende er det måske nok, at der for eksempel inden for plejepersonalet er hele fem dages sygefravær om året i forskel på for eksempel Struer og Lemvig kommuner med Lemvig som den, der er blandt de kommuner, der har færrest sygedage om året. Her ser man på gennemsnitstallet, og det er altså rigtig mange dage, når man ganger op med antallet af personaler inden for plejesektoren. Var der blot 100 ansatte, så var det 500 dage - eller hen ved 10 ugers arbejde, der er til rådighed. Det gør altså en forskel, når man skal regne udgiften ud til sådan en sektor. Man kan også studse over, at der er kommuner, der har langt over 20 sygedage pr. medarbejder i gennemsnit om året, hvor andre har mindre end det halve. Og selv om man regner ud fra den gode ende, så er der vist ikke mange private virksomheder, der opererer med at forudse, at hver medarbejder i gennemsnit skulle have to ugers sygdom om året. Der er selvfølgelig mange facts og kendsgerning bag disse tal, så man ikke "bare lige" kan overføre fra det ene fag til det andet. Der er jobs, som vil give flere sygedage, fordi man er i kontakt med syge mennesker, og det er hårdt og stressende. Men alligevel er det en markant forskel. Det er i hvert tilfælde noget, enhver kommunalpolitiker må tænke meget over, da der her virkelig er nogle penge at investere i bedre arbejdsmiljø med mere, hvis de bliver betalt tilbage med, at medarbejderne er mindre syge. Når man ser ud over landet, så er det vist ikke en fordom, at man føler sig mere forpligtet til at møde op på arbejde jo længere, man er væk fra de store byer. Det skyldes også, at der er mindre enheder, hvor man føler sig forpligtet af fællesskabet, og man kender den, der skal arbejde hårdere, når man bliver hjemme. Det er ret opdragende. Til gengæld er mindre enheder også mere sårbare i statistikkerne, når man taler langtidssyge, da blot en enkelt af dem kan påvirke statistikken ret meget. Derfor kan statistik ikke bruges til alt, men de her statistikker er mere end en tanke.

Annonce