Annonce
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk – nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift.

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op.

At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner

Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad.

Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede.

Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen".

Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner.

Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag.

Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring.

Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme.

Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken.

I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet.

Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.

Annonce
Signe Wulff
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Fra bølgedal til guldskvulp

Læserbrev

Lokalpolitik. Få det nu fixet!

Debat: Når man bevæger sig rundt i Holstebro Kommune, får man især i landsbyerne et trist indtryk af en kommune i anlægsmæssigt forfald. Alt for mange kommunale opgaver bliver ikke løst, alt for mange fortove og veje er i en sølle forfatning, og alt for mange påbegyndte opgaver bliver ikke lavet færdig. Vi, der bor uden for bygrænsen, kæmper for at udvikle og vedligeholde landsbyerne, ofte med private investeringer. Den politiske holdning er åbenbart, at vælger man at bosætte sig i en landsby i Holstebro Kommune, må man forvente, at byudvikling og vedligeholdelse er en lokal opgave. Heldigvis er der i de fleste landsbyer lokale ildsjæle, der allokerer masser af kræfter og fritid til dette - og heldigvis er det for det ofte muligt, at få de lokale til lommerne, så mange af de tiltag, der også bør være i landsbyerne, kan finansieres. Kæmpe cadeau til ildsjælene i borgerforeningerne rundt om i kommunen for deres indsats. Byrådspolitikerne burde takke jer dagligt, I gør deres arbejde uendeligt meget lettere. Når det så er sagt, må man dæleme da også kunne forvente, at kommunen løser de opgaver, der udenfor al tvivl ligger hos dem. At projekter, der bliver igangsat, også bliver lavet ordentligt færdig. Vi i landsbyerne betaler også kommuneskat, vi bør kunne forvente det samme fokus på vedligehold og anlægsarbejde, som man har i Holstebro by. Man bør kunne forvente, at når et lokalsamfund investerer masser af kræfter og kapital i at etablere attraktive tiltag for beboere og eventuelt tilflyttere, må kommunen også have interesse i at opfylde de forpligtelser, den måtte have, heriblandt afslutning af anlægsarbejde. Et eksempel: I Tvis er en ihærdig gruppe lykkedes med at indsamle et anseligt millionbeløb, og derved kunne etablere et centertorv med en superfin dagligvarebutik, tankstation og vaskehal. Man er aktuelt også i gang med at etablere et grønt parklignende område i forbindelse med centertorvet. Alt finansieret for lokalt indsamlede penge - det har altså ikke kostet kommunen en klejne. Centertorvet er og bliver supergodt for Tvis – og dermed også for kommunen. Det eneste rådne æble i kurven er, at ud for torvet er der etableret et fartbegrænsende helleanlæg, og eftersom man er i byzone, er det en kommunal opgave at etablere afgrænsning mellem vejen og gangstien/fortovet. Kommunens svar på denne opgave er ni orange trafikkegler, som nu har stået der i flere måneder … Så spørger jeg bare – er det meningen, at det skal se sådan ud? Hvorfor bliver tingene ikke lavet færdig? Er ni orange trafikkegler svaret på den store investering, man lokalt har lavet i Tvis? Kunne man ikke i det mindste sætte en kantsten, og så prøve at få en aftale med bestyrelsen for Tvis Centertorv om eventuelt selv at etablere enten fliser, grus e.l. samt at vedligeholde dette? Ufærdige anlæg giver sådan et opgivende og trøstesløst helhedsindtryk af byen … Få det nu fixet!

Lemvig

Legepladser kan få flere penge

Kultur

Film viser det nye vandkunstværk

Annonce