Annonce
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk – nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift.

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op.

At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner

Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad.

Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede.

Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen".

Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner.

Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag.

Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring.

Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme.

Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken.

I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet.

Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.

Annonce
Signe Wulff
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Læserbrev oversvømmer kommunens hjemmeside

Overskriften her er måske nok en stramning. Faktisk findes der kun et enkelt læserbrev på Holstebro Kommunes hjemmeside, men det er også nok til, at man må løfte et øjenbryn og undre sig. Under overskriften "Meninger om Storå oversvømmer dagbladets artikler" skriver kommunens natur- og miljøchef Torben Mølgaard om planerne for at sikre Holstebro mod oversvømmelser og adresserer samtidig nogle af de holdninger og kritikpunkter, forskellige borgere har rejst i artikler i denne avis. Indlægget præsenteres på kommunens hjemmeside netop som et læserbrev, og samme læserbrev har Torben Mølgaard sendt til avisen, som bragte det i sin fulde længde søndag. I avisen er det utvivlsomt et partsindlæg i en debat. Ovenikøbet et indlæg fra en person, som kan udtale sig om emnet med en overbevisende tyngde i kraft af sin stilling. Et meget velkomment læserbrev. Men skal det også opfattes sådan på kommunens hjemmeside? Altså som Torben Mølgaards holdning til debatten og til den kritik, visse kilder har rettet mod kommunens kamp mod oversvømmelserne? Det er svært at se det som andet. Og det åbner for en interessant diskussion: Kan enhver borger nu få adgang til forsiden af kommunens hjemmeside for at debattere aktuelle emner? Kan man få adgang til at bringe et læserbrev, hvis det er kommunens sagsbehandling, man er utilfreds med, eller gælder det kun, hvis det er avisens dækning af en sag, man er uenig i? Gælder muligheden for at få optaget sit læserbrev på kommunens hjemmeside alle, eller skal man være chefansat ved kommunen for at opnå det privilegium? Læserbrevsskribenten tager i sin tekst Holstebro Kommune til indtægt for indholdet med formuleringen: "...så finder Holstebro Kommune, at der er nogle påstande og meninger om mulige løsninger, som ikke kan stå uimodsagt." Måske er der således blot tale om en uheldig håndtering af begrebet læserbrev. Det er måske i virkeligheden information fra kommunen og ikke holdninger fra Torben Mølgaard. Forvirringen er stor, om end vi nu ved, at natur- og miljøchefen er uenig i visse holdningerne til sagen.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];