Annonce
Debat

Debat: Kattedrab og skrumpehoveder - vi skal bruge historien som læremester

Moderniteten med industrialisering, velfærdsstat og videnskab, er, med alle sine mangler, et fremskridt af rang.

”Jeg skal redde liv, hvad skal du?”, spurgte den medicinstuderende, der en kort overgang var min kæreste, da jeg netop var startet på historie. Som debatten om både taxameterforringelserne på humaniora og nedskæringerne på kulturområdet viser, kan det være svært at forsvare humaniora uden at blive abstrakt. I den konkrete situation blev jeg nok snarere mundlam. Med den nye finanslov er de værste huller heldigvis lukket eller udskudt, men debatten har afsløret en manglende begejstring for kultur og vores fælles historie, der er af samme støbning som ovenstående kommentar.

Historie kommer sjældent med simple læresætninger, men jeg vil alligevel forsøge med nogle få, der kan vise histories betydning for både den enkelte og samfundet, og hvorfor debatten om nedskæringer på blandt andet de kulturhistoriske museer var så tænderskærende at følge. Historisk rygrad har for mig vist sig uundværlig i forbindelse med livets almindeligheder – børneopdragelse, politik, ja selv tøjvalg.

Jeg har lært af historien, at intet er naturligt. Gennem tiden er alt muligt blevet kaldt naturligt – fra jødeudryddelser og homofobi til samsovning og stenaldermad. Det der kaldes naturligt i dag, er måske unaturligt i morgen. Som historiker bliver man skeptisk overfor modefænomener. På samme måde er bogstavtro læsning af partiprogrammer eller religiøse tekster en blindgyde. Det samme gælder, når politikere siger ”historien har lært os”. I stedet for at betragte historie som et sted, der kan lære os ikke at gentage fortidens fejl, er det måske mere konstruktivt at betragte historie som en disciplin, der kan kvalificere nutidens brug af historie med modargumenter og fakta.

Historie skal forstås på egne præmisser. Det kræver ydmyghed. I Jonathan Littells "De Velvillige" siges på et tidspunkt, at "Hvis I er født i et land eller i en tid, hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske I er heldigere end jeg, men I er ikke bedre.”

Jeg er som historiker glad for moderniteten. De gode gamle dage var for store dele af befolkningen forfærdelige. Død, sult og sygdom var ikke sjældenheder. Moderniteten med industrialisering, velfærdsstat og videnskab, er, med alle sine mangler, et fremskridt af rang. Det fordrer taknemmelighed over, hvor privilegeret det er at leve i dag. Side om side med bevidstheden om eget privilegium eksisterer en fornemmelse for de milliarder, der har været her før os. Vi kender et fåtal af dem, deres indre liv og drømme. Mængden af glemte menneskeliv er kolossal, og det er kun få forundt at sætte sig historiske spor. Menneskeliv er værd at huske og værd at leve, men vi er her ganske kort.

Fortiden er et fremmed land, hvor virkeligheden overgår fantasien gang på gang. Skrumpehovedindustrien i Amazonas sidst i 1800-tallet, rituelle kattedrab i 1700-tallets Paris og danske selvmordsmord er alle eksempler på konkrete historiske fænomener. Altings foranderlighed er en banal erkendelse, men det giver også frihed. Tingene ændrer sig, verden er ikke statisk. Verden kan ændres, hvis man kaster sig ind i den.

Der er en lige forbindelse mellem det, historie har lært mig, og det, det kan lære et samfund. Skepsissen overfor modefænomener og simple sandheder er en af det oplyste samfunds grundpiller. I modsætning til det, Michael Böss har kaldt et dement samfund, så ved borgerne i et historisk bevidst samfund, at alt ikke er givet på forhånd. At vi har et valg. Historikeren Lynn Hunt har skrevet, at historie er en samtale. Det er i dén samtale, at demokratiet bliver til. I samtalen om vores fælles historie diskuterer vi ikke kun fortiden, men også fremtiden. Uden historie ville vi være retningsløse og forvirrede. Vi ville tro at kulturarv, traditioner og det, der ikke kan måles, var ligegyldigt, ikke noget, der ultimativt definerer, hvem vi er og hvor vi skal hen.

Det er den sammenhæng, vi skal huske, at kultur er kernevelfærd. Det er meget muligt, at den ovenfor nævnte medicinstuderende kunne redde liv, men spørgsmålet er, hvad de mennesker skal leve videre for. Den gejst for både kultur og humaniora, der tydeligvis bør genfindes politisk, så vi ikke ender i samme debat igen til næste finanslov, bør bero i, at vi har velfærdsstaten for en grund: for at leve hele og dannede liv. Det er ikke abstrakt, det er helt konkret – og det kræver historie.

Annonce
Nils Valdersdorf Jensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Leder For abonnenter

Der er meget at hente her

Lige i tiden er der fokus på sygefraværet på offentlige arbejdspladser, fordi der sendes en del statistik ud for området af den liberale tænketank Cepos, og det er også blevet behandlet på forskellig vis her i avisens spalter. Bemærkelsesværdigt er det såmænd ikke, at de vestjyske kommuner ligger i den gode ende af den slags statistikker. Men overraskende er det måske nok, at der for eksempel inden for plejepersonalet er hele fem dages sygefravær om året i forskel på for eksempel Struer og Lemvig kommuner med Lemvig som den, der er blandt de kommuner, der har færrest sygedage om året. Her ser man på gennemsnitstallet, og det er altså rigtig mange dage, når man ganger op med antallet af personaler inden for plejesektoren. Var der blot 100 ansatte, så var det 500 dage - eller hen ved 10 ugers arbejde, der er til rådighed. Det gør altså en forskel, når man skal regne udgiften ud til sådan en sektor. Man kan også studse over, at der er kommuner, der har langt over 20 sygedage pr. medarbejder i gennemsnit om året, hvor andre har mindre end det halve. Og selv om man regner ud fra den gode ende, så er der vist ikke mange private virksomheder, der opererer med at forudse, at hver medarbejder i gennemsnit skulle have to ugers sygdom om året. Der er selvfølgelig mange facts og kendsgerning bag disse tal, så man ikke "bare lige" kan overføre fra det ene fag til det andet. Der er jobs, som vil give flere sygedage, fordi man er i kontakt med syge mennesker, og det er hårdt og stressende. Men alligevel er det en markant forskel. Det er i hvert tilfælde noget, enhver kommunalpolitiker må tænke meget over, da der her virkelig er nogle penge at investere i bedre arbejdsmiljø med mere, hvis de bliver betalt tilbage med, at medarbejderne er mindre syge. Når man ser ud over landet, så er det vist ikke en fordom, at man føler sig mere forpligtet til at møde op på arbejde jo længere, man er væk fra de store byer. Det skyldes også, at der er mindre enheder, hvor man føler sig forpligtet af fællesskabet, og man kender den, der skal arbejde hårdere, når man bliver hjemme. Det er ret opdragende. Til gengæld er mindre enheder også mere sårbare i statistikkerne, når man taler langtidssyge, da blot en enkelt af dem kan påvirke statistikken ret meget. Derfor kan statistik ikke bruges til alt, men de her statistikker er mere end en tanke.

Annonce