Annonce
Debat

Debat: Man kan ikke måle fællesskabet

Alle oplever konsekvenserne af coronavirussens konsekvenser for deltagelse i forskellige fællesskaber. Mit ældste og yngste barn oplever det i form af afsavn som henholdsvis højskole- og efterskoleelever.

På begge skoler gør man en stor indsats for at fastholde så meget fællesskab og værdier af de frie skoler for eleverne, selvom de ikke kan være på skolerne. En slags virtuelt fællesskab over nettet.

Blandt andet fællessang. Det er velmenende. Men det er også kunstigt.

Siden Grundtvig i slutningen af 1830'erne holdt sine ”Mands minde” foredrag, hvor et af dem resulterede i fællessang, har folkeoplysning og fællessang været to sider af samme sag. Men prøv at smage på sætningen: fællesskab og fællessang gennem en computer. For mig er det næsten lige så selvmodsigende, som når noget er bittersødt.

For fællesskabet om sangen hviler netop på det, at man er sammen, altså i et fællesskab. Og vel og mærke et fællesskab om noget. Efterskoler, højskoler men også frivillige folkelige foreninger og faglige organisationer har alle også haft fællessangen som en del af deres fælles DNA.

Men den kan ikke leveres af virtuelle løsninger. Og heldigvis for det. For så var der sikkert nogen, der mente, at konkurrencestaten kunne klare sig alene med den form for fællesskab. Men der er folk, som tror, at man kan måle, veje, beregne og lave cost-benefit-analyser af alt. Men det kan man ikke. For på samme måde som det ikke er alt, man måler, som virker, er det heller ikke alt, som virker, man kan måle. Det sidste er fællesskabet et eksempel på.

Men mange oplever i disse tider ensomheden som et af coronakonsekvenserne. Mine børn oplever konsekvenserne i form af afsavn fra fællesskabet på høj- og efterskole. For mig et bevis på at fællesskabsformen der virker. Så heldigvis, eller forhåbentligt, er afsavnet midlertidigt.

Carl Holst
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

To mand reddet fra kæntret skib

Annonce