Annonce
Debat

Debat: Man løser ikke unges problemer med færre karakterer

I sit forståelsespapir blæser regeringen til kamp imod præstationskultur, karakterer og test i uddannelsessystemet. Konkret ønsker regeringen både at afskaffe de nationale test i folkeskolen for de mindste klasser og lade karakterer fylde mindre, når unge skal optages på videregående uddannelser.

Det kan sikkert lyde besnærende, når venstrefløjen påstår, at unges problemer kan klares med en snuptagsløsning ved at skrue ned for test og karakterer. Men der findes ingen dokumentation for, at karakterer og test er en væsentlig årsag til stigende psykiske problemer hos unge. For det andet vil mindre brug af test og karakterer bare skabe nye alvorlige problemer herunder et lavere fagligt niveau og mindre gennemsigtighed i uddannelsessystemet. Når man hører Jakob Mark (SF) tordne imod test og karakterer, skulle man tro, at der findes en bunke danske undersøgelser, der entydigt viser, at den slags har en væsentlig negativ effekt på unges trivsel. Det gør der os bekendt ikke. Faktisk konkluderer et arbejdspapir fra 2017 af tre forskere fra Århus Universitet, at der ikke er tydelige negative effekter på elevers trivsel af de nationale test i indskolingen.

Regeringens idé om, at man kan øge trivslen ved at skrue ned for karakterer er i øvrigt allerede forsøgt i praksis på 15 gymnasier. Og det virkede ikke. Evalueringen af eksperimentet viste, at der var mindst lige så mange elever, der følte sig mere pressede og usikre over ikke at få karakterer, som der var elever der oplevede mindre pres over ikke at få karakterer.

Derfor er det ikke overraskende, at kun hver sjette elev, der deltog i forsøget foretrak at få feedback i stedet for karakterer, mens otte ud af ti elever foretrak at få både karakterer og feedback. I de karakterfrie 1. g klasser i eksperimentet oplevede over halvdelen af eleverne, at de gjorde sig mindre umage med undervisningen, da de manglende motivationen for at opnå en god karakter.

I grundskolen tegner der sig et lignende et billede. Vi ved fra to forskningsstudier, at de nationale test har haft en positiv effekt på det generelle faglige niveau. Resultatet er ikke overraskende. Både lærere og forældre kan få noget ud af at vide, hvordan barnet klarer sig fagligt.

Når man vil løse unges trivselsproblemer ved at droppe karakterer og test, så er det en panikløsning med bind for øjnene. Ifølge den seneste undersøgelse bland skolebørn har langt de fleste elever i 11 til 15-års alderen middelhøj til høj livstilfredshed og kun et mindretal på mellem 6 til 16 procent føler sig meget presset af skolearbejdet.

Vi ved også fra de årlige nationale trivselsundersøgelser, at langt de fleste børn er glade for at gå i skole og trives godt socialt i klassen. I et internationalt perspektiv ligger vi lidt over gennemsnittet, når man spørger til børns tro på egne evner.

Det betyder ikke, at vi skal stoppe vores indsats over for de unge, som har det svært. Andelen af 15-årige med en psykiatrisk diagnose herunder ADHD, angst, depression og belastningsreaktioner er fordoblet fra 2010 til 2017. Det er en bekymrende tendens, som både forældre, politikere og uddannelsesinstitutioner selvfølgelig skal tage alvorligt.

Men vi bliver nødt til at kende årsagerne, inden vi kan løse dem. Det er slet ikke sikkert, at test og karakterer, er en væsentlig årsag til øgningen i psykiske problemer. Ændrede normer i opdragelsen, en generel perfekthedskultur, og sociale medier kan påvirke de unge i langt højere grad.

Derfor skal vi ikke kaste hele uddannelsessystemet ud i skadelige panikløsninger med bind for øjnene - og skrue ned for test og karakterer. Vi foreslår i stedet, at regeringen nedsætter et ekspertudvalg, som skal undersøge årsagerne til mistrivsel, og dernæst kommer med anbefalinger til, hvordan man kan styrke trivslen blandt de unge.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce