x
Annonce
Debat

Debat: Muslimske kvinder - mand jer op!

Arbejdsmarked: Der skrives i øjeblikket meget om herboende muslimske kvinder, som ikke kan opnå skilsmisse efter muslimsk lov. Som ikke må være på arbejdsmarkedet for deres muslimske mænd og som i ægteskabet er undertrykte og endda udsættes for vold.

For 50 år siden var dansker kvinder også undertrykte. Blandt gifte mænd var tesen dengang:” Jeg tjener pengene, og derfor er det mig, der bestemmer”. Mændene havde ret, magten sidder i pengene. I 70`erne gjorde vi danske kvinder oprør, vi tiltvang os adgang til arbejdesmarkedet, og gjorde os dermed frie og økonomisk uafhængige af mænd. Kampen var hård. Vi måtte tåle mange fordømmelser og forhånelser.

For muslimske kvinder i muslimske lande er ligestillingskampen nærmest umulig. Her er landenes love decideret kønsracistiske, kvindefjendske og stærkt seksuelt undertrykkende. Kvinder kan ikke arve, og kvinder har ikke ret til skilsmisse. Kvinder må ikke køre bil eller rejse ud af landet uden mænds accept. I nogle muslimske lande nægtes hun uddannelse. Ved mindre foreteelser kan kvinder dømmes til døden og offentlig stening. Kvinder er næsten retsløse og fuldstændig underlagt deres mænd.

Herboende muslimske kvinder er derimod priviligerede i forhold til deres muslimske medsøstre i andre lande. Danmark er verdens mest ligestillede og kvindeanderkende land. Her beskytter lovgivningen og samfundet kvinder mod kønsracisme, undertrykkelse og vold. Kvinder er på arbejdsmarkedet og tjener selv deres penge. Bliver man skilt, så er det manden, der skal kæmpe for at beholde retten over deres børn.

Når herboende muslimske kvinder begræder, at de ikke kan blive skilt, skyldes det i bund og grund, at kvinderne er mere muslimske end de er danske, og sætter egne religiøse love over de danske. Når muslimske kvinder vælger at rådføre sig med imamer i stedet for de sociale myndigheder, så vælger de selv parallel samfundet. Muslimske kvinderne i Danmark kan åbne deres dør og gå ud. Friheden er lige derude i det danske samfundet. Danske kvinder har vist dem vejen.

Det er selvfølgelig en stort beslutning, at skulle lave oprør mod sin kultur, religion og familie, men alt har en pris. Det havde og har det også for danske kvinder.

Det er dog bemærkeligsværdigt, at den eneste kvindekamp muslimske kvinder har præsteret i Danmark, er kampen for retten til at bære burka og hijab samt retten til kønsopdelte svømmehaller.

Marianne Mørk Mathiesen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Sammenlægning må udskydes

Leder

Lad os nu høre om vejen ud

En af corona-krisens store frustrationer for mange er usikkerheden om, hvor lang tid denne alternative virkelighed kommer til at herske. Prisen for at begrænse belastningen på sundhedsområdet er enorm. Erhvervslivet er lammet, mange virksomheder risikerer at lukke - også selv om skatteborgernes store pengekasse er åbnet på vid gab med diverse støtteordninger. Uanset hvor mange skattekroner, Folketinget besluttet at sende ud til de ramte brancher, kommer nedlukningen til at koste arbejdspladser. Den kommer til at ødelægge grundlaget for et utal af virksomheder. Økonomien bliver påvirket langt frem i tiden. For at kunne håndtere de barske realiteter, har vi behov for at kende planerne for, hvordan landet igen kan åbnes. Vi har behov for at vide, hvad myndighederne forestiller sig muligt - og hvornår. Ingen forlanger, at Mette Frederiksen, Nikolai Wammen eller Søren Brostrøm skal kunne svare på, hvornår smittefaren er drevet over, men vi må kunne få svar på, hvilke planer der er for rækkefølgen af genetableringen af samfundet. De fleste kan nok forestille sig, at rejsebranchen og teater- og koncertarrangører vil være ramt af begrænsninger længere ind i fremtiden end frisørerne. Eller genbrugspladserne. Eller skolerne. Indtil nu har Danmark ageret trofast og fulgt retningslinjerne. Men hvis vi skal blive ved med at have tillid til myndighederne, må vi sammen kunne se en vej ud af det hele. Ingen tror på en snarlig vaccine eller kur, hvorfor vi må forvente begrænsninger eller risici i en periode, der strækker sig noget længere end til den 13. april, som lige nu er den eneste kendte dato i planerne. Det gik fint med at vise os forskellige scenarier for, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede landet. Med pædagogiske plancher og grafer, blev vi alle overbevist om nødvendigheden. Vis os nu de forskellige scenarier for, hvordan vi igen får landet på fode. Også selv om de er skræmmende. Vi kan tåle det meste, men hemmeligheder og uvished hører ingen steder hjemme.

Kultur

Kirken sender prædiken på video

Annonce