x
Annonce
Debat

Debat: Norges Thunberg trækker vælgere - de stemmer for en grøn klode

Von der Leyen vil ikke blot vil forsøge at realisere EU-klimaplanens ambitiøse mål – herunder klimaneutralitet i 2050 – fordi de er svære at nå, men fordi de repræsenterer en ren og skær nødvendighed, hvis kloden og menneskeheden skal overleve.

Efter hendes fantastiske valg i efteråret udråbte Berlingske Oslos miljø- og transportminister, den nu 33-årige Lan Marie Nguyen Berg, til at være ”Norges Greta Thunberg”. Som Berlingske formulerede det:

”Fælles for de to kvinder er, at der ikke er nogen slinger. De kræver begge mærkbare klimaforbedringer her og nu. De ved, at de har ret, og de er ikke bange for at råbe det højt og lige op i ansigterne på dem, der er uenige.”

Det mest interessante er imidlertid ikke overlappene mellem de to kvinder. Det er derimod den forskel, der er på at være teenageaktivist og en rundt regnet dobbelt så gammel folkevalgt politiker.

Greta Thunberg har spillet – og spiller naturligvis fortsat – en altafgørende rolle i forhold til at åbne hele verdens øjne for klimaforandringerne og nødvendigheden at skride til handling og hellere i går end i morgen. Men hvor stærk en stemme Thunberg end har, og hvor højlydt hendes budskab end klinger, så er der helt naturligt grænser for, hvad hun i praksis kan gøre.

Til rent faktisk at få ændringer gennemført – ikke blot inden for klima- og miljøområdet, men også inden for blandt andet transport, erhverv og fødevarer – er der brug for politikere, der tilslutter sig Thunbergs budskab, og som har et folkeligt mandat i ryggen, når klimakampen skal kæmpes i den politiske arena.

Nguyen Berg er netop et særdeles formidabelt eksempel på en sådan politiker, for ikke alene blev hun genvalgt ved sidste års norske kommunalvalg – hun fik også flere personlige stemmer end nogen anden. Samtidig fik hendes parti, Miljøpartiet De Grønne, 15,2 procent af stemmerne, hvilket var næsten dobbelt så mange som ved det foregående valg. Dét er et politisk mandat, der er markant sværere at ignorere, end det har været for mangt en magtfuld person at ignorere Greta Thunberg.

Derfor bør Nguyen Berg og hendes succes med at sætte klimaet absolut øverst på dagsordenen udgøre en massiv portion inspiration for alle andre klimabevidste politikere rundt om i Skandinavien og resten af verden. Det er netop valget af sådanne politikere – til byråd og parlamenter af alle størrelser – der skal finde sted, hvis klimadagsordenen skal resultere i konkrete tiltag, som vi rent faktisk også begynder at kunne mærke i vores dagligdag.

Da World Economic Forum i sidste måned afholdt sit årlige møde i Davos var klimaet at finde øverst på dagsordenen. Det var første gang, det skete, og det i sig selv er en positiv nyhed. Men det var endnu mere positivt at kunne konstatere, at et stigende antal topchefer fra erhvervslivet begynder at tage klimakrisen alvorligt. Selv direktøren for den saudiarabiske oliegigant Saudi Aramco, Andrew Liveris, udtalte, at fossile brændstoffers dage er talte – og klassificerede dem som værende ”det 20. århundredes brændstof”.

Denne udvikling dokumenteres af Deloittes undersøgelse, hvor 90 procent af mere end 2.000 direktører fra 19 forskellige lande erklærer sig helt eller delvist enige i, at klimaforandringerne vil påvirke deres virksomheder negativt. Tilsvarende svarede den samme andel, at de enten allerede har iværksat eller planlægger at iværksætte bæredygtige initiativer i deres respektive virksomheder.

Endelig så vi i december også Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen fremlægge den storstilede EU-klimaplan, og hun kalder vedtagelsen af planen for Europas ”man on the moon moment”.

Som bekendt udtalte præsident John F. Kennedy, at USA ikke ville sende en mand til månen, fordi det var nemt, men fordi det var svært. I denne sammenhæng kan man antage, at von der Leyen ikke blot vil forsøge at realisere EU-klimaplanens ambitiøse mål – herunder klimaneutralitet i 2050 – fordi de er svære at nå, men fordi de repræsenterer en ren og skær nødvendighed, hvis kloden og menneskeheden skal overleve.

Mens Nguyen Berg kæmper for klimaet i Oslo, bobler det med inspirerende initiativer rundt om i de danske kommuner. Det gælder for eksempel Københavns ambition om at blive CO2-neutral i 2025 og den stærkt roste erhvervsklynge GreenLab i Skive. Andre eksempler tæller Aalborg Kommunes Grønne Udviklingsplaner, hvormed kommunen proaktivt understøtter udviklingen af bæredygtige landbrug, og udviklingen af den nye bæredygtige bydel Tankefuld, som ligger i Svendborg Kommune.

Der er således en stærkt positiv udvikling i gang – både i lokale, nationale og internationale sammenhænge – og dermed er der faktisk grund til at være en lille smule forhåbningsfuld i forhold til, at 2020 kunne blive det år, hvor klimaforandringerne endegyldigt bliver taget så alvorligt, som det burde være sket for længe siden.

Christian Have
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Lad os nu høre om vejen ud

En af corona-krisens store frustrationer for mange er usikkerheden om, hvor lang tid denne alternative virkelighed kommer til at herske. Prisen for at begrænse belastningen på sundhedsområdet er enorm. Erhvervslivet er lammet, mange virksomheder risikerer at lukke - også selv om skatteborgernes store pengekasse er åbnet på vid gab med diverse støtteordninger. Uanset hvor mange skattekroner, Folketinget besluttet at sende ud til de ramte brancher, kommer nedlukningen til at koste arbejdspladser. Den kommer til at ødelægge grundlaget for et utal af virksomheder. Økonomien bliver påvirket langt frem i tiden. For at kunne håndtere de barske realiteter, har vi behov for at kende planerne for, hvordan landet igen kan åbnes. Vi har behov for at vide, hvad myndighederne forestiller sig muligt - og hvornår. Ingen forlanger, at Mette Frederiksen, Nikolai Wammen eller Søren Brostrøm skal kunne svare på, hvornår smittefaren er drevet over, men vi må kunne få svar på, hvilke planer der er for rækkefølgen af genetableringen af samfundet. De fleste kan nok forestille sig, at rejsebranchen og teater- og koncertarrangører vil være ramt af begrænsninger længere ind i fremtiden end frisørerne. Eller genbrugspladserne. Eller skolerne. Indtil nu har Danmark ageret trofast og fulgt retningslinjerne. Men hvis vi skal blive ved med at have tillid til myndighederne, må vi sammen kunne se en vej ud af det hele. Ingen tror på en snarlig vaccine eller kur, hvorfor vi må forvente begrænsninger eller risici i en periode, der strækker sig noget længere end til den 13. april, som lige nu er den eneste kendte dato i planerne. Det gik fint med at vise os forskellige scenarier for, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede landet. Med pædagogiske plancher og grafer, blev vi alle overbevist om nødvendigheden. Vis os nu de forskellige scenarier for, hvordan vi igen får landet på fode. Også selv om de er skræmmende. Vi kan tåle det meste, men hemmeligheder og uvished hører ingen steder hjemme.

Kultur

Kirken sender prædiken på video

Kultur

Rally også offer for virus

Annonce