Annonce
Debat

Debat: Nu skal I kæmpe for jeres lokale vejprojekt

Infrastruktur: I Nordjylland er man allerede gået i kamp for at sikre, at Mette Frederiksens regering ikke skrotter den blå plan om at bygge en tredje Limfjordsforbindelse. Det samme på Næstved-egnen, hvor man lægger et stort pres på regeringen, så den ikke dropper det lokale hjertebarn om motorvej mellem Næstved og Rønnede, som også var med i den blå investeringsplan fra sidste forår.

Men det halter alle andre steder. Østjyderne er ikke for alvor på barrikaderne på vegne af mere plads på den østjyske motorvej. Midt- og sønderjyderne høres ikke i kampen for byggestart på den Midtjyske Motorvej. Fynboerne virker som om, de tror, at udvidelsen af E20 syd om Odense kommer af sig selv. Folk i Kalundborg, Frederikssund og Hillerød gør ikke meget væsen af sig på vegne af de motorveje, som skal forlænges helt til deres byer.

Men det er nu, vi alle skal i gang, hvis ikke den nye socialdemokratiske regering skal slippe afsted med at bruge de fleste penge fra VLAK-regeringen og DF’s investeringsplan til højere kontanthjælp, flere pædagoger og håbløse, underskudsgivende jernbaneprojekter. En del af vejprojekterne skal allerede have opstart i 2021, men regeringen sidder på hænderne.

Målet er ikke, at der skal bygges en ny forbindelse over Limfjorden på bekostning af en motorvej til Kalundborg. Eller at en udvidelse af den østjyske motorvej skal tage alle pengene fra motorvejen mellem Næstved og Rønnede. Målet er, at der skal være penge til alle vigtige vejinvesteringer i de kommende år.

Den blå investeringsplan fra marts 2019 viste, at det kan lade sig gøre. Vi behøver ikke at vælge mellem de gode projekter - vi kan faktisk gennemføre dem alle, hvis vi bare er ambitiøse nok på vegne af hele den danske trafikinfrastruktur.

Men selvom Socialdemokratiet gik til valg på at ville gennemføre de samme vejprojekter, som vi blå partier, så lyder der nu pludselig andre toner fra Mette Frederiksen. Nu skærer man ned på investeringskontoen på finansloven. Man ved ikke, om man kan bygge veje, hvis man også skal tænke på klimaet - som om vi ikke alle tror på, at bilerne i en nær fremtid vil være grønne. Og man har udskudt forhandlingerne om vejinvesteringer på ubestemt tid.

Forud for valget i juni præsenterede vi blå partier en gennemarbejdet og fuldt finansieret plan for opgradering og fremtidssikring af vejnettet over alt i landet, også hvor du bor. Socialdemokratiets budskab var alle steder, at en socialdemokratisk regering ville gennemføre de samme infrastrukturinvesteringer.

Nu er det helt nødvendigt, at borgere og erhvervsliv alle steder i landet holder Socialdemokratiet op på valgløfterne. Ellers risikerer vi, at regeringen solder pengene op til andre og mindre vigtige formål i dens finanslove med den yderste venstrefløj i Folketinget.

Annonce
Ole Birk Olesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce