Annonce
Debat

Debat: På sporet af det nødvendige løft af sundhedsvæsenet?

Sundhed: Da finansloven faldt på plads for nylig, stod det også klart, at der blev brudt med et årtis underfinansiering af sundhedsvæsenet. Det er et overset sporskifte, som fortjener opmærksomhed.

Samlet bidrager den nye finanslov og økonomiaftalerne med Danske Regioner og KL nemlig med knap tre milliarder kroner til sundhedsvæsenet næste år. Det er der grund til at være tilfreds med. Det betyder nemlig, at investeringerne i sundhed samlet set er tæt på det niveau, Lægeforeningen og flere eksperter vurderer er nødvendigt for at kunne tage hånd om både det stigende antal patienter, særligt ældre, og have råd til at tage nye, dyre behandlinger i brug. For det er jo sådan, at de nyudviklede teknologier og behandlinger, der hele tiden kommer til, både redder og forbedrer liv, men samtidig også koster rigtigt mange penge. Og penge vil det blive med at koste, ganske mange endda.

Derfor er det også nødvendigt, at finansminister Nicolai Wammen og sundhedsminister Magnus Heunicke holder dampen oppe og fortsætter i det spor, der peger væk fra underfinansiering af sundhedsvæsenet. En enlig svale gør nemlig ingen sommer, som ordsproget siger. For dybest set er der tale om, at de ekstra ressourcer, som er afsat i denne omgang, kun lige tager højde for de flere opgaver, som vi skal løse på afdelingerne og i praksis. Vi skal altså fortsat løbe alt for langt på literen i sundhedsvæsenet – både nu og i årene, der kommer.

Grundlæggende er der heller ikke ændret på den situation, vi står midt i: Hvis ikke man fra politisk side tilfører tilstrækkeligt med midler til sundhedsvæsenet, så vil valget i de kommende år stå mellem enten at sænke kvaliteten af tilbuddene til eksempelvis ældre medicinske patienter eller at sortere behandlinger fra, som ikke længere kan tilbydes af det offentlige indenfor de områder, der lægger størst pres på sundhedsvæsenets økonomi. For eksempel dyr kræftmedicin. Den situation vil vi fra Lægeforeningens side advare kraftigt imod.

Der er behov for at investere mellem tre og fire milliarder ekstra årligt til 2025, og i år ligger investeringerne på omkring tre milliarder. Min opfordring til Nicolai Wammen, Magnus Heunicke og resten af Folketinget er at fortsætte ad det spor, denne finanslov lægger. Investér i sundhed, så der både er råd til at tage hånd om det stigende antal patienter og til at kunne bruge nye teknologier og behandlinger.

Annonce
Andreas Rudkjøbing
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Leder For abonnenter

Der er meget at hente her

Lige i tiden er der fokus på sygefraværet på offentlige arbejdspladser, fordi der sendes en del statistik ud for området af den liberale tænketank Cepos, og det er også blevet behandlet på forskellig vis her i avisens spalter. Bemærkelsesværdigt er det såmænd ikke, at de vestjyske kommuner ligger i den gode ende af den slags statistikker. Men overraskende er det måske nok, at der for eksempel inden for plejepersonalet er hele fem dages sygefravær om året i forskel på for eksempel Struer og Lemvig kommuner med Lemvig som den, der er blandt de kommuner, der har færrest sygedage om året. Her ser man på gennemsnitstallet, og det er altså rigtig mange dage, når man ganger op med antallet af personaler inden for plejesektoren. Var der blot 100 ansatte, så var det 500 dage - eller hen ved 10 ugers arbejde, der er til rådighed. Det gør altså en forskel, når man skal regne udgiften ud til sådan en sektor. Man kan også studse over, at der er kommuner, der har langt over 20 sygedage pr. medarbejder i gennemsnit om året, hvor andre har mindre end det halve. Og selv om man regner ud fra den gode ende, så er der vist ikke mange private virksomheder, der opererer med at forudse, at hver medarbejder i gennemsnit skulle have to ugers sygdom om året. Der er selvfølgelig mange facts og kendsgerning bag disse tal, så man ikke "bare lige" kan overføre fra det ene fag til det andet. Der er jobs, som vil give flere sygedage, fordi man er i kontakt med syge mennesker, og det er hårdt og stressende. Men alligevel er det en markant forskel. Det er i hvert tilfælde noget, enhver kommunalpolitiker må tænke meget over, da der her virkelig er nogle penge at investere i bedre arbejdsmiljø med mere, hvis de bliver betalt tilbage med, at medarbejderne er mindre syge. Når man ser ud over landet, så er det vist ikke en fordom, at man føler sig mere forpligtet til at møde op på arbejde jo længere, man er væk fra de store byer. Det skyldes også, at der er mindre enheder, hvor man føler sig forpligtet af fællesskabet, og man kender den, der skal arbejde hårdere, når man bliver hjemme. Det er ret opdragende. Til gengæld er mindre enheder også mere sårbare i statistikkerne, når man taler langtidssyge, da blot en enkelt af dem kan påvirke statistikken ret meget. Derfor kan statistik ikke bruges til alt, men de her statistikker er mere end en tanke.

Annonce