Annonce
Debat

Debat: Vi skal styrke den sociale mobilitet og skabe mere lighed i Danmark

Man siger, at æblet sjældent falder langt fra stammen. Og der er noget om snakken.

Børn og unge får ofte en livsbane, der ligger tæt op ad forældrenes. De bliver præget af den familie, de vokser op i. De bliver præget af nærmiljøet og de sociale relationer i familien, i daginstitutionerne, i skolen og blandt venner og veninder.

Muligheden for at flytte sig opad i samfundshierarkiet er en af grundpillerne i det danske velfærdssamfund. Social mobilitet skaber lige muligheder for alle til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet. Det har der været politisk konsensus om siden midten af forrige århundrede, hvor grundstenen til velfærdssamfundet blev lagt.

Men de seneste 20 år er det gået galt. Nu falder den sociale mobilitet.

Nye analyser fra både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at det er blevet sværere for børn af lavt uddannede forældre at bevæge sig op ad samfundsstigen. Børn af forældre uden for arbejdsmarkedet har i dag større risiko for selv at ende uden job, end for bare 10 år siden. Den sociale arv er blevet tungere.

Det er dybt bekymrende. Social mobilitet er forudsætningen for et frit og lige samfund, hvor alle menneskelige ressourcer får lov at udvikle sig til glæde for hele samfundet.

Brolæggerens søn skal have lige så gode muligheder for at blive overlæge som kommunaldirektørens datter, hvis evnerne, lysten og ambitionen er der. Alt andet vil være dybt uretfærdigt og helt urimeligt.

Vi skal altid stræbe efter en samfundsmodel, der giver mennesker lige muligheder og som forebygger et polariseret samfund med stor social og økonomisk ulighed. Derfor skal vi tage udviklingen meget alvorligt. Det er en opgave, der kræver, at politikere, arbejdsmarkedets parter og civilsamfund trækker på samme hammel.

Som samfund kan vi gøre meget for at kompensere for arbejdersønnens og direktør-datterens forskellige, hjemlige forhold. Og det skal vi.

Vi kan sørge for, at vores daginstitutioner, vores folkeskoler og vores uddannelsessystem er toptrimmet med plads til os, der ikke har forældre med akademisk baggrund. Det er i høj grad disse institutioner, der kan sikre den sociale mobilitet trods vores forskellige hjemmebaser.

Desværre har de tidligere borgerlige regeringer og ikke mindst den seneste VLAK-regering skåret i netop denne kernevelfærd. Daginstitutioner, skoler og uddannelsessystem er blevet beskåret til fordel for skattelettelser og øget tilskud til privatskoler. Ideologien har været krystalklar: Enhver er sin egen lykkes smed, det er ikke samfundets opgave at sikre social mobilitet.

Vi skal en anden vej. Vi vil styrke institutionerne med bedre normeringer og flere ansatte til at tage sig af udsatte børn.

Vi vil styrke folkeskolen, så børn fra ikke boglige hjem kan udvikle sig og erhverve kompetencer, der kan bruges i deres videre liv. Og så skal der satses massivt på ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, videregående uddannelser og ikke mindst voksen- og efteruddannelse, hvor den tidligere regering jo i stedet valgte at spare to procent hvert eneste år gennem omprioriteringsbidraget.

Målet om at skabe et samfund, der giver alle lige muligheder uanset baggrund, tilhører hverken 3F eller Socialdemokratiet. Det tilhører Danmark. Det er et fælles mål, der er fundamentalt for vores samfund.

Alle har et personligt ansvar for at gøre sit bedste. Men vi insisterer på, at fællesskabet skal gælde for alle medborgere – både de stærke og svage. Vi vil ikke bare lade fanden tage de sidste og lade uligheden blomstre til stor skade for sammenhængskraften i det danske samfund.

Vi vil det stik modsatte.

Annonce
Mette Frederiksen
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mors sygehistorie. Hvorfor skal en ældre dames sidste tid være fyldt med frustrationer og afmagt?

Debat: Jeg er en 41-årig kvinde, der nu igennem snart tre år har set min mor på 78 kæmpe og tabe kampen til kræft. I dag er hun konstateret terminal, og det er kun et spørgsmål om ganske kort tid, inden hun skal flyttes for sidste gang: Til en etværelses med låg, som hun kalder det! Grunden til at jeg skriver er, at jeg nu som pårørende har oplevet på egen krop, hvordan systemet i vores ellers velgennemtænkte samfund er, og jeg føler, at det er nødvendigt at få ”hullerne” konkretiseret overfor politikerne og resten af Danmark. Fra starten af er hjælp, støtte og behandling rigtig god og effektiv, men der opstår et ”hul” fra det tidspunkt, hvor den syge reelt er for dårlig til at være hjemme og til det tidspunkt, hvor de er ”dårlige nok” til at komme på plejehjem! Der MÅ kunne gøres noget, så indsatsen kommer hurtigere, for ellers går det som min mor, der indenfor det sidste år er blevet 15 år ældre og kan stille træskoene, når det skal være! Derudover kan jeg heller ikke forstå, at det ressourcemæssigt og økonomisk kan hænge sammen, at der skal hjemmehjælp og sygeplejersker ud til en beboer mindst syv gange om dagen i stedet for at placere hende på et plejehjem, hvor plejen er lige ved hånden. Jeg ønsker på ingen måde at hænge kommunerne ud, for de gør det bedste, de kan, med de midler de får til rådighed, men der er noget, der halter. Og jeg tror, at der skal kigges på det helt oppe i toppen. Se på lovgivningen … Kan den udbedres eller omfortolkes, så hjælpen kan følge de syge igennem hele forløbet, og ikke kommer til at halte bagefter i slutningen af livet, hvor hver dag tæller? I begyndelsen af min mors kræftforløb fik hun masser af hjælp og støtte, og min far, der har fået konstateret Alzheimers, blev placeret på plejehjem, da de godt kunne se, at mor ikke kunne tage sig af ham også. Både min mor og jeg, som pårørende, følte os hørt og set, og var utrolig taknemmelige for den hjælp og støtte, der flød vores vej. Mange gange fik jeg at vide, at jeg skulle huske at passe på mig selv (også på grund af at jeg er konstateret kronisk stressramt og har to børn, hvoraf den ene har Atypisk Autisme og den anden er under udredning for Aspergers syndrom). Indenfor det sidste år er mors sygdom taget til. Selve kræften er i stilstand, men mange rejser til og fra hospitaler, lægen, indlæggelser på grund af forskellige tilstødende sygdomme har tappet hende for kræfter. I juli måned blev mor indlagt på akutcenter, Vestcenter Kilen i Struer, og her var hun så svækket, at lyset i øjnene til tider forsvandt på hende. Hun var gået fra at være en frisk, optimistisk og livsglad person, der altid havde kunnet klare sig selv og hjælpe alle andre i en håndevending, til at være en lille, sammenkrøllet skygge af sig selv, der sad og græd hver dag, fordi hun ikke ville være til besvær ved at fortælle, at hun havde ondt og ikke magtede at klare hverdagen alene. På akutcentret udfyldte vi sammen med en hospice-sygeplejerske, der var tilknyttet stedet, en ansøgning om at få mor på plejehjem, da hun inden ganske kort tid ikke ville være i stand til at klare sig selv. Dette var både min mors, min og især også hospice-sygeplejerskens vurdering. Efter godt tre uger på akutcentret blev mor sendt hjem til sig selv. Hun skulle have piller syv gange i døgnet, hvor der skulle komme nogen ud og låse medicinen ud til hende og se hende tage det. Derudover havde hun brug for hjælp til at få mad tre gange om dagen, komme i bad, få gjort rent, vaske tøj, vaske op og så videre. Den økonomiske del af hendes husholdning overtog jeg, da hun ikke kan overskue noget og har svært ved at huske. Visitatoren kom ud til mor og gennemgik ansøgningen sammen med os og gav derefter i samme åndedrag afslag på ansøgningen om plejehjemsplads. Grunden hertil var at mor jo stadig selv kunne tage tøj på og komme på toilettet! Men hun var blevet visiteret til en ældrebolig! Altså en bolig ligesom hendes eget hjem, blot på færre kvadratmeter. Fra midt juli til først i oktober havde vi flere gange fat i lægen, lægevagten, akutsygeplejersken på grund af mors svækkede tilstand. I denne periode blev mor også konstateret terminal, hvilket vil sige, at alt helbredende behandling stoppes, og det herefter kun er smertedæmpende behandling der bliver tilbudt hende. Vi fik en ældrebolig til mor i nærheden af dét plejehjem hvor far bor, og den 5. oktober flyttede vi hende ind i hendes nye hjem. Hun havde glædet sig helt vildt, men var samtidig i løbet af de godt to og en halv måned blevet så svækket, at hun ikke kunne være med til at gøre noget som helst selv. Hun sad blot i sin stol eller lå på sofaen og kiggede, mens vi andre flyttede for hende. Efterfølgende blev mor blot svagere og svagere og torsdag den 17. oktober klokken 15.30 blev jeg ringet op af hjemmehjælpen, da mor var meget konfus, og hjemmehjælpen ikke turde lade hende, alene indtil akutsygeplejersken kom. Jeg tog op til hende, og mor var rundt på gulvet, ked af det og havde smerter. Akutsygeplejersken kom cirka en time efter og fandt ud af, at mor ikke kunne komme ordentligt af med vandet. Hun fik sat et kateder på og sygeplejersken tappede knap 1200 ml. urin af hende med det samme. Jeg blev bedt om at blive ved hende for at holde øje med, at mor fik drukket nok væske, indtil hjemmeplejen havde været der klokken 22.30. Hele aftenen sad jeg så med en meget konfus mor, som jeg hele tiden skulle have til at drikke og samtidig forsøge at overbevise hende om, at hun ikke skulle på toilet, men bare skulle ”lade det løbe”, hvilket hun kæmpede imod, for man kunne jo ikke bare sidde i lænestolen og tisse! Klokken 21.30 kontaktede jeg akutsygeplejersken, da mor og jeg var ved at blive uvenner over ”kateder-snakken” Jeg var utryg over, hvad hun kunne finde på i løbet af natten, hvor der jo ingen opsyn ville være med hende. Vi aftalte, at der ville komme en sygeplejerske ud til hende i løbet af natten for at tjekke op på hende, og så ville der komme en sygeplejerske ud til hende om morgenen, hvor hun så ville vurdere, om mor skulle på akutcentret. Der kom hun ind fredag den 18. oktober og allerede dagen efter ringede den samme hospice-sygeplejerske til mig og sagde, at nu skulle vi have lavet en ny ansøgning om plejehjemsplads. Nu kan mor nemlig ikke komme i tøjet uden hjælp og kan ikke selv komme af med urinen. Så nu kan vi se frem til at flytte min mor endnu en gang, hvilket vil tappe hende for endnu flere kræfter … Og hvor længe har hun så reelt tilbage på denne jord? Hvorfor kan en gammel dame ikke få lov til at være et sted, hvor hun føler sig tryg og får den hjælp, hun har behov for – NÅR hun har behov for den, så hun kan få lov til at nyde den sidste tid med sit barn og sine børnebørn? Hvorfor skal hendes sidste tid være fyldt med frustrationer og afmagt?

Annonce