x
Annonce
Debat

Debat: Tondern, Fissengebirge oder was?

Debatten om danske stednavne i tysk udgave på byskilte i Sønderjylland er blusset op igen. Det bliver den nok ved med. For det handler om følelser - der ikke kan handles.

Forstanden giver hjemmetyskerne/mindretaltyskerne ret, når de argumenterer for, at vi i Danmark skal føje “Tondern” til bynavnet Tønder, som tyskerne har føjet danske stednavne til deres skilte i Slesvig.

Men følelserne husker, at denne omstridte landsdel har været dansk i over 1000 år, og blot tysk i 156 år. Følelserne husker, hvordan det som sønderjyde var kun at være fri for de sydlige naboers herredømme i 20 år, så kom de lige igen i 1940. Følelserne husker, præcis som da serberne førte sig militært frem på Balkan og hele tiden henviste til nederlaget på Solsortesletten i 1379. Det var dog en distance på over 600 år.

To gange i historisk tid har Danmark været tæt på at ophøre som stat, senest da Chr. IX i den bedste mening tilbød Bismarck vores land som lydstat. Han sagde nej tak. Havde han accepteret, havde Vissenbjerg, og mange andre steder, nok fået nye navne.

Det forbilledlige nutidige dansk-tyske grænse samarbejde er indstillet til Unescos verdensarvs status. Lad os alle gå ind for det - i respekt for de processer, det skal have tid til at modnes.

Kirsten Bisgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Sammenlægning må udskydes

Leder

Lad os nu høre om vejen ud

En af corona-krisens store frustrationer for mange er usikkerheden om, hvor lang tid denne alternative virkelighed kommer til at herske. Prisen for at begrænse belastningen på sundhedsområdet er enorm. Erhvervslivet er lammet, mange virksomheder risikerer at lukke - også selv om skatteborgernes store pengekasse er åbnet på vid gab med diverse støtteordninger. Uanset hvor mange skattekroner, Folketinget besluttet at sende ud til de ramte brancher, kommer nedlukningen til at koste arbejdspladser. Den kommer til at ødelægge grundlaget for et utal af virksomheder. Økonomien bliver påvirket langt frem i tiden. For at kunne håndtere de barske realiteter, har vi behov for at kende planerne for, hvordan landet igen kan åbnes. Vi har behov for at vide, hvad myndighederne forestiller sig muligt - og hvornår. Ingen forlanger, at Mette Frederiksen, Nikolai Wammen eller Søren Brostrøm skal kunne svare på, hvornår smittefaren er drevet over, men vi må kunne få svar på, hvilke planer der er for rækkefølgen af genetableringen af samfundet. De fleste kan nok forestille sig, at rejsebranchen og teater- og koncertarrangører vil være ramt af begrænsninger længere ind i fremtiden end frisørerne. Eller genbrugspladserne. Eller skolerne. Indtil nu har Danmark ageret trofast og fulgt retningslinjerne. Men hvis vi skal blive ved med at have tillid til myndighederne, må vi sammen kunne se en vej ud af det hele. Ingen tror på en snarlig vaccine eller kur, hvorfor vi må forvente begrænsninger eller risici i en periode, der strækker sig noget længere end til den 13. april, som lige nu er den eneste kendte dato i planerne. Det gik fint med at vise os forskellige scenarier for, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede landet. Med pædagogiske plancher og grafer, blev vi alle overbevist om nødvendigheden. Vis os nu de forskellige scenarier for, hvordan vi igen får landet på fode. Også selv om de er skræmmende. Vi kan tåle det meste, men hemmeligheder og uvished hører ingen steder hjemme.

Kultur

Kirken sender prædiken på video

Annonce