Annonce
Debat

Debat: Urtehaven kan forme dit blik på verden

Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening.

I klimadebatten fremføres ofte det synspunkt, at det har forsvindende lille betydning, hvad den enkelte gør. På samme måde argumenteres for, at det i en global sammenhæng ikke betyder noget, hvad lille Danmark gør. Det er de store spillere som Kina eller USA og de globale virksomheder, der kan rykke noget i klimaregnskabet.

Det er en sælsom logik, hvis primære funktion er individets ansvarsfralæggelse ved at fremstille verden alene som store politiske eller økonomiske enheder, der sætter den enkelte uden for reel indflydelse. Individets vilje og evne til at agere levnes ingen plads. Dette verdensbillede kan udspringe af alt fra dovenskab og magelighed til afmagtsfølelse og frygt, og det er det sidste, jeg her gerne vil kaste lidt lys over, for jeg mener det har helt afgørende betydning for vores fremtidshåb, at vi ikke alene sætter vores lid til ”magten”, men møder frygten og afmagten med betydningsskabende handling.

Frygten for ikke at slå til og for ikke at betyde noget for sine omgivelser er et gennemgående tema for mange mennesker i vores del af verden. Der tales i stadig større grad om, at vi presser hinanden for meget - især de unge. Begreber som perfekthedskultur, klimadepression og klimaskam er blevet en fast bestanddel af samfundsdebatten. Og der er meget om snakken, for mange mærker virkelig et enormt pres i fht. alle de idealer, de føler, de skal leve op til.

Men når vi for at beskytte folk imod depressionen, forsøger at skærme dem imod skræmmende viden eller ved at fratage dem incitamentet til at agere i stort og småt, fordi vi i stedet overlader ansvaret til dem, der har den politiske magt, så sætter vi både demokratiet, civilsamfundet og borgerlysten ud af spil. Og hvis denne følelse af pres betyder, at vi ikke må pålægge os selv og hinanden at tage ansvar for vores eget liv, for fællesskabet og for fremtiden, så er vi ilde stedt - for så dør blandt andet håbet, og uden håbet fortaber fremtidsudsigterne sig da først i apatiens afmægtiggørende tåger.

Håbet er den vigtigste byggesten, når vi skal lægge fundamentet for en bæredygtig fremtid, og derfor gør vi klogt i at skabe så mange støbekasser for håbet som muligt. I den proces må vi for alt i verden ikke forveksle håb med uvidenhed. Vi skal kende både de gode og de skræmmende fremtidsudsigter, for det er altid erkendelsen af en mangel, der fremkalder håbet om forandring. Så vi skal altså oplyses, men oplysning må ikke stå alene.

Der er en anden lige så vigtig ingrediens, og det er vores egen personlige indsats. Hvis håbet skal leve og gro, skal vi arbejde aktivt med den mangel, vi har erkendt. Vi skal med andre ord ”have jord under neglene” og arbejde på forandringen, for ud af selve dette arbejde springer håbet, også selvom effekten af vores indsats er forsvindende lille. Det er i sig selv enormt meningsfuldt at arbejde på sit håb, i stort og i småt, hvad enten det handler om at dyrke sin egen urtehave, stoppe sine strømper, upcycle sin gamle stol, skabe bæredygtig forandring i sin lokale forening eller om at gå aktivt ind i større politiske omvæltninger.

I et samfund, hvor meget handler om at måle og veje på enhver indsats effekt, kan det være svært at forstå, at arbejdet i sig selv og ikke arbejdets umiddelbare resultat i visse sammenhænge kan være det mest betydningsfulde. Men erfaringen af at handle på sit håb skaber både livsglæde og livsmod - og en heraf afledt klimaeffekt. Det gør det, fordi den bæredygtige og håbefulde tilgang til verden også ansporer den enkelte på en lang række andre områder. Det, der begyndte med at dyrke en urtehave eller indkøbe bæredygtige spilletrøjer i fodboldklubben, bliver en måde at forholde sig til verden på.

Så det handler faktisk ikke kun om den enkelte handlings målte effekt i det store klimaregnskab, men om at handle sig til håb, fordi håbet kommer til at definere måden, hvorpå vi vælger i alle mulige andre sammenhænge, og her er der en verden til forskel på, om vi agerer ud fra den overbevisning, at vores bidrag intet betyder, eller om vi tror på, at vi kan gøre en forskel - små som vi er i en stor verden.

Der er ikke andre end os til at forme fremtiden. Det store fælles ”os”, hvor enhver spiller en rolle. Vi er fremtidens forløsere, så lad os ikke tage håbet fra hinanden i et misforstået hensyn til hinandens velbefindende, men lad os i stedet give hinanden rum og opbakning til at handle og derved bære byggesten til det fælles håb, som nærer enhver drøm om fremtiden.

Annonce
Simon Lægsgaard Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Det er bare blevet godt

112

Gnist antændte storbrand

Læserbrev

Kampen for flere sygeplejersker. Lang fagpolitisk vandring, men dog et skridt på vejen

Debat: Vejen til de ”1000 flere sygeplejersker” har været en overordentlig lang vandring. Det politiske liv har haft svært ved at erkende, at det er nødvendigt at øge den daglige bemanding med henblik på faglighed og bedre arbejdsmiljø, altså en faglig forsvarlig normering på alle døgnets tidspunkter. Den fælles udfordring bliver nu at skaffe de fornødne sygeplejersketimer svarende til 1000 sygeplejersker på landsplan. For Region Midtjylland svarer det til 215 sygeplejersker. Muligheden for deltidsansatte til at komme op i tid kom efter krav fra de faglige organisationer ind i overenskomsten i 2007. Et krav der blev rejst fordi mange arbejdspladser spekulerede i deltidsstillinger. Arbejdsmiljøet på regionernes hospitaler er i dag generelt for belastende for sygeplejersker som for SOSU-assistenter. Hver syvende nyuddannede sygeplejerske har inden for sine første tre år oplevet at gå ned med stress - noget som desværre kan følge dem resten af deres arbejdsliv. I dag skal sygeplejersker på 38 minutter nå de samme opgaver, som de i 2001 havde 60 minutter til. Der er således en klart øget arbejdsbelastning - det slider på krop og sjæl. Det er derfor nødvendigt med bedre normeringer og flere ansatte på vores hospitaler. De ”1000 flere sygeplejersker” bidrager hertil, men det er kun en start og kan ikke stå alene. Det er nødvendigt at der samtidig uddannes flere, både sygeplejersker og sosu-assistenter, at man mindsker frafaldet på uddannelserne og sikrer en god introduktion til nyuddannede – nyansatte. Bedre arbejdsvilkår kunne samtidig bidrage til en tilbagerekruttering af sygeplejersker tilbage til sygeplejefaget. Enhedslistens har gennem de seneste år i regionsrådet søgt at fremme en debat om, hvordan vi sikrer et bedre arbejdsmiljø, og hvad der skal til på arbejdspladserne. Det har blandt andet affødt, at der nu er nedsat et politisk udvalg, som skal arbejde med dette tema. Skal det lykkes, kan det kun ske i samarbejde med de ansatte, deres faglige organisationer og gennem en større fælles erkendelse af de faktiske arbejdsforhold på arbejdspladserne. Region Midts egne tal for 2019 viser, at sygeplejersker og SOSU-assistenter har haft over-og merarbejde, udbetalt sjette ferieuge, svarende til over 100 millioner kroner. Hertil kommer et massivt brug af eksterne og interne vikarer svarende til cirka 100 millioner kroner. Ansatte sygeplejersker har ydet en ekstra indsats i form af fleksibilitetsaftaler. Fordi der er klar diskrepans mellem opgaver og fast ansat personale, er det alt sammen noget, som tages i brug for at få dagligdagen til at hænge sammen. Disse løsninger giver desværre ikke faglig kontinuitet og ro omkring arbejdsopgaver og planlægning og bidrager derfor ikke afgørende til forbedring af arbejdsmiljøet. De grundlæggende og udviklende opgaver kommer til at hvile på det faste personale. I stedet for den øgede udbetaling af over- og merarbejde, vikarbrug ser Enhedslisten hellere, at der uddannes og ansættes flere sygeplejersker og SOSU-assistenter i afdelingerne. Per 1. november var der alene 138 ubesatte sygeplejerskestillinger i regionen. I spørgsmålet om at skaffe det nødvendige personale spiller ret til fuldtidsansættelse en væsentlig rolle, hvilket da også er indgået i de politiske debatter i såvel hospitalsudvalg som forretningsudvalg. At eksempelvis nyuddannede starter på fuld tid understøttet af en god introduktion. Dette med henblik på få godt fat i faget. Målet har ikke været at tvinge ansatte op i tid, som påstået af visse. Enhedslisten mener, at ret til fuld tid skal kombineres med ret til afspadsering af tillæg for aften-/natarbejde og weekendtillæg, så den enkelte sygeplejerske selv har mulighed for at aftale en reduceret effektiv arbejdstid. Eksempelvis vil afspadsering af weekendtjeneste hver anden weekend reducere en fuldtidsstilling til 34 effektive timer om ugen – men med fuld løn og pension. Ligeledes må også sikres mulighed for afspadsering af optjent over-og merarbejde. Det kan ikke være rigtigt, at den ansatte selv skal betale for et belastet arbejdsmiljø ved at gå ned i tid, gå ned i løn og i sidste ende gå ned i pension. Fuldtidsansættelse vil generelt sikre bedre pensionsvilkår for den ansatte. Erfaringerne fra islandske sygeplejersker viser, at det ligeledes vil fremme ligestilling og ligeløn.

Lemvig

Parløb til ny forstander er fundet

Annonce