Annonce
Debat

Debat: Vær ærlige, aktiveringen er altså rettet mod indvandrer-kvinderne

Regeringen foreslår nu, at indvandrere på overførelsesindkomst skal i aktivering 37 timer om ugen.

Alt for mange i gruppen – ikke mindst kvinderne – er håbløst langt væk fra arbejdsmarkedet. Ifølge de seneste tal fra ministeriet er det i dag kun 36 procent af målgruppen som i dag sendes i forløb, eksempelvis virksomhedspraktik. Det er skadeligt for integrationen, det er dyrt for samfundet og det skaber problemer, som går i arv til de næste generationer. Derfor skal der gøres en indsats for at bryde den dårlige spiral. Og det skal gå hurtigt og gerne være effektivt.

Helt per automatik råber Det Radikale Venstre og Enhedslisten selvfølgelig op over, at forslaget er udtryk for diskrimination. Det er jo åbenlyst, at tiltaget er rettet mod en bestemt befolkningsgruppe.

Lad os være ærlige: Selvfølgelig er tiltaget rettet mod en bestemt gruppe - som er kendetegnet ved en bestemt etnicitet. For det er den gruppe, som vi har en udfordring med. Det er den gruppe, som vi er nødt til at få integreret i samfundet, hvis vi vil undgå parallelsamfund, sociale problemer og tabte generationer langt ud i fremtiden.

De senere år er antallet af børn af danske forældre på kontanthjælp faldet fra 3.800 til 1.600 – men samtidig er børn af ikke-vestlige forældre på kontanthjælp steget fra 6.900 til 8.300.

Beskæftigelsesgabet mellem flygtninge/indvandrere og den øvrige befolkning er alt for stor. Og ikke-vestlige indvandrere er markant overpræsenteret på offentlig forsørgelse.

Fire ud af fem kvinder med dansk oprindelse - i den erhvervsaktive alder - er i arbejdsstyrken; mens det samme kun gælder for hver anden kvinde med indvandrerbaggrund. Ofte er årsagen, at mændene ikke tillader kvinderne at komme ud – begrundet i religiøse årsager. Men den sociale isolation, det dårlige kendskab til det danske samfund og alle de problemer det medfører går i arv til de næste generationer.

Dét er opskriften på ghetto-dannelse, en underklasse af indvandrere, dårlig integration og et splittet samfund. Er det virkelig dét som venstrefløjen ønsker?

Tør vi ikke tale om problemet og adressere vores indsats mod de grupper som har en særlig udfordring, så er der intet, der lykkes for os. Hvis ikke vi får indvandrere – og specielt kvinderne – ud i samfundet. Hvis ikke de lærer sproget og lærer samfundet at kende, så ødelægger vi integrationen også for de kommende generationer og skaber massive problemer både for de mennesker vi taber på gulvet og for samfundet som helhed.

Det er uværdigt for de berørte borgere og ødelæggende for samfundet, at venstrefløjen igen og igen prøver at blokere for nødvendige beslutninger.

Annonce
Roya Moore
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce