Annonce
Debat

Debat: Venstre vil sende flere penge til Bruxelles

EU: Det har ikke været nemt at slå en politisk holdning af Venstre på det seneste. Det har dog ændret sig pludseligt med forhandlingerne om EU’s kommende budget. Her insisterer Venstre nemlig på én ganske klar politisk holdning: Det skal være dyrere for Danmark at være medlem af EU.

Partiet siger, at man gerne vil støtte, at Danmark betaler så lidt som muligt til EU. Samtidig nægter Venstre dog at give mandat til, at regeringen kan nedlægge veto mod budgettet, hvis det ikke indeholder vores nuværende milliardstore rabat på EU-budgettet. Den rabat har vi haft, siden den forrige socialdemokratiske regering forhandlede den hjem for syv år siden.

Danmark skal og vil selvfølgelig ikke kun kæmpe for at beholde rabatten. Socialdemokratiets linje har hele tiden været at kæmpe for at holde EU’s budget så lavt som muligt. Det betyder ikke, at vi vil skære på klima- og migrationsindsatsen. Tværtimod. EU’s budget skal i langt højere grad gå til at løse grænseoverskridende problemer i stedet for direkte støtteordninger som landbrugsstøtten og strukturfondene. Politik er ingen gavebod, det er benhård prioritering af skatteydernes penge. Vi mener, det skal ske inden for rammen af et ansvarligt budget. Det troede vi også, at Venstre mente.

Socialdemokratiet ønsker at holde medlemsstaternes bidrag til EU på 1 procent af bruttonationalindkomsten. EU-Kommissionen og en række af de andre lande vil hæve bidraget til 1,11 procent eller mere. Det kan lyde af meget lidt, men i virkeligheden betyder forskellen mellem de to forslag knap 3 milliarder kroner hvert år, som Danmark skal betale i ekstra bidrag til EU. Det er rigtig mange penge, som vil gå ud over vigtige initiativer i det nære. Det er for eksempel mere end afskaffelsen af uddannelsesloftet, psykiatriløftet og udtagningen af ubæredygtig landbrugsjord koster - til sammen.

At kæmpe for ansvarlige udgifter helt generelt gør dog ikke rabatten mindre væsentlig. Danmark er fortsat et af de lande, som per indbygger betaler allermest til EU. Derfor er det rimeligt, at vi både kæmper for det lavest mulige budget og samtidig insisterer på, at den danske rabat videreføres. Danmark kan ikke diktere udfaldet af forhandlingerne, men vi kan kæmpe for det bedst mulige resultat for danskerne. Hvis blot Venstre ville støtte op.

Hvis vi ikke insisterer på rabatten, stiller vi os ringere end vores EU-naboer Sverige og Holland, som næppe vil opgive deres rabatter. Hvis vi opgiver den socialdemokratiske milliard, risikerer vi altså, at de danske skatteborgere kommer til at betale uforholdsmæssigt mere end vores EU-naboer i Sverige og Holland.

Annonce
Marianne Schaldemose
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce