Kultur

Den evige jagt på den perfekte sang

- Jeg har haft nemt ved at mærke, hvornår noget virkede, og hvornår noget andet ikke virkede. Jeg har bare ikke vidst, hvorfor det var sådan. Det har føltes mere som et lykketræf, når den gode melodi opstod. På et tidspunkt begyndte jeg så at læse musikteori for hurtigere at kunne nå frem til det, der virker, siger Lise Cabble. Foto: Olivia Loftlund/Ritzau Scanpix

Hun er blevet kaldt Danmarks hemmelige Grand Prix-dronning, og når startskuddet til dette års Eurovision Song Contest lyder i næste uge, er det fjerde gang, der står Lise Cabble på afsenderen af det danske vinderbidrag. Men for den tidligere forsanger i Miss B. Haven handler det først og fremmest om glæden ved at skabe musik. Her fortæller hun om den svære start, om at gå fra punk til pop, og om hvad der sker, når man komponerer i fællesskab.

- Min kærlighed til musikken har jeg først og fremmest fra min far. Som barn fortalte han mig tit historier til lyden af alle mulige former for musik. Alt fra klassisk musik til Simon & Garfunkel. Han var ikke selv musiker, men var enormt entusiastisk omkring musikken. Når han mødte sent, tilbragte han formiddagene i stuen med at luftdirigere til værker af Beethoven. Det så ret fjollet ud, men jeg mærkede jo samtidig, at musik kunne noget. At der var noget med det der musik.

- Først fik min søster en guitar, som jeg også spillede på. Så fik jeg min egen. Vi begyndte at gå til guitarspil, men gav lidt op igen, da vi nåede til det med barré-akkorder, for man fik sindssygt ondt i fingrene af det. Så i en periode kom guitaren op på væggen, indtil vi mødte en, der var vildt godt til at spille og inspirerede os til at komme over den der hurdle med guitaren. Vi lavede et band, da jeg var de der 14-15 år, og begyndte at spille numre af Stones og Gasolin, men begyndelsen var svær. Vi havde kun to guitarer og to guitarkasser.

- Når vi gik på gaden, fordelte vi det, så man enten gik med en guitar eller en guitarkasse. Vi tænkte, det så sejt ud og forestillede os, at det øgede chancen for at blive opdaget. Men når vi spillede, faldt alle drømme til jorden, for vi anede ikke, hvordan man gjorde. Dengang kunne man jo ikke bare gå på YouTube og se, hvordan man skulle spille sangene. Hen ad vejen mødte vi heldigvis andre musikere og opsnappede lidt hist og pist.

- Jeg var 14 år, da jeg skrev min første sang. Den handlede om en lille sælunge, der savnede sin mor, som var blevet slået ihjel. De første år i bandet spillede vi først og fremmest andres sange. For alt, hvad jeg skrev, føltes håbløst dårligt sammenlignet med alt den fantastiske musik, der allerede var skrevet. Efterhånden kom jeg dog i gang, og jeg har vel egentlig altid haft flair for den gode melodi.

- Jeg har haft nemt ved at mærke, hvornår noget virkede, og hvornår noget andet ikke virkede. Jeg har bare ikke vidst, hvorfor det var sådan. Det har føltes mere som et lykketræf, når den gode melodi opstod. På et tidspunkt begyndte jeg så at læse musikteori for hurtigere at kunne nå frem til det, der virker. Det er fint nok at kunne arbejde intuitivt, men inspirationen risikerer at forsvinde, hvis man ikke kan komme videre med sin ide, fordi man ikke har håndværket og teorien på plads.

- I slutningen af 1970’erne kom vi ind i punkmiljøet, og det smittede selvfølgelig også af på vores musik. Det var et helt vildt sort og trist miljø. Men der var også smukke ting. Når man gik i byen, gik man ikke på natklub. Man gik til digtoplæsning eller på udstilling. På det tidspunkt var arbejdsløsheden enorm, så man måtte jo finde på noget andet. Så det var også en tid med stor kreativitet. Og det kom der både lort og lagkage ud af. Stemningen i miljøet passede også meget godt til, hvordan man tit har det i den alder i overgangen til voksenlivet. Hvad skal jeg med mit liv? Hvad skal det hele blive til? Så det kunstneriske udtryk blev, som man havde det indeni. Det var også lidt cool at se sur ud.

- Jeg har aldrig drømt om at være forsanger. Men det blev jeg i Miss B. Haven, som udsprang af bandet Clinique Q. Der havde været lidt udskiftning af medlemmerne, og det betød noget for energien, der gik fra at være tung til at være i hvert fald lidt mindre sort. Det var også på det tidspunkt, at der rullede en countrybølge ind over punken. Det kunne blandt andet høres i bands som D-A-D og Sort Sol.

- I nogle år spillede vi halvprofessionelt, og efter nogle forgæves forsøg på at finde en anden forsanger, fordi jeg egentlig bare havde lyst til at spille guitar og skrive sange, vænnede jeg mig til også at være den, der stod helt fremme på scenen. Jeg husker det, som om vi den ene dag spillede for 15 mennesker, og den næste dag var der en lang kø til vores koncert. Det var fantastisk, men også lidt skræmmende. Tidligere kunne jeg bare synge lidt volapyk, hvis jeg glemte teksten. Nu kunne publikum hvert et ord i vores sange. Jeg husker de år som én lang optur, hvor det bare gik op, op, op.

- Vi arbejdede hårdt for at slå igennem i udlandet. Vi fik Jeff Lynne til at producere albummet ”Nobody’s Angel”. Han var en kæmpe kanon og den hotteste, man kunne få på det tidspunkt. Jeg husker, hvordan han kom med hele sit følge til studiet i London, som vi mere eller mindre var flyttet til. Vi syntes, han var dygtig, men samtidig var han også meget langt fra det, vi lavede, så jeg var ikke ubetinget begejstret. Jeg var heller ikke begejstret, da vi blev sendt til stylist, fordi vores udseende skulle harmoniseres.

- Frem til da havde vi bare klædt os, som vi hver især ville. Nogle gik med nederdel. Andre var mere drengede. Og pludselig stod vi der med ensartede halvlange jakker. Vores udlandseventyr fik aldrig rigtig luft under vingerne, og efterhånden mistede vi bare energien og lysten. Jeg fik mere smag for det elektroniske. Det gjorde de andre ikke. Tværtimod. De kaldte den lyd for hjertekarsygdommen, fordi de syntes, det lød som sådan et elektrokardiogram.

- Jeg hører enormt meget musik for at følge med i, hvad der bliver spillet. Jeg kalder det grundforskning. Så sidder jeg der og nørder og forsøger at finde ud af, hvordan sangene er skruet sammen, og lader mig inspirere. Jeg synes, popmusikken befinder sig et lidt underligt sted for tiden. Det er, som om det er gammeldags på en ny måde. Jeg skal lige finde ud af, hvad pokker det går ud på.

- Jeg var flere gange blevet opfordret til at deltage i Dansk Melodi Grand Prix, men havde sagt nej hver gang. Lige indtil Mette (Matthiesen fra Miss B. Haven; red.) overtalte mig, og vi skrev ”Fra Mols til Skagen”. Jeg havde slet ikke regnet med, at den ville vinde. Men det gjorde den jo. Alligevel gik der en del år, før jeg for alvor begyndte at skrive sange, der kom med i Melodi Grand Prix. I dag har jeg haft næsten 20 sange med. De fleste af dem er skrevet sammen med andre.

- Flere gange om året er jeg med på sangskriver-camps både herhjemme og i udlandet. Jeg skriver også sange derhjemme, hvor jeg sidder og nørder ved mit keyboard. Det kan bestemt noget. Men det er noget helt særligt at lukke sig inde sammen med en masse andre sangskrivere og producere og begynde at skabe noget i små grupper. Man arbejder med en deadline, stemningen er intens, og konkurrencen er virkelig skærpet.

- Man er tændt og inspireret og ved, at i det her selskab kan en dårlig ide pludselig forvandle sig til en super ide. Nogle gange er det lidt tilfældigt, hvad der sker med de sange, man får skabt. Om de ender i Melodi Grand Prix og i hvilket land. ”Only Teardrops”, der vandt Eurovisionen i 2013, havde vi skrevet året før til Tyskland, men den var blevet lidt glemt. ”Love Is Forever”, som vi har med i år, er også blevet skrevet på en camp.

- Sejren i 2013 var fuldkommen fantastisk. Jeg havde ikke forestillet mig, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre at skrive en sang, der vandt hele Eurovisionen. Der er så meget, der skal falde på plads, for at det kan lykkes. Og så lykkedes det. Jeg ved ikke, hvor meget det har betydet for min karriere. Men det har betydning for mig, at jeg har skrevet noget, som står mange år frem. På den måde er jeg jo blevet en del af historien. Selvfølgelig er målet hver gang at skrive en sang, der vinder det hele. Det er håbet. Men bare det at få lov til at være en del af showet er også en fantastisk oplevelse.

- Denne gang er vi et hold på omkring 20 mennesker, der skal af sted til Tel Aviv som en del af det danske hold, og jeg glæder mig. Men jeg ved også, at det bliver sådan en underlig blanding af at være helt vildt hektisk og helt vildt kedeligt. Der er enormt meget ventetid, og pludselig skal man være på. Det er også et cirkus, der bliver vildere og vildere hvert år. Når jeg kommer hjem, går jeg i gang med at skrive sange til næste år. Så må vi se, hvor de lander. Jeg skriver aldrig direkte til Grand Prix’et. Jeg forsøger bare at gøre, som jeg altid har gjort: At skrive noget godt og noget slagkraftigt.

Lise Cabble

Lise Cabble er født 10. januar 1958 og blev for alvor kendt som forsanger i kvindebandet Miss B. Haven, der brød igennem i slutningen af 1980’erne.
I 1995 debuterede hun som sangskriver i Dansk Melodi Grand Prix med sangen ”Fra Mols til Skagen”, der blev sunget af Aud Wilken og vandt. Sangen opnåede en femteplads i Eurovision Song Contest. I 2013 vandt hendes sang ”Only Teardrops”, der blev sunget af Emmelie de Forest, en overbevisende sejr i den internationale sangkonkurrence.
Gennem årene har hun haft en lang række sange med i det danske Melodi Grand Prix og i år også i det svenske, det britiske og det litauiske. I næste uge rejser hun til Israel som en del af holdet af dette års vindersang.
Lise Cabble har desuden skrevet sange til en række danske kunstnere. Blandt andre Sanne Salomonsen og Johnny Deluxe.
Hun bor på Frederiksberg, hvor hun også har et lille studie.
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Video: Se med, når storkeungen spiller død for at blive ringmærket

Danmark

Se video af redning: 20-årig sejler reddet op ad vandet efter flere timer i Ringkøbing Fjord

Tophistorier

112

Kvinde sad fast i brønd i en time

Kultur

Martin vil være sin egen og udfordre andre med sin musik

Hak. Der bliver sat et flueben på ønskelisten, når Saveus i år går på scenen til Grøn Koncert. Fluebenene har der været en del af, siden bandet i 2015 dukkede op nærmest ud af ingenting, bragede igennem med sangen ”Levitate Me” til P3 Guld og med Martin Hedegaards egne ord blev ”skudt af sted med 120 i timen”.Andre flueben er allerede sat. Som det ud for Roskilde Festival. Første gang i 2016, da Saveus lige havde sneget sig med på plakatens nederste hjørne, lige før ”og mange flere”. I 2018 var der debutplade, og bandet fik lov til at åbne den ikoniske Orange Scene. Samme sommer kunne bandet sætte hak ved Bøgescenen på Skanderborg.Det er faktisk ikke underligt, at det er en glad Martin Hedegaard, der svarer på, hvordan 2019-udgaven af ham har det.- Han har det godt. Han har det rigtigt godt. Det har været en dejlig rejse.Rejsen gik egentlig i gang længe før P3 Guld: Dengang han efter ”X Factor” vendte tilbage til Ørum, gik i gymnasiet, sad på sit værelse og lavede musik og i princippet var tilbage ved nul. Når pladeselskaber kontaktede ham, og han spurgte, hvad de kunne tænke sig, var svaret: ”At vi skulle lave sådan en rigtig pop-smasher”.- Så fik jeg tilsendt en sang, men måtte skrive tilbage: ”Tusind tak, men det har jeg ingen interesse i. Jeg har det faktisk rigtigt godt, hvor jeg er”. Jeg opdagede, at jeg ikke havde travlt, og så skete der noget i min udvikling. Jeg fandt ud af, at når jeg kom tilbage, skulle det være med musik, som fik folk til at sige: ”What?! Hvad er det der for noget?”.Hvem er jeg?Det sidste er et punkt på en anden liste. En liste, der findes i Martin Hedegaards hoved og rummer præmisserne for hans arbejde. At han vil lave sin egen musik, ikke andres, står der blandt andet. At han vil eksperimentere. At han i princippet gerne vil hitte i radioen, men at det skal være med en sang, som udfordrer.- Overordnet skal jeg kunne være i det, og det er egentlig en ret naturlig ting: Du skriver en sang, den kommer i radioen, og folk lytter til den. Så skal du spille den live, og måske bliver den så stort et hit, at du skal spille den resten af dit liv. Hold kæft, det ville være irriterende, hvis det er en sang, du hader ...- Ud over din liste over værdier, som er vigtige for dig som musiker, er der så andre værdier, du har med? Personligt, menneskeligt ...?- Der er noget i det der, som er ret essentielt for mig. Det er meget sjovt at sidde og snakke om, hvilken musiker, man gerne vil være, men i mit hoved handler det om, hvilken musiker du er, siger han med eftertryk på det sidste ord og fortsætter:- Jeg gør ikke det her, fordi det er noget, jeg har valgt. Jeg kan mærke, at jeg får det skidt, hvis jeg begynder at gå et andet sted hen. Jeg bliver urolig indeni. Jeg tror, alle musikeres udfordring er at komme frem til at forstå, at du ikke kan vælge, hvem du vil være. Selvfølgelig kan du tænke over, hvilket tøj, du vil have på og den slags, men det er inden i dig, hvem du er.- Jeg har helt klart selv tænkt i, hvilken musiker jeg ville være, men her i de senere år fundet ud af, at det ikke er det, det handler om. Men det er sindssygt svært, fordi spørgsmålet i virkeligheden er, hvem man er, hvad man står for, og hvad man vil med sit liv, siger han og vender tilbage til dengang, han sad og lavede musik hjemme i Ørum.I starten lavede han elektronisk musik, da dance var på sit højeste. Så kom rockmusikken tilbage, og bam - så sad han og lavede rockmusik.- Lige pludselig opdagede jeg, at jeg bare havde fulgt bølgerne, og at det ikke havde en skid at gøre med, hvem jeg var. Det er jo modenhed faktisk at kunne opdage det, tage et valg, sige fra og sige: ”Det er det her, jeg gør”.Konstruktiv frygtUndervejs har Martin Hedegaard også fundet ud af andre ting om sig selv. At han er ekstremt perfektionistisk, målrettet og konkurrenceminded - i en grad, så det faktisk blev et problem, fordi han brugte energien på at fokusere på, hvad der kunne gå galt. Angsten sneg sig ind.- Vi skulle fandeme ikke spille på Orange Scene og så få to stjerner for det. Det skulle være rigtigt godt. Noget, folk huskede. Jeg ville simpelthen være så ked af det, hvis jeg gik ned derfra og følte, at det havde været en dårlig koncert.Det tog det meste af 2018 at lære, hvordan han kunne bruge perfektionismen og angsten for ikke at præstere i stedet for at blive hæmmet af den.- Hvis man kan lære at bruge sin frygt til noget godt, og den faktisk gør dig klar, er det en force. Jeg havde aldrig følt, at jeg havde spillet en dårlig koncert eller ikke gjort mit allerbedste, og det syntes jeg faktisk, at jeg kunne takke min præstationsangst for. Det er på grund af den, at alle koncerter betyder noget, siger han og kalder det samtidig en balancegang at finde et mellemstadie, hvor man præsterer og samtidig evner at trække vejre, kigge ud på publikum og bare nyde, hvad man laver, når en af de andre for eksempel tager over med en solo.- Nu gør jeg det flere gange i løbet af en koncert. Det er nærmest de momenter, jeg lever for nu. Hvor jeg bare observerer og tænker: ”Shit, det er fantastisk, det vi har gang i!”. I dag ville jeg ikke undvære alle refleksionerne, den hårde periode og presset, for det har givet mig en evne til at kunne zoome ud i vilde situationer. Det har taget lang tid, men det er så fedt, når man kan mærke, at det at ville præstere ikke er en klods om benet.Mere klaver end computer”Beast Mode” kalder hans bandkammerater den tilstand, han kommer i lige inden, han går på scenen. Den, hvor øjenbrynene synker længere ned, og publikum får en Martin Hedegaard at se, som måske ikke er den, de forventede.- Det er også en del af mig. Det har sikkert været lidt overraskende for folk, som sidst har set mig i ”X Factor” og pludselig ser mig stagedive i bar mave fra Orange Scene. Det, tror jeg, er ret vildt for folk at se - det er det sgu egentlig også for mig, konstaterer han.En anden del af ham er nørden. Ham, der er vild med computerspil, tegneserier, fantasybøger og teknik.- Jeg elsker at sidde i et studie. Engang imellem bliver min manager nødt til at sige, at nu skal jeg simpelthen sætte mig ved klaveret i stedet for at få en lilletromme til at lyde godt. Jeg er ikke rykket ind i et studie med andre sangskrivere, men med folk, der er teknisk nørdede. Så står vi og siger: ”Prøv den der rumklang” og ”Hey, hvad gør I med et jack-kabel, hvis ...”. Alt muligt. Der er en praktisk side af mig, som godt kan lide noget konkret. Der er noget, som helt klart udfordrer sangskriveren, som bare skal være ved klaveret og lave nogle sange. Men jeg synes, at jeg bruger mere tid ved klaveret end ved computeren, end jeg har gjort før.Mørkere vandEt af de flueben, der stadig mangler, er et gennembrud i udlandet. Men det står højt på listen, siger Martin Hedegaard. Umiddelbart tænker man, at han her vil kunne møde skrappere krav til, hvordan han skal skrue på sig selv og sine værdier.- Det tror jeg også, men det er igen en præmis, man må tage med: Dem, vi skal arbejde sammen med, skal forstå Saveus, som vi er. Det er en del af rejsen og udfordringen. Det er sindssygt svært at være artist i Danmark, men man bliver også nødt til at komme derud, hvor vandet bliver lidt mørkere. Og vi er godt rustede herhjemmefra. Vi kan virkelig tage noget erfaring og proceserfaring med.- Proceserfaring, det lyder som en meget analytisk måde at gå til tingene ...?- Der er på godt og ondt nogle ligheder med at drive en maskine eller et firma. Vi har arbejdet meget med kommunikation mellem mig og bandet, og hvordan vi giver hinanden kritik. Hvis vi ikke gjorde det, ville musikken blive noget lort, men hvis vi ikke er gode til det, bliver det ikke en rar oplevelse at udfordre hinanden. Jeg har brugt meget tid på det og gået til coach for at blive bedre. Og det har gjort os bedre. Vi er blevet bedre til at arbejde og have det godt med det.- Er du en naturlig leder?- Ha! Jeg ville jo sige ”nej”, men det var en del af mit coachingforløb, at min coach snakkede med folk omkring mig, blandt andet bandet, og der blev det nævnt. Så kan det jo være lige meget, hvad jeg synes.Musikken kalderHvis udlandet er noget af det, der er fokus på i den nære fremtid, hvad så med den helt lange bane. Kan han forestille sig ikke at lave musik?- Engang kunne jeg faktisk godt. Lige da jeg flyttede til København, kom jeg ind på en uddannelse i medieproduktion og ledelse. Jeg havde en tanke om, at jeg godt kunne tænke mig at lave computerspil, men på det tidspunkt var jeg kommet i gang med at skrive sange til andre. Det begyndte at stikke rimeligt meget af, og så endte jeg med at måtte sige, at det ikke gik. Musikken kaldte, siger Martin Hedegaard:- Det er også noget, der sker i ens udvikling: Jeg kunne godt se, at de perioder i mit liv, hvor jeg har haft det allermest træls, er dem, hvor jeg i lang tid ikke har været i studiet og lave musik, så jeg vidste, at jeg ikke kunne leve uden. Og nu er der kommet en følelse af, at hvis jeg bare kan få lov til at lave musik resten af mit liv, er jeg rimeligt glad.

Lemvig

Evy blev glemt, når hun bestilte en Flextur: Nu har Midttrafik gennemgået klagerne

Lemvig

Tre strande har det reneste badevand

Annonce