Annonce
Debat

Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder

Annonce

Sang: Her i corona-tiden er vi mange, der glæder os til hver morgen at synge med Phillip Faber. Og hver fredag aften med Mads Mikkelsen og Phillip Faber og alle de andre, der synger for og synger med.

Fællessang er en mærkelig størrelse. Når vi som folk har kollektiv modgang og udfordring - som under 2. Verdenskrig og nu her under corona-krisen - så står vi sammen og synger. Og noget i os bliver forløst og vækker glæde og tro på fremtiden… trods alt. Men til andre tider er der megen blufærdighed omkring fællessang. Det siges ganske vist, at der synges mere i vores generation end i generationen før. Men det vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved. Vi kan lide at høre mange forskellige former for sang, men synger vi selv med? Sådan for alvor.

Det leder tanken hen på vores sprog. Jeg er ikke hverken sprogpsykolog eller filosof, men vil godt lede tanken hen på to former for sprog: Hjernesprog og hjertesprog. Med hjernen forsøger vi at få styr på det hele. Med hjertesproget får vi det ud, som vi ellers ville brænde inde med.

Hjertet - som metafor - er udtryk for det allervigtigste og livsafgørende i os. Det er hjertet, der pumper blod med ilt ud i alle dele af kroppen. Det er hjertet, der er den afgørende årsag til, at vi er i live. Vi kender også den negative udgave: At være hjerteløs.

I den aktuelle udgave af Højskolesangbogen (18. udgave) står der på ryggen af omslaget: ”Så syng da Danmark, lad hjertet tale”. Citatet stammer fra Kaj Hofmanns sang fra 1924: ”Den danske sang er en ung blond pige”. Da den blev sunget på CBS for et par år siden, kom der som bekendt en klage. Sangen var etnisk diskriminerende. Men i min bevidsthed kan den med hjertet synges af alle danske uanset hudfarve - og af alle, der gerne vil være dansk, uanset etnicitet.

Med kommentaren her vil jeg gerne slå et slag for, at vi skal bevare, udvikle og være bevidste omkring hjertesproget. Det er et sprog, som ikke skal stå i anden række i forhold til hjernesproget. Tværtimod mister vi vores menneskelige identitet og evne til empati, hvis vi mister hjertesproget og poesiens sprog.

Det leder tanken hen på forfatter, foredragsholder og højskolemand Erik Lindsøs bog: ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder”. Erik Lindsø beskæftiger sig her med forskellen på glæde og lykke - som i min optik også har noget at gøre med forskellen på hjerne-og hjertesprog. Erik Lindsø skriver side 190-91: ”Glæden er væsensforskellig fra lykken ved at jeg ikke kan spille eller skrabe mig til den. Jeg kan ikke blive glad ved held eller på lykke og fromme. Lykken er god nok, men den er overfladisk, og den egner sig ikke til at gå i dybden med. Glæden derimod er selve dybet. - For Dostojevskij kommer glæden før alt andet, den er en grundstemning, som kristendommen og den kristne kulturarv har lagt som et fundament i tilværelsen.”

Hjertesproget, som blandt andet indeholdes i sangens sprog, er udtryk for selve vores grundstemning. Vi kan selvfølgelig ikke undvære hjernesproget, men hjertesproget går ind i alt det, som hjernesproget ikke har styr på og kan forholde sig til. Når vi møder det, der er så stort, så smukt, så tungt eller så svært, at hjernesproget ikke slår til, så har vi brug for hjertesproget.

Det er ikke hverken flovt eller nederlagspræget at miste kontrollen. For eksempel i forhold til en corona-virus. For det er via kontroltabet, at både hjerne og hjerte udfordres. I en gensidig inspiration og dynamik. Det er altså også dér, hjertesproget kan udfolde sig. Og i nogle tilfælde kan flyde over i troens evangeliske sprog.

”Så syng da Danmark, lad hjertet tale.”

Jørgen Breindahl
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Fødselstal nærmer sig bundrekord

Lemvig

Nyt tag kostede overskud i LGF

Lemvig

Medarbejdere klarede selv lille brand

Annonce