Navne

Der må gerne være lidt at grine af i avisen - og i livet

55-årige Henrik H. Breum er all round-reporter på Dagbladet Ringkøbing-Skjern, hvor hans journalistiske hjerte dog især banker for kulturlivet - i alle dets afskygninger. Foto: Johan Gadegaard

Torsdag 10. januar fejrer journalist Henrik H. Breum 25-års jubilæum i den koncern, der i dag hedder Jysk Fynske Medier. Her fortæller han om gode, sjove, dårlige og spændende tider i sit fag - og om at se sit skrivebord blive flyttet til Ringkøbing.

UDGANGSPUNKT

- Jeg er født og opvokset i Herning. I det, der vel bedst kan kaldes en arbejderfamilie. Min far var bogholder på Midtjysk Jernstøberi, mens min mor, der - som min far - var uddannet kommis i Esbjerg, nu og da sad bag kassen i en nærliggende købmandsbutik.

- Vi boede på Heimdalsvej i et 90 kvadratmeter småt rødstenshus, som var ejet af jernstøberiet. Jeg mindes, at der ofte var bøvl med oliefyret, og at græsplænen i baghaven flere steder var tyndslidt som følge af gentagen drengeleg med en fodbold. Jeg var næppe højere end en kroketkølle, da jeg blev meldt ind i Herning Fremad, hvor mit talent for snævre driblinger og præcise afleveringer aldrig blev spottet. Egentlig underligt.

- Der var masser af børn på vejen, hvor det i tilbageblik ser ud, som om vi konstant legede gemmeleg. Jeg er også fra en tid, hvor man som knægt kunne slå tiden ihjel ved at sidde på en bænk i nærmeste lyskryds og notere bilers nummerplader. Tænk sig.

I arbejdslivets baghave har jeg brug for stunder, hvor det er helt okay at gå rundt og vande de sproglige blomster - og at gøde uopdyrket jord i håb om at få gode fortællinger til at spire

Henrik H. Breum, journalist

Henrik H. Breum

Født og opvokset i Herning - 55 år.Oprindeligt uddannet speditør.

I 1994 uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.

Blev umiddelbart derefter ansat på Dagbladet Holstebro - 13 år dér som allround-reporter.

Fra 2007 og to år frem journalist på Midtjyske Mediers livsstilsmagasin "fri".

Fra 2009 til 2016 ansat på Jysk Fynske Mediers fællesredaktion i Viborg.

I december 2016 ansat på Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Forfatter til bogen "Udsendt for Danmark" - udgivet i 2013 på forlaget Turbine.

Har sammen med Inge-Mette to sønner: 18-årige Magnus, der går på HHX, og 20-årige Rasmus, der er klar til at rejse ud i den store verden.

VENDEPUNKT

- Ti år på Vestervangskolen blev direkte forlænget med tre år i sproglig retning på Herning Handelsskole. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mit ungdomsliv, så jeg hoppede med på hjemmets forslag om at blive speditør. Det lød da meget godt, så det blev jeg - hos Scan Service, der dengang i midten af 80'erne havde skabt sig en niche med lastbiltransport af gulvtæpper i store dele af Europa. Personligt blev det revet væk under mig, tæppet, da dårlig indtjening i firmaet kostede yngstemand jobbet i en fyringsrunde. Sidst ind, først ud. Den var hård at gå på weekend på som 23-årig.

- I den efterfølgende tid var jeg ved at fare vild i livets labyrint - og blev hjulpet på en bedre kurs af min svigerinde, der foreslog mig at tage på højskole. Jeg vidste nogenlunde, hvem ham dér Grundtvig var, men at være elev på en højskole sagde mig ikke alverden.

- I august 1987 tjekkede jeg ind på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev. Planen var, at jeg skulle være dér i fire måneder, men det var den bedste tid, så jeg fik opholdet forlænget med yderligere fem måneder. Et valgfag i journalistik blev et afgørende vendepunkt for mig. Læreren, Dagny Rytz, anbefalede mig at arbejde videre med mit skriftlige håndværk. Et par år senere tog jeg til optagelsesprøve på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.

HØJDEPUNKT

- Et par uger før den afsluttende eksamen i Aarhus blev jeg ringet op af chefredaktøren på Dagbladet i Holstebro, Erik Møller, der kendte mig fra praktiktiden. Han tilbød mig et fast job på en nyoprettet erhvervsredaktion, hvor jeg kom til at danne makkerpar med Dan Sørensen.

- Vi valgte dog straks at melde os på banen som knivskarpe kriminalreportere, da politiet i efteråret 1994 fandt liget af en ung mand i bagagerummet på en stjålet bil, der stod parkeret ved et varehus i Holstebro. Sagen om Mark Mortensen og hans seksuelle samvær med et dansk/norsk, lesbisk stripperpar blev omgående en landshistorie, og nu og da forsøgte Dan og jeg at være lidt frækkere, end politiet tillader - i håb om at være først med næste afsløring i det spektakulære mysterium.

- På et tidspunkt kørte vi ud til en landejendom, hvor en af de mistænkte havde boet. Da vi sneg os rundt og lurede ind ad vinduerne, fik vi øje på en lille papirlap, hvorpå der var skrevet et telefonnummer. Vi tænkte, at vi her havde kilden til en ny, dramatisk vinkel på historien. Men vi blev slemt skuffede, da vi ringede op fra fastnettelefonen på redaktionen - i den anden ende blev røret taget hos Jysk Sengetøjslager i Struer.

BRÆNDPUNKT

- På Dagbladet i Holstebro fik jeg senere det fulde ansvar for politi- og retsstof, men der kom aldrig sager på højde med den om Mark Mortensen. Til gengæld steg spændingskurven, da jeg sidenhen fik tjansen med at skrive om Jydske Dragonregiment, der var og er en af byens store arbejdspladser.

- Jeg har ikke aftjent min værnepligt og er lidt af en tøsedreng, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at der var gode menneskehistorier at fortælle fra den front - inklusiv to reportagerejser til danske militærlejre i Irak. Jeg kan huske, at Forsvarets rejseplan viste, at vi sent om aftenen ville lande i Kuwait, hvor jeg forestillede mig, at der ventede et hotel med en behagelig seng og morgenbuffet. Men nej, ud i en bus, på med hjelm og fragmentationsvest og videre ud i natten. Fra oplyste boulevarder i Kuwait drejede vi pludseligt til venstre og kørte direkte ind i et buldermørkt Irak, hvor der i det fjerne kunne ses flammer fra olieboringer i ørkenen. Beskeden var klar: hvis bussen blev beskudt, skulle vi kaste os i dækning på gulvet.

- Sammen med en fremragende fotograf, Morten Stricker, rejste jeg i efteråret 2012 til Afghanistan. Forud havde vi søsat et projekt, hvor vi ville følge tre kampsoldater før, under og efter deres mission i det krigshærgede land. Vores egen mission lykkedes i så høj en grad, at der også kom en bog ud af det - ikke mindst takket være daværende chefredaktør på Dagbladet i Holstebro, Hans Krabbe, der fra start troede på projektet og derfor investerede i det. Tak.

LYSPUNKT

- Jeg oplevede i den grad et lyspunkt, da jeg søgte og fik et job som skribent på et livsstilsmagasin, der hver lørdag udkom som tillæg til fem aviser på tværs af den midtjyske region.

- Magasinet hed "fri", og her var der god tid og masser af plads til at folde sproget ud. Om ikke tidligere så fandt jeg her ud af, at det gør et eller andet ved fortællingen, når man sidder ansigt til ansigt med et andet menneske og ikke er truet af en deadline klokken lige om lidt, og "husk nu også at lave en version til nettet." Det var ren luksus. Og fantastisk at opleve den respons, der kom fra læserne, når jeg havde begået et stykke journalistik på en længde langt ud over det sædvanlige.

- Jeg kan huske, hvordan redaktøren på magasinet, Henrik Højgård Sejerkilde, dengang beskrev vores tre mand store redaktion: "Det er nok det tætteste, vi kommer på et beskyttet værksted." Det blev da også lukket ned efter et par år med den bemanding.

Men jeg skriver fortsat gerne langt, når tiden og historien er til det.

LAVPUNKT

- Omstillingsparatheden er naturligvis også blæst ind over avisbranchen gennem årene, og der var bestemt ikke tale om en stormende forelskelse, da jeg i 2009 fik at vide, at der var en ledig stol på en fællesredaktion i Viborg. De første år blandt nye kolleger var til tider sjove, udfordrende og spændende, da chefen, Tina Kragelund, var helt med på, at der også skulle være plads til at skrive et skævt portræt af Johnny Madsen og tid til at tage på reportagetur med en Hjem Is-chauffør.

- I efteråret 2014 blev kursen på redaktionen ændret radikalt, og som menig mand på skibet var det svært for mig at følge kompasretningen. Der blev dikteret graverjournalitisk, og det er der som sådan ikke noget i vejen med, men når spaden konstant skal stikkes dybere, rammer jeg nemt på noget hårdt. I arbejdslivets baghave har jeg brug for stunder, hvor det er helt okay at gå rundt og vande de sproglige blomster - og at gøde uopdyrket jord i håb om at få gode fortællinger til at spire.

- Godt to år senere kuldsejlede redaktionen, og besætningen blev spredt for alle vinde.

SYNSPUNKT

- Jeg kom nogenlunde tørskoet i land, og på underfundig vis formåede jeg at tænde et kalenderlys i mit sind. Med vinden i ryggen sagde jeg i december 2016 derfor ja til at flytte mit skrivebord til St. Blichers Vej 5 i Ringkøbing. Umiddelbart var det ikke min drømmedestination, men i dag betragter jeg turen mod vest som min journalistiske redning. På Dagbladets redaktion giver vi netop hinanden plads til det, vi hver især er bedst til, og ledelsen bakker op.

- Når man, som jeg, er rundet af den vestjyske muld, så er det slet ikke tosset at sprede sine vinger ud over en kommune med hav og fjord, med højt til loftet, med musik langt ind i sjælen og med uopdyrket land ad libitum. Jeg føler mig i den grad taget godt i mod af folk her ude og af egnen, og hvis du har en god historie at fortælle, så står mit mobilnummer på side to i avisen. Har du tiden, så har jeg det også. Du ringer bare.

- Og hvis du, kære læser i almindelighed, nu og da trækker på smilebåndet over noget, jeg har skrevet, så glæder det mig. Verden er alvorlig, ja, men der må altså gerne være bare lidt at grine af i avisen - og i livet.

0/0
Annonce
Portræt

At arbejde med kultur i Brasilien er nærmest som at være med i en modstandsbevægelse

Navne

Danselærer: Jeg er så sindssygt stolt af dem

Portræt For abonnenter

Kristian Skannerups gode idé har sparet jorden for 2,5 millioner ton co2

Navne

Tidligere Struer-borger fylder rundt

Portræt For abonnenter

Direktøren, der vendte tilbage til Vestjylland

Navne

Café Olde efterlyser flere brugere: Men det hjælper nok, når der kommer banko

Navne

Generationsskifte i Mil-tek

Annonce