Annonce
Leder

Det er ikke rimeligt, at psykisk syge mennesker kan blive ved med at terrorisere deres omgivelser, uden politiet har mulighed for at sætte en stopper for det

Det er jo ikke rimeligt, at et psykisk sygt menneske skal gøre hverdagen til et helvede for andre med en opførsel, som vedkommende på grund af sygdommen ikke kan gøre for

I lørdagsavisen stod en gruppe borgere i Bonnet frem med en offentlig bekymring over, at en psykisk syg mand skaber stor utryghed i den lille by med sin adfærd, hvor han ikke blot truer med vold, men også udsætter sine medborgere for ubehagelige oplevelser. Senest i sidste uge var der igen en voldsom episode, hvor manden smed med tunge jernspyd. Borgerne undrer sig over, at politiet sætter manden på fri fod igen, så han kan vende tilbage med nye trusler og voldshandlinger. Politiet kan kun sige, at det er Landsretten, der har løsladt manden, og så kan man ikke gøre mere. Manden kan blot vende hjem igen.

Det er så en ny sag i rækken af, hvor psykisk syge mennesker gør hverdagen til en ubehagelig oplevelse for andre. Vi skrev for nogle år siden her i bladet om en også psykisk syg mand, som hjemsøgte sit tidligere landbrug, hvor den familie, der nu boede der, levede i evig utryghed, fordi manden dukkede op i tide og utide. Ikke mindst børnene var skrækslagne, når der pludselig stod en mand og kiggede ind gennem vinduerne.

Også dengang kunne politiet ikke gøre andet end at komme gang på gang og fjerne manden. Der var ikke såkaldte "røde" papirer på manden, så han kunne tvangsindlægges, hvad man som menigmand jo kunne mene var den eneste rigtige løsning også for manden selv, der jo ikke kunne gøre for, han var psykisk syg. Men der skal meget til, før der tvangsindlægges, og man kan med rimelig stille det spørgsmål, hvem der skal være ofre i sådan en sag.

Det er jo ikke rimeligt, at et psykisk sygt menneske skal gøre hverdagen til et helvede for andre med en opførsel, som vedkommende på grund af sygdommen ikke kan gøre for, og som vedkommende ikke selv kan stoppe eller ændre. Selvfølgelig kan vi ikke spærre alle, der ikke lige følger normal-kurven, inde, men der må også være et hensyn at tage over for ofrene i sådanne sager. Det er et vanskeligt spørgsmål, for hvor ligger grænsen? Politiet kan kun med lægernes indgriben stoppe det, og der må kunne laves en praksis, hvor almindelige borgere som nu disse i Bonnet ikke bliver ofre. I Bonnet tør man ikke en gang stå frem med navn, for hvad er så det næste, der sker?

Annonce
Lederfoto fra Lokalredaktør Lars Kamstrup.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.

Lemvig

Thyborøn får et nyt spisested

Lemvig

Bøderegn over tre unge mænd

Annonce