Leder

Det er ikke rimeligt, at psykisk syge mennesker kan blive ved med at terrorisere deres omgivelser, uden politiet har mulighed for at sætte en stopper for det

Det er jo ikke rimeligt, at et psykisk sygt menneske skal gøre hverdagen til et helvede for andre med en opførsel, som vedkommende på grund af sygdommen ikke kan gøre for

I lørdagsavisen stod en gruppe borgere i Bonnet frem med en offentlig bekymring over, at en psykisk syg mand skaber stor utryghed i den lille by med sin adfærd, hvor han ikke blot truer med vold, men også udsætter sine medborgere for ubehagelige oplevelser. Senest i sidste uge var der igen en voldsom episode, hvor manden smed med tunge jernspyd. Borgerne undrer sig over, at politiet sætter manden på fri fod igen, så han kan vende tilbage med nye trusler og voldshandlinger. Politiet kan kun sige, at det er Landsretten, der har løsladt manden, og så kan man ikke gøre mere. Manden kan blot vende hjem igen.

Det er så en ny sag i rækken af, hvor psykisk syge mennesker gør hverdagen til en ubehagelig oplevelse for andre. Vi skrev for nogle år siden her i bladet om en også psykisk syg mand, som hjemsøgte sit tidligere landbrug, hvor den familie, der nu boede der, levede i evig utryghed, fordi manden dukkede op i tide og utide. Ikke mindst børnene var skrækslagne, når der pludselig stod en mand og kiggede ind gennem vinduerne.

Også dengang kunne politiet ikke gøre andet end at komme gang på gang og fjerne manden. Der var ikke såkaldte "røde" papirer på manden, så han kunne tvangsindlægges, hvad man som menigmand jo kunne mene var den eneste rigtige løsning også for manden selv, der jo ikke kunne gøre for, han var psykisk syg. Men der skal meget til, før der tvangsindlægges, og man kan med rimelig stille det spørgsmål, hvem der skal være ofre i sådan en sag.

Det er jo ikke rimeligt, at et psykisk sygt menneske skal gøre hverdagen til et helvede for andre med en opførsel, som vedkommende på grund af sygdommen ikke kan gøre for, og som vedkommende ikke selv kan stoppe eller ændre. Selvfølgelig kan vi ikke spærre alle, der ikke lige følger normal-kurven, inde, men der må også være et hensyn at tage over for ofrene i sådanne sager. Det er et vanskeligt spørgsmål, for hvor ligger grænsen? Politiet kan kun med lægernes indgriben stoppe det, og der må kunne laves en praksis, hvor almindelige borgere som nu disse i Bonnet ikke bliver ofre. I Bonnet tør man ikke en gang stå frem med navn, for hvad er så det næste, der sker?

Lederfoto fra Lokalredaktør Lars Kamstrup.
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce