Annonce
Danmark

Annelene mistede sin mand: - Det har gjort mig smerteligt bevidst om at bruge tiden godt

Jul og nytår kan sagtens være festlig uden for de traditionelle rammer – her Jens og jeg ved Key West, Florida, i 2015. Foto: Annelene Vestergaard
Det første halvandet år som enke har været intenst og budt på den endegyldige afsked, mødet med Kirsten Giftekniv og manglen på et godt mord
Annonce

Det var sådan en smuk dag. Det havde ellers regnet og regnet, men denne søndag i oktober 2019 holdt himlen hånden over de familier, der gerne ville ud at køre veterantog og samle kastanjer.

Da fløjten lød, og damplokomotivet begyndte at pruste, var der stille i én af kupeerne. Et minuts stilhed for én, der havde været aktiv ved veteranbanen mellem Mariager og Handest i 47 år. Min mand. Jens Vestergaard, som var død af kræft 10 måneder tidligere.

Nu skulle han ud på sin sidste rejse, så urnen blev pakket sammen med en picnickurv, og godt hjulpet af en kreds af venner og familie sendte min søn Jonas og jeg ham ud på den sidste strækning, som han ønskede.

Det blev en smuk, men også en svær dag. Fordi det havde regnet og regnet, var naturens farver flot mættede, og solen varmede, mens alting summede af nostalgi og hyggelig udflugt. Der blev grinet og tørret en tåre. Og der var sætninger, der ikke blev sagt, fordi de ville have udløst flere tårer.

På forhånd troede jeg egentlig, jeg ville være mere cool. Der var trods alt gået næsten et år. Ikke med vores gode vilje, men sådan er der så meget, man ikke selv kan styre. Allerede i forsommeren 2019 var vejret så godt, at naturen blev en krudttønde, og en Venstre-politikers valgkamp på skinnerne endte med udrykning. Hans kampagnetur med et kulfyret damplokomotiv satte ild til baneskråningerne, og efterfølgende blev der indført afbrændingsforbud.

Mine erfaringer

Den svære etter

På det ydre plan sker der ofte nogle synlige forandringer efter et dødsfald.

For mit vedkommende bl.a. nyindretning af boligens kontor og salg på Brørup Marked af alt fra rustne skrivemaskiner til Jens’ gamle DSB-telefoner. Man rydder op og håndterer afdødes efterladenskaber, og det hjælper én til at fatte, at det uigenkaldeligt er forbi.

På det indre plan foregår en proces med at forlige sig med tabet af en elsket ægtefælle. Hos mig bl.a. en søgning mod det lyse og venlige, mod håb og humor - og et bevidst fravalg af f.eks. film og tv-serier præget af kynisme, nederdrægtigheder og verdens undergang.

The show must go on

Hvis man bærer sorg, skal man ikke gå og gemme sig, men det kan være godt at være bevidst om, at man måske ikke har sine sædvanlige filtre. Musik er følelsernes sprog, og noget af det, der virkelig har ramt mig, var Christoffer Brodersens akustiske version af Queens ”The Show Must go on” til Kulturshow 2019 i Musikhuset Esbjerg. Det var så smukt. Først inderligt og siden så ekspressivt. Og livet går jo videre… The show must go on.

Særlig søstersolidaritet

Som enke har jeg oplevet en oplevet en særlig solidaritet fra mine kønsfæller i fælles forståelse af, at alle ikke kan være gode til alt. De har stillet deres mænd til rådighed. Forstå mig ret. ”Du ringer bare, hvis der er noget, du ikke kan finde ud af. Så sender jeg min mand.”

Høreværn til solsort

Hele forløbet har betydet, at jeg har fået skærpet mine prioriteter. Det er banalt, men også så sandt, at der er ting, man ikke skal bruge sit krudt på. Der er så meget, der kan tænde lunten. Stort og småt. Ekstremisme i mange lande og sprogligt sjusk i moderne medier. Men jeg er nu mere afklaret i forhold til, hvad der er vigtigt. Er jeg så hævet over at ærgre mig over små ting? Hmmm… Jeg hævede i hvert fald stemmen for nylig over for den solsort, som åd mit eneste næstenmodne skovjordbær - og derefter sked på mine havemøbler.

Annonce

Sang til begravelsen

Man lærer at indrette sig. Man skubber en begivenhed på grund af brandfare. Og man prøver at acceptere, at to bliver én, og en mand bliver et minde. Rigtig meget er man ikke selv herre over, men det, man kan gøre, er at tage sin daglige vitaminpille og gøre sig umage.

Det har jeg selv erfaret, og det hører jeg også fra andre. En veninde, der synger i kor, blev ringet op af en bekendt med en livstruende sygdom. Vedkommende var ved at planlægge sin egen himmelfærd og bad hende synge ved højtideligheden. ”Det kan jeg ikke”, protesterede min veninde med tanke på, at stemmen ville vibrere af rørelse. Hvorefter den sygdomsramte ret tydeligt fik sagt, at når den ene kunne klare at dø, måtte den anden kunne klare at synge til begravelsen.

Det tog min veninde på sig. Hun øvede og øvede. Og blev klar til at stå det igennem, da dagen oprandt.

Annonce

Flugten fra højtiderne

Ligesom det hjalp hende at forberede sig, virker det for mig at lægge en strategi.

Som tidligere kulturjournalist på JydskeVestkysten er jeg vant til at høre om ”den svære toer” - den vanskelige efterfølger til den film, den bog eller den sang, som blev en overrumplende succes.

Da Jens døde lige før jul 2018 i vores hjem i Esbjerg, tænkte jeg ret hurtigt, at det første år ville blive ”den svære etter”. Det er velkendt, at sorgen og savnet føles særlig tydeligt her, fordi alle mærkedage minder én om den tomme stol. På sådan en dag kan man blive overvældet af meningsløshed og sidde og glo forladt ud i luften og tænke: ”Hvad nu?”

Min strategi har i høj grad været at have en plan for de dage. Og planen har ofte været at få de nærmestes velsignelse til at afvige fra det vante, så man skaber noget nyt i stedet for at sørge over det, der ikke er mere.

Tag nu julen. Når jeg ikke skriver, og verden ikke er ramt af Corona virus, løser jeg opgaver som rejseleder. På de ture er der slet ikke tid til at tænke på andet end udflugterne og de spændende historier, kaffen til gæsterne og de nærmeste toiletter. Få har lyst til at arbejde i julen, men det kan være utrolig hyggeligt at være i mangfoldigt selskab, som gerne vil kombinere traditioner med attraktioner.

Julen 2019 holdt jeg således sammen med 51 gæster og en chauffør, og flokkens ældste - en herre på 99 år - var den første til at springe op for sammen med mig at danse om juletræet. Vi endte med at være to store, sjungende menneskekæder, og hjemme igen fungerede det fint at holde forsinket familiejul.

Hen over nytår var jeg også afsted, og det var der sikkert en smule eskapisme over.

På ét bestemt punkt er dele af omgivelserne meget optaget af, at man kommer videre, når man er blevet enke i en alder, hvor man stadig kan tygge maden selv. De leger Kirsten Giftekniv og parrer én med enhver, man vover sig i biografen eller på café med.

At man slet ikke selv er optaget af det på nuværende tidspunkt, er svært at trænge igennem med, og jeg er ved at vænne mig til at sige ”men han har en kæreste, så der er ikke noget der.” Selv da jeg bare drak et glas rødvin med en 79-årig, fik jeg et forklaringsproblem. Måske er det, fordi han er franskmand, og jeg har kendt ham, før jeg blev gift.

Nu mødtes vi igen for at snakke om gamle dage og de gule vestes demonstrationer i Paris. Vi kom omkring mange emner, indtil jeg til afsked sagde: ”Og så bliver du snart 80?” Dét skulle vi ikke tale om!

På research i Stade inden en opgave som rejseleder. Privatfoto
Annonce

Venlighed heler

For mit vedkommende er den gode samtale en stjernestund. Den kan have mange former og forskelligt indhold, men ender som regel i et godt grin. Med humor sørger man for at lade latteren komme gråden i forkøbet.

Nogle gange bliver der nedlagt referatforbud, fordi der bliver udvekslet personlige elendigheder. Andre gange gælder den opstemte fortvivlelse snarere det moderne samfunds måde at fungere på. Det kan være nødvendigt at sige nogle grimme ting højt, når man hænger i en lang telefonkø til Skat, der har sat ens fradrag til 0. Eller når man skal genindlæse sine tv-kanaler for syvende gang og er lidt træt i øjnene, fordi man forsøgt at tyde de bittesmå angivelser på en halogenpære, der har opgivet ævred.

Udover altid at have en lommelygte i nærheden gælder det om at række ud. Mit netværk er ufattelig hjælpsomt, og noget af det mest helende i processen med at komme gennem tabet af min mand er i det hele taget at møde venlighed og ordentlighed.

Selvfølgelig sætter jeg en ære i at klare så meget som muligt selv, men ind imellem kniber det for en kvinde fra et mangeårigt ægteskab med en klar arbejdsdeling. Udfordringerne er mange. Midt i pæreskift og en overophedet varmeregning pga. defekt gulvvarme stod jeg pludselig og manglede én, jeg havde lyst til at slå ihjel!

Jeg havde fået bestilling på en kriminovelle til et ugeblad, og mens deadline nærmere sig, gik jeg rundt uden at få den geniale idé til motiv og metode. Jeg endte med at skrive til en tekstforfatter-bekendt, om han ikke havde et ubrugt mord, jeg kunne låne. Det havde han. Så han leverede inspiration, jeg skrev, og det hele fik en lykkelig slutning – bortset fra, naturligvis, at jeg skylder ham en ugerning!

Jernbanen var Jens’ arbejde og hobby. Da vi blev gift, blev bryllupsselskabet transporteret med damplokomotiv fra Mariager-Handest Veteranjernbane, og det trak også læsset på hans sidste rejse. Foto: Annelene Vestergaard
Annonce

Angsten for den våde klippe

I det store og hele er det første halvandet år som enke gået godt. Med megen varme og støtte og forståelse fra mange. Jeg har hørt folk være i tvivl, om de sørger på den rigtige måde. For mig handler det meget om balance, så man kommer videre uden at glemme. Så man ikke dyrker sorgen, men heller ikke skælder ud på sig selv, hvis energiniveauet en dag er lidt lavt.

Jeg har travle perioder med spændende journalistik, men har også brug for tid til eftertanke. Og rejseriet bringer mig tæt på mennesker og på verdenshistorien. I april 2019 stod jeg på toppen af Montmartre og så Notre Dame brænde. Det gjorde ondt i sjælen, og i dagene efter fik jeg kramper i benene. Mens gæsterne var på Louvre, måtte jeg gå nogle ekstra kilometer for at kunne guide bedst muligt rundt om det afspærrede, gotiske mesterværk i Paris’ geografiske og spirituelle centrum.

Det, man tror, altid vil være der, kan pludselig forsvinde. At miste min mand, der kun blev 62 år, har gjort mig smerteligt bevidst om at bruge tiden godt. Tingene skal give mening. Der er ikke flere, der skal dø. Folk omkring mig skal trives.

Og så hænder det jo, at folks måde at trives på, gør mig bekymret. Det skete f.eks. i ugen op til Jens’ sidste rejse. Da var min søn og en kammerat i Norge for at klatre, og det syntes jeg pludselig var en meget skidt idé. Jeg havde forliget mig med den endelige afsked med Jens, men tanken om, hvordan juniors fingre kunne glide på en våd klippe, så han styrtede i afgrunden, var svær at få ud af hovedet.

”Kunne han ikke samle på frimærker i stedet?”, jamrede jeg med et skævt smil til én af Jens’ venner, der kiggede forbi med blomster til veterantogsturen. Han havde også sit at slås med. Vi tilhører sandwich-generationen, der er ”fyldet” mellem vores børn og vores forældre, og vi skal passe på, vi ikke går bekymrings-bersærk.

Jens var oprindelig journalist med en fortid i bl.a. Røde Kors og DR, men arbejdede i de senere år som sikkerhedskonsulent i Banedanmark. I fritiden var han med til at drive veteranjernbanen mellem Mariager (billedet) og Handest. Privatfoto.
Annonce

En kærlig klangbund

Jonas kom helskindet hjem til togturen med urnen, og han underholder jævnligt sin mor med, hvor sikkert det er at klatre, når man kan sit kram og tager sine forholdsregler.

Fordi Jens ikke har noget gravsted, har vi ikke noget fysisk sted at gå hen at mindes, og det har vi heller ikke brug for. Han var så stærk og tydelig i sine principper, sin omsorg og sin glæde ved omhu og kvalitet, at hans handlinger og kommentarer ligger som en kærlig klangbund under vores liv. Vi har ham med os i stort og småt. Også på en helt dagligdags måde, for hans hverdags-lune var inspirerende. Når han sendte en sms for at spørge, om han skulle købe mælk med hjem, skrev han: ”Skal jeg malke en letmælksko?” Den mælk købte han nødig i forretninger med en labyrint af dårligt stablet billigbras. Han handlede, hvor han fik den bedste oplevelse, for man skal ikke spare på livet.

Og den erkendelse skal ikke dø med ham.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Minkfarm på Thyholm ramt af corona: Avler savner klare svar fra Fødevarestyrelsen

Sport For abonnenter

Genlæs livebloggen: TTH genfandt den defensive formel og satte Lemvig på plads

Annonce