Annonce
Danmark

Ekspert forudsiger stigende oliepriser: Her er de tre væsentligste årsager

Oliepriserne og derved også benzin- og dieselpriserne kommer til at stige resten af året ifølge oliestrateg. Arkivfoto: Claus Torp
Jan Bylov, olieanalytiker hos Jyske Bank, udpeger de væsentligste risikofaktorer, som kan få oliepriserne til at stige resten af året.

.

Annonce

1. Iran kan gribe til våben

USA øger presset for at få Iran til forhandlingsbordet om en ny atomaftale. Håndhæver USA sanktionen strengt, kan Iran blive så desperat, at Hormuzstrædet og Irak kommer i spil som modsvar. Der var nye angreb mod to tankskibe i den persiske golf torsdag, og det frygtes, at Iran havde en finger med i spillet. Rigtig meget af den daglige olieproduktion transporteres igennem Hormuzstrædet og ud til verdensmarkedet. Derfor vil det få store konsekvenser, hvis Iran griber til våben her og får held med at lukke passagen. Det menes, at der dagligt transporteres 60 millioner tønder olie ad søvejen, og en tredjedel skal igennem Hormuz-strædet.

2. Venezuelas kollaps

Venezuela er på vej mod et humanitært og økonomisk kollaps, som synes at eskalere med nye sanktioner fra USA og EU. I Jan Bylovs øjne betyder det, at der er risiko for et komplet stop i landets olieproduktion. Det kan i så fald få olieprisen til at stige. Venezuela har verdens største kendte oliereserver, og producerede tidligere tre millioner tønder olie dagligt. Nu ligger produktionen nede på en million tønder.

3. Ikke-planlagte produktionsstop

Det Nye OPEC’s (kartellet bestående af 25 lande, der kontrollerer halvdelen af den globale olie- og gasproduktion) ledige produktionskapacitet er cirka tre millioner tønder olie om dagen. Det kan håndtere tabene fra Iran og Venezuela, men næppe uventede produktionsstop i Irak, Libyen, Nigeria og Algeriet. Det er svært at øge produktionen hurtigt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce