Annonce
Indland

Ekspert: Royal Run er nær perfekt branding for kongehuset

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Over 82.000 var tilmeldt mandagens motionsløb, hvor kongefamilien løb med. Det styrker kongehusets brand.

Motionsløbet Royal Run, som anden pinsedag har fået tusindvis af danskere til at trække i løbetøjet, er nær det perfekte branding-event for kongehuset.

Det mener kommunikationsekspert Henrik Byager om løbeeventet, der mandag afholdes i København, Aarhus, Aalborg og på Bornholm.

- Det er noget nær det perfekte branding-event for kongehuset. Det spiller på alle de parametre, man kan ønske sig. For det første er det et event, som finder sted over hele landet - og ikke bare i København.

- For det andet er det noget, som folk kan deltage i. Det er ikke noget, hvor man bare kigger på, at nogen kongelige gør noget. En tredje ting er, at den kongelige familie selv er på gaden. Det giver en enorm tilgængelighed, jordnærhed og fællesskabsfølelse, siger han.

Henrik Byager mener, at det har sin styrke, at begivenheden skiller sig ud fra de sædvanlige kongelige begivenheder.

- Det her en type event, som vi ikke har set før. Der en tendens til, at meget af det omkring de kongelige er meget stift og ceremonielt. Det har også sin styrke, fordi det minder os om, hvilken historie de repræsenterer.

- Men det her er helt anderledes tilgængeligt og åbent for os alle sammen, siger kommunikationseksperten.

82.028 havde tilmeldt sig mandagens løb, og det var flere end sidste år, hvor det blev afholdt for første gang. Her blev det arrangeret i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.

Og mandag har kronprinsen afsløret, at der arbejdes på, at løbet også afholdes igen i 2020.

Til Royal Run kan man enten løbe ti eller fem kilometer eller one mile (cirka 1,6 kilometer).

Det var meningen, at kronprinsen - ligesom sidste år - skulle deltage på ti kilometerdistancen. Men det har en mindre diskusprolaps sat en stopper for.

Kronprinsen har dog stadig deltaget i løbet. Eksempelvis gik han one mile-ruten i Aarhus.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Afsked med Bent

112

24-årig lemviger kørte galt ved Skive

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Danmark

Sådan undgår du at få coronavirus: Tag bare til Norditalien, men kram ikke en italiener

Lemvig

Indbrud hos Bay Art under opklaring

Annonce