Danmark

Udfordrer Støjberg: Ellen Trane Nørby vil være V-næstformand

Philip Davali/Ritzau Scanpix
De delegerede til Venstres landsmøde skal vælge mellem mindst to kandidater til næstformandsposten.

Der er kampvalg på programmet, når Venstre holder ekstraordinært landsmøde i Herning 21. september.

Ellen Trane Nørby (V) stiller op som næstformand i Venstre, oplyser hun til avisen Danmark. Også Inger Støjberg (V) har tidligere meldt sit kandidatur til posten.

- Det betyder, at Venstres medlemmer og delegerede får en mulighed for at vælge, hvilken profil de vil have som næstformand, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark.

- Jeg mener, at jeg har, hvad der skal til for at være en stærk næstformand. Det forudsætter, at man har viljen, lysten og evnerne til at lytte til, hvad der rør sig i hele vores parti, siger hun.

Begge har tidligere været ministre under Lars Løkke Rasmussen. Ellen Trane Nørby har haft titel af både børne- og undervisningsminister og sundhedsminister. Hun har ligeledes været ligestillingsminister.

Inger Støjberg har været integrations- og udlændingeminister.

I sit interview med avisen Danmark peger Ellen Trane Nørby på en solid forankring i det "jyske Venstre" samt stor ministererfaring som to gode grunde til at vælge hende til næstformand.

- For mig var sundhedsreformdiskussionen (hvor Venstre ville nedlægge regionerne, red.) et eksempel på, at vi var for dårlige til at inddrage og lytte, siger Ellen Trane Nørby, der selv var sundhedsminister, da reformen blev foreslået.

Reformforslaget blev mødt med modstand af blandt andet Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner og Venstres eneste regionsrådsformand.

På det ekstraordinære landsmøde skal Venstre vælge både formand og næstformand for partiet, efter at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i slutningen af august gik af som henholdsvis formand og næstformand.

Jakob Ellemann-Jensen stiller op til posten som formand for det liberale parti.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce